Psykiatrien skal kittes bedre sammen

“Hvis en patient kommer ind på en psykiatrisk akutmodtagelse med bekymringer i så høj en grad, at det påvirker trivslen, evnen til at gå på arbejde, alkoholindtaget og søvnen, vil borgeren kunne blive indlagt med henblik på at få en god nats søvn. Men bekymringerne, alkoholforbruget, arbejdet og familien? Det må patienten selv finde hjælp til et andet sted.” 

Citatet stammer fra et debatindlæg i Sundhedsmonitor, som sygeplejerske og forperson for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker, Tanja Due Krogh Madsen, har skrevet. Hun har mange års erfaring som sygeplejerske i psykiatrien - både fra kommuner, regioner og ngo’er - og mener, at det er på tide, at psykiatrien bliver reorganiseret: 

“I dag skal patienterne selv finde vej inden for de forskellige tilbud i kommuner, regioner og ngo’er. Det flyder ikke. Så de risikerer at blive tabt mellem to stole.”  

Mangler helhedsorientering

I september 2022 vedtog et bredt flertal i Folketinget en 10-årsplan for psykiatrien. Nu spørger hun: Hvad er der sket siden? 

“Vi har hørt om lavtærskeltilbud, ungetilbud, akuttelefon og flere læger, og det er alt sammen meget vigtigt. Men det taler ind i en organisering af psykiatrien, som vi kender, hvor behandlingen sker indenfor den samme strukturelle ramme. Man kan optimere og være nok så dygtig et specifikt sted. Men hvis ikke den psykiatriske akutmodtagelse taler sammen med alkoholbehandlingen, egen læge eller bostedet, så får patienterne ikke en helhedsorienteret behandling.” 

Hun henviser til en undersøgelse, der viser, at kun 5,2 pct. af indskrevne borgere i alkoholbehandlingen er henvist fra hospitaler og 6,2 pct. fra praktiserende læge. 

“Det er ikke et krav, at vi skal visitere patienten videre, og vi bliver ikke målt på det. Lige så snart patienterne går ud ad døren, har de alkoholtrangen og ikke et behandlingstilbud, der venter.” 

Mod til at være kritisk

Tanja Due Krogh Madsen har kun modtaget positive reaktioner på debatindlægget, der faktisk har ligget klar et halvt år i hendes skuffe. 

“Jeg skulle lige tage mod til mig i forhold til at være kritisk over for vores faglighed og eget system. Men jeg kom frem til, at man skal kunne reflektere over det system, vi er i og tilbyder patienterne.” 

Står det til hende, skal der stiles mod en mere sammenhængende behandling. 

“Vi bør arbejde hen mod et system, hvor behandlingen først slutter, når patienten er visiteret videre. Måske skal vi have nøglepersoner til at hjælpe med sektorovergangene. Vi skal i hvert fald blive klogere på landskabet, vores patienter bevæger sig i, så vi kan være skarpe på alle tilbud og visitere ud fra den viden,”

siger hun og tilføjer: 

“Det er der brug for. For psykiatrien skal kittes bedre sammen.”