Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

AI, forskning og funktionelle lidelser

Sygeplejerskens redaktion får løbende tilsendt bøger fra landets forskellige forlag, både faglitteratur, fiktion og andre typer læsestof. Her præsenteres et lille udvalg.

Sygeplejersken 2026 nr. 4, s. 34

Af:

Redaktionen

Prompts som klinisk redskab

73525933

Henning Langberg og Charlotte Voglhofer
AI i klinikken: Praktisk guide til almen praksis og sundhedsvæsenet
SundhedAI.dk 2026
333 sider - 349 kr.

Hverdagen i klinikken er presset. Journalen er lang. Listen over lægemidler vokser. Patienterne lever længere med flere sygdomme, og forventningen er, at du både skaber overblik, træffer gode beslutninger, dokumenterer præcist og kommunikerer klart. Ofte på 15 min.

AI i klinikken viser, hvordan AI kan bruges som et praktisk redskab i den virkelighed. Målet er bedre patientbehandling gennem mere systematik, skarpere overblik, tydeligere patientkommunikation og arbejdsgange, der kan holde i en travl klinik.

Bogen giver sundhedsprofessionelle konkrete eksempler og værktøjer til at anvende AI i hverdagen, bl.a. til patientkommunikation, faglig sparring og administrative opgaver. Fagligt ansvar, databeskyttelse og kritisk vurdering af AI-genererede svar er gennemgående temaer.

Et af kapitlerne handler om brug af AI i sygeplejefaglig klinisk praksis. Her kan du læse, hvornår - og hvornår ikke - AI skal bruges.

Hvad skal vi med forskning?

73525932

Dorthe Boe Danbjørg og Mari Holen(red.)
Helt ærligt! Giver sygeplejeforskning bedre sygepleje?
Munksgaard 2026
124 sider - 190 kr.

Forskning har gennem årtier været med til at udvikle sygeplejefaget og kvalificere den kliniske praksis. Alligevel bliver dens værdi fortsat diskuteret – både internt i professionen og blandt politikere og beslutningstagere – og fronterne trækkes ofte hårdt op.

Med afsæt i aktuelle debatter og historiske linjer diskuterer bogens kapitler, hvilken rolle forskning spiller i sygepleje i dag, og hvilken type viden der faktisk gør en forskel i praksis.

Når symptomerne ikke kan forklares

73525931

Dorthe Grosen, Margrethe Møller & Aksel M. Grosen
Mødt i kroppen – Tidlig indsats ved funktionelle lidelser
Gads forlag 2026
130 sider - 249,95 kr.

Patienter med vedvarende kropssymptomer af ukendt oprindelse og funktionelle lidelser overses ofte.

Bogen præsenterer en helhedsorienteret og praksisnær tilgang til tidlig indsats for disse patienter. Deres symptomer er reelle og skal mødes med faglig nysgerrighed, tydelig kommunikation og en forståelse af samspillet mellem biologiske, psykologiske og sociale faktorer.

Den henvender sig til læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle.

Sygeplejerske går på en hospitalsgang
DSR's fagblad Sygeplejersken
I Sygeplejersken skriver vi om alt det, der er væsentligt for sygeplejerskernes arbejdsliv, fag og fællesskab. Som medlem får du leveret bladet til din postkasse.