"Mit liv ville sejle fuldstændigt, hvis jeg ikke havde Sune"

En hær af orker med økser og mindre mænd med våben indtager det meste af bordpladsen under skråvæggene i den lysfattige lejlighed. De færdigmalede figurer står på et sidebord, mens dem på sofabordet er i det, man kan kalde proces. De står side om side med plastikplanter, dødningehoveder og nu en kop kaffe. Vi er midt i Martin Poulsens univers.

“Du har da fået ryddet lidt op også,” siger Sune Holmegaard Truelsen, kort efter han er trådt ind i privaten hos den 47-årige nyborgenser.

“Ja, en lille smule,” svarer han og indikerer med fingrene, hvor meget det så er.

“Godt gået, mand!” svarer socialsygeplejersken, samtidig med han lægger sin højre hånd på skulderen.  

Komplimentet samles op af et “ja, tak” og et lille grin, inden de sætter sig venskabeligt tæt i sofaen mellem et tøjstativ med hættetrøjer, træmasker på væggene og det føromtalte sofabord.

“Vi kører altid en kalender, hvor der står, hvad Martin skal i løbet af ugen. Vores plan i dag er at kigge på kalenderen, planlægge træning, rydde op i tøjet og få målt op til et nyt køleskab og nye rullegardiner,” forklarer Sune Holmegaard Truelsen, inden Martin Poulsen supplerer:  

“Han hjælper mig sgu med alt.”

Fra IKEA til lægebesøg

Besøget i lejligheden i dag understreger meget godt, hvordan det er at være Sune Holmegaard Truelsen. Som opsøgende socialsygeplejerske har han samlet IKEA-møbler, klippet hæk, skovlet sne, flyttet køleskabe, lagt tøj sammen, vasket gulv, åbnet rudekuverter, kørt borgere til lægen eller på jobcenteret. Og drukket meget kaffe og haft mange snakke.  

“Jeg støtter borgere i socialt udsatte positioner med alt. Med livet,” forklarer socialsygeplejersken, som opererer under Servicelovens § 99.

“Min arbejdsopgave er defineret til, at jeg skal brobygge, og det er egentligt det.”  

Siden 2017 har Sune Holmegaard Truelsen været tilknyttet Nyborg Kommune, hvor han agerer som lidt af en altmuligmand for kommunes mest udsatte borgere. Hans job handler i høj grad om at skabe trivsel og livskvalitet, så hvis borgeren bedre kan overskue at få ryddet op derhjemme end at komme til lægen med et sår, må man starte der.

“Hvad har det her menneske brug for af støtte til at kunne opnå bedst mulig mental trivsel? Det er den sygepleje, jeg synes, er vigtig. For hvis ikke du har det mentalt godt,  kan du heller ikke overskue at tage på hospitalet eller til lægen. Det er meget socialpædagogisk arbejde, men jeg har et sundhedsfagligt blik ned i den kasse,” forklarer han.

Han er min homie, straight up

I lejligheden fortsætter snakken i stuens sofa. Normalt ville de sidde i soveværelset, bag døren med det gule tape med teksten beware og et dødningehoved på. Der har Martin Poulsen det bedre, for han kan se alle væggene, forklarer han. Men det er ikke alle, der må komme derind i det allerhelligste, og derfor er vi i dag i stuen. I løbet af de sidste syv år har socialsygeplejersken dog opnået fri adgang til alle afkroge af lejligheden og Martin Poulsens liv.

“Han er både min ven, min støttepædagog, min betroede. Han er min homie, straight up. Længere er den ikke,” siger Martin Poulsen.

Han er i dag førtidspensionist, men har levet lidt af et liv med stoffer og ind og ud af fængsler. I dag lever han også en tilværelse med lidt angst for andre mennesker og det, han selv kalder fængselskuller.

Sune Holmegaard Truelsen rejser sig fra sofaen, bevæger sig en håndfuld skridt mod køkkenet og rækker ud efter et brev på bordet.  

“Det er lidt skræmmende post for mig, kan du se det?” siger Martin Poulsen.

“Ja, okay. Er det noget, du vil have, vi kigger på nu?” responderer han og får et ja.  

Nogle breve kan være svære for Martin Poulsen at åbne selv, derfor får han også hjælp af Sune Holmegaard Truelsen til at overkomme og forstå breve fra f.eks. politiet, retten eller skattevæsenet.

