De hiver kæppen ud af hjulet

”Support, don’t punish” står der på to printede plakater, der er klistret op på væggen på det lille, hyggelige kontor. Der hænger også andre billeder: Taknemmelighedsgaver fra tidligere patienter. Minder og indforståede vitser fra hospitalskolleger. Plakater med behandlingstilbud og opmuntrende slagord.

Ovre i hjørnet er der foldede bunker af reservetøj, en kaffemaskine, sixpacks med sodavand og sågar dåseøl på hylderne. Det står alt sammen klar til de patienter, der måtte have brug for det.

”Vi prøver at skabe en atmosfære, der er lidt mere hjemlig og uformel. Selvfølgelig kan man godt stadig se, at man er på et hospital, men vi forsøger at gøre det lidt nemmere for patienterne at sænke skuldrene og slappe af,” fortæller Susanne Voss Kjærsulf.

Hun er socialsygeplejerske på Regionshospitalet Horsens. Sammen med sin kollega Kirstine Løvstad Brodersen tager hun hånd om socialt udsatte og særligt sårbare patienter, når de bliver indlagt eller kommer ind på hospitalet til ambulant behandling.

”Vores arbejde går ud på at skabe lighed i sundhed og sikre, at nogle af vores allermest udsatte borgere i Danmark kan få – og gennemføre – den behandling, vi på papiret alle sammen har krav på. For nogle mennesker er det bare rigtigt svært at afkode, hvordan man gør tingene, når man er på et hospital,” siger Susanne Voss Kjærsulf.

Når kasserne ikke passer

Patienter i social udsathed lever ofte med misbrug, overforbrug af alkohol eller hjemløshed. De kan i tilgift måske have psykiatriske diagnoser, der gør det ekstra svært for dem at navigere i et sundhedsvæsen, hvor strukturerne kan være ubøjelige, og alting helst skal passe ned i hver sin kasse.

”I sundhedsvæsnet stiller vi jo krav til patienterne. Vi forventer, at de gør, som lægen siger. Vi forventer, at når der skal tages blodprøver, så skal patienten ikke lige ned og ryge først, at aftaler bliver overholdt osv. Og når det så ikke sker, stikker det en kæp i hjulet, og før kunne det betyde, at behandlingen måske ikke blev gennemført,” forklarer Kirstine Løvstad Brodersen.

”Før” var inden socialsygeplejerskerne gjorde deres indtog. Siden 2016 har der nemlig været socialsygeplejersker ansat på hospitalet i Horsens. De er som udgangspunkt ansat på akutafdelingen, men har deres gang over alt på hospitalet, hvor der er socialt sårbare patienter. De kan blive indlagt på andre afdelinger, komme ind på ambulatorierne eller finde på at dukke op uden at have en aftale.

”Vi går derhen, hvor patienterne er, og så hjælper vi dem. Vi finder ud af, hvad der udfordrer dem, og hvad de har brug for, for at kunne være på hospitalet og gennemføre deres behandling. Vi er også patienternes bindeled til rusmiddelscentre, specialvejledere, bostøtter, hjemmesygeplejen og andre aktører, så der også står nogle klar til at gribe dem, når de kommer ud af hospitalet,” siger Kirstine Løvstad Brodersen.

Susanne Voss Kjærsulf har været med fra starten i 2016 og har derfor oplevet på nærmeste hold, hvordan socialsygeplejen er blevet en integreret del af hverdagen på hospitalet.

”Vi er stadig opsøgende, men nu ringer de i lige så høj grad efter os fra afdelingerne. Hvis jeg eller Kirstine f.eks. ikke har været på arbejde en dag, er det ikke unormalt, at vi får at vide, at vi har været savnet, når vi møder ind igen,” fortæller hun.

Kan ikke bekæmpe ulighed alene

Socialsygeplejerskerne har ikke blot gjort fremskridt i Horsens, men i hele landet.

I 2018 havde kun to regioner i Danmark socialsygeplejersker ansat. Region Midtjylland havde fem og Region Hovedstaden havde 10. Men politikerne fik øjnene op for, hvilken forskel de kunne gøre, og i dag er der knap 70 socialsygeplejersker i alle fem regioner. I både somatikken og psykiatrien.

Der er med andre ord tale om en succeshistorie, som dog ikke må blive en hvilepude for beslutningstagerne. Det understreger Nina Brünés. Det var hende, der lancerede begrebet ”socialsygeplejerske” om en særlig type sygeplejerske, der er sat i verden for at støtte socialt udsatte i deres møde med sundhedssystemet. 

Hun var initiativtager til, at funktionen blev indført på Bispebjerg Hospital i 2006, hvor hun også selv var socialsygeplejerske. I løbet af de næste 10 år udvidede Region Hovedstaden støt og roligt konceptet til alle hospitaler i regionen. I dag er Nina Brünés faglig koordinator for omtrent 20 socialsygeplejersker og medlem af Rådet for Socialt Udsatte.

”Det er jo naturligvis godt, at der er kommet så mange socialsygeplejersker, men der må heller ikke komme for mange. Så risikerer vi at skabe et parallelt sundhedssystem til socialt udsatte, der lukker sig om sig selv, og det er jo ikke meningen. Meningen er, at vores sundhedssystem skal kunne rumme og give den rette behandling til alle borgere, også misbrugere, hjemløse, alvorligt sindslidende og andre sårbare grupper,” siger hun.

Ifølge en rapport fra Rådet for Socialt Udsatte fra 2023 var den samlede levetid for socialt udsatte mennesker i 2021 17 år kortere end den øvrige befolknings middellevetid på 81 år. Rådet rapporterer også, at omtrent 50.000 danskere har komplekse sociale problemer.

Nina Brünés er selv tidligere gadesygeplejerske på Vesterbro i København. Nu er hun bekymret for, at byrden med at skabe lighed i sundhed kommer til at hvile på socialsygeplejerskerne alene.

”Socialsygeplejersker har en specialiseret funktion, som er et utroligt vigtigt supplement til det øvrige sundhedspersonale. De har øget forståelsen for de komplekse problemer, socialt udsatte patienter har med i bagagen, når de kommer i kontakt med sundhedsvæsnet,” forklarer Nina Brünés. Hun fortsætter:

”Men socialsygeplejersker er kun en del af løsningen, de kan ikke bekæmpe ulighed i sundhed alene. Alt sundhedspersonale bør få et kompetenceløft, så de er bedre klædt på til mødet med socialt udsatte og sårbare patienter. Vi skal simpelthen insistere på, at sygeplejersker skal kunne behandle og modtage alle, og at rammerne ikke nødvendigvis skal være så rigide.”

”Den bedste løsning er den næstbedste”

Når socialsygeplejerskerne i Horsens bygger bro mellem de sårbare patienter og sundhedssystemet, kan det nogle gange resultere i ukonventionelle løsninger.

”Vi har f.eks. nogle gange patienter, som vi normalt ville indlægge, men for nogle af dem er det simpelthen ikke en mulighed. De lever måske på gaden eller i nogle miljøer, hvor man ikke nødvendigvis kan stemple ud i forbindelse med en indlæggelse, som vi måske heller ikke kender tidshorisonten på. Så lader vi dem i stedet gå et par timer og så komme tilbage,” fortæller Kirstine Løvstad Brodersen og fortsætter:

”Som socialsygeplejerske arbejder du meget med den form for skadesreducerende tilgang, hvor den bedste løsning ofte er den næstbedste. Vi vil helst holde dem her, men det er de ikke i stand til. Okay, men hvad kan vi så gøre i stedet?”

Kirstine Løvstad Brodersen har været socialsygeplejerske på hospitalet i et år og er blevet overrasket over spændvidden i opgaver.

”Nogle gange kan der f.eks. også komme en patient ind, der har fået taget strømmen i sin lejlighed og ikke ved, hvem han skal henvende sig til for at få den igen. Men han kender os, så derfor kommer han herind – og så hjælper vi selvfølgelig også med det. Hvis han ikke har strøm i køleskabet, kan han f.eks. ikke få ordentlig mad, og det kan i sidste ende påvirke hans sundhed i en negativ retning,” siger hun.