Foruden praktiske opgaver bruger de to herrer også en masse tid på at tale. Her indgår en sort og rød bog som et væsentligt værktøj. Det er her, de skriver, hvad der er vigtigt fra gang til gang. Men det er også her, at Martin Poulsen skriver, hvis der er noget, som er svært.

“De tanker, jeg har lige i det øjeblik, forsvinder, så følelsen forsvinder også. Derfor er det nemmere at skrive det ned, så Sune ved, hvordan jeg har haft det, og så kan jeg bedre forklare det,” siger han.  

Relationen er alt

Sune Holmegaard Truelsen husker tydeligt første gang, han stiftede bekendtskab med Martin Poulsen. Her beskriver han ham som en sur, ung mand, der hurtigt kunne fare op. Det gør han ikke længere, og det tilskriver han b.la. det relationsarbejde, som er foregået hen over de sidste syv-otte år.

De borgere, som Sune Holmegaard Truelsen besøger og opsøger, er personer med f.eks. psykiske sygdomme, et forbrug af stoffer, sociale problemer og med traumer, svigt eller måske seksuelle overgreb i bagagen. Derfor bruger socialsygeplejersken i Nyborg også meget af sit arbejde på at opsøge, forstå og hjælpe. Hvad enten det er hjemme hos folk, på et værested eller på gaden.

“Nogle af de borgere, jeg har, har mistet troen på, at der er nogen, der vil hjælpe dem. Og det kræver altså bare en relation, og hele tiden at komme igen og igen.”

“Relationen gør alt. Det starter tit med, at jeg er ude i strakt arm, og så må tiden arbejde, og det handler om at være vedholdende og vise, man gerne vil dem godt. Og så heller ikke love for meget, for jeg kan heller ikke trylle,” siger Sune Holmegaard Truelsen, der betragter det at være menneske, nysgerrig, respektfuld og autentisk som sine vigtigste fagligheder.

Lige så fagligt som at rense et sår

I lyset fra skråvinduet falder snakken kort på den Warhammer-figur af en kampvogn, som kun mangler lidt gul maling for at være færdig. For Martin Poulsen er de finurlige figurer mere end en hobby. Det er en form for terapi for ham.

“Når jeg ikke har det godt, tager jeg det og malingen frem og går i gang. Og så forvinder alle de tanker, fordi man fokuserer på det,” forklarer han.

For Martin Poulsen har Sune Holmegaard Truelsen uden tvivl betydet meget.

“Det er ham, der har hjulpet mig til at komme op og sige, at jeg er god nok. Jeg er den, der er bedst til at dunke mig selv i hovedet og sige: “Du er ikke god nok”, og det har jeg også fået at vide af andre hele mit liv, så jeg har altid kæmpet for at vise, at det er jeg.”

Mange andre fagpersoner har før prøvet at hjælpe ham, men relationen til Sune har været afgørende. Hvis ikke det var for ham, ville han muligvis stadig være på stoffer eller i fængsel, mener han selv.

“Mit liv ville sejle fuldstændigt, hvis jeg ikke havde Sune. Der er mange ting, jeg ikke ville få gjort eller have styr på, så det betyder alt,” siger han og fortsætter:

“Jeg er superglad for Sune, og det er der også rigtig mange andre mennesker, der er. Vores kommune ville være fattig uden ham, lad mig sige det sådan.”

Besøget hos Martin Poulsen er slut, de to siger på gensyn, inden Sune Holmegaard Truelsen trasker ned ad tappen. Socialsygeplejersken er godt klar over, at hans arbejdsbeskrivelse afviger for dét, man kan kalde klassisk sygepleje. Alligevel er arbejdet nødvendigt og sundhedsfagligt hver eneste dag, understreger han.

“De borgere, jeg har, har meget lidt mentalt overskud, så det handler hele tiden om at finde en løsning på, hvordan man kan undgå, at de bliver overbelastede. Mental trivsel er lige så sundhedsfagligt som at rense et sår. I hvert fald i min verden."

I sit helt sorte outfit og med tatoveringer løbende ned ad begge arme hopper han ind i en baggård og kigger efter gadesovere, inden han sætter sig i kommunebilen og kører mod værestedet inde i byen for at sikre, at flere får mest muligt ud af deres liv.