Det er dog vigtigt for sygeplejerskerne at understrege, at deres arbejde ikke er baseret på følelser eller mavefornemmelser. Alt, hvad de gør, bygger på en sygeplejefaglig vurdering af de sårbare patienters behov. De har desuden en stor viden om misbrug, rusmidler og sociale udfordringer, som de trækker på hver eneste dag.

”Der var engang en læge, der sagde til mig: ”Jeg ved jo, du har et blødt hjerte, Susanne.” Det blev jeg lidt irriteret over, for nej, det handler overhovedet ikke om mit bløde hjerte, når jeg anbefaler en ukonventionel tilgang, så en patient kan gennemføre sin behandling. Det handler om min faglighed som socialsygeplejerske,” forklarer Susanne Voss Kjærsulf.

Forsker: Sammenhæng mangler

Forskningen i socialsygeplejerskers arbejde er foreløbig sparsom herhjemme. Det, der er, peger på, at sygeplejerskerne gør en mærkbar forskel for socialt udsatte patienter. Der er dog brug for mere viden om patienternes overgang fra hospital til hjem for at kunne skabe sammenhæng i deres forløb og styrke socialsygeplejeindsatsen.

Det fortæller Lisa Kvist Antonsen, sygeplejerske og ph.d.-studerende ved Fælles Akutmodtagelse FAM på Odense Universitetshospital. Hun forsker i social sårbarhed og den rolle, socialsygeplejersker spiller for socialt udsatte patienter, og har bl.a. gennemført flere studier på området.

”Når socialt udsatte patienter kommer i kontakt med sundhedsvæsnet, oplever de ofte, at de ikke bliver mødt eller forstået. Selvom sundhedspersonalet har de bedste intentioner, har de ikke nødvendigvis forudsætningerne eller tiden til at afdække eller imødekomme patienternes særlige behov, som ofte er nært forbundet med deres sociale omstændigheder,” siger Lisa Kvist Antonsen og fortsætter:

”Mange af patienterne har heller ikke en pårørende, der kan være med på sidelinjen og støtte dem i at navigere i et komplekst sundhedssystem. I stedet oplever de, at socialsygeplejerskerne træder ind som deres talsmænd og støttepersoner og med deres social- og sundhedsfaglige viden bygger bro mellem patienterne og sundhedsvæsnet.”

Lisa Kvist Antonsens forskning viser dog, at socialt udsatte patienter stadig oplever, at der mangler sammenhæng i deres forløb, selv når socialsygeplejersker har været involveret under indlæggelsen.
”Det er især efter udskrivelsen, at patienterne savner en socialsygeplejerske. Under indlæggelsen sættes meget i gang, men når de kommer hjem, møder de den virkelighed, de kender," forklarer Lisa Kvist Antonsen.

DSR: Der er brug for flere

Derfor er der brug for flere socialsygeplejersker i sundhedsvæsnet. Det mener forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg.

”I den bedste af alle verdener havde vi et sundhedsvæsen, der kunne favne alle, og hvor der var tid til omsorgsfuld praksis. Tid til at tage udgangspunkt i det menneske, man står over for, så man kommer hele vejen rundt og får afdækket sociale og familiære forhold, der kan spille ind i behandlingen. Men indtil det sker, skal patienter også kunne få behandling i et sundhedsvæsen, hvor der er nogle strukturelle begrænsninger,” siger Dorthe Boe Danbjørg.

Hun henviser til, at man i Dansk Sygeplejeråd netop har lanceret det sundhedspolitisk udspil ”Sygeplejersker for et sundere samfund.” Udspillet indeholder ni temaer og tilhørende anbefalinger til, hvordan man med sygeplejersker i nøgleroller kan få mere sammenhæng, mindske ulighed og skabe balance i sundhedsvæsnet.

”En af vores anbefalinger drejer sig om netop socialsygeplejersker, som gør en kæmpe forskel for de mest sårbare patienter. Flere socialsygeplejersker i de dele af sundhedsvæsnet, hvor man møder flest socialt udsatte patienter kan mindske uligheden og skabe sammenhæng i forløbene. Bl.a. ved at videreformidle deres viden og samarbejde med andre aktører om patienterne, såsom sundhedsklinikker, rusmiddelscentre og kommunale tilbud,” siger Dorthe Boe Danbjørg.