Skal hun give den ”besværlige” søn mere ADHD-medicin?

Susan sidder i ambulatoriet overfor en 16-årig ung mand og hans far. Faren dominerer, overtager samtalen og tager styring over narrativet om sønnen. Sønnen er i medicinsk behandling for ADHD og kommer derfor til løbende kontroller i ambulatoriet i børne- og ungepsykiatrien, hvor Susan arbejder som sygeplejerske.

“Jeg starter med at spørge den unge mand, hvordan det går, men faren begynder hurtigt at brokke sig over drengen. Han er doven og husker ikke deres aftaler.

Faren og moren er skilt, og faren bor alene med sønnen og en storebror. Jeg sidder tilbage med et billede af, at faren synes, at storebroren er dydsmønsteret, og sønnen på 16 er den besværlige.”

Faren fortsætter: De to har mange konflikter i hjemmet, faren må sørge for det hele, og sønnen tager ikke ansvar for sin medicinske behandling.

“Den unge mand sidder og smiler. Han pleaser far, og jeg oplever ham som lidt kuet.”

Susan kan hurtigt gennemskue, at farens frustration og måde at beskrive konflikterne i hjemmet på handler om, at han ikke har forståelse for sønnens kernesymptomer. Det er naturligt, at sønnen f.eks. har svært ved at koncentrere sig og huske ting, ligesom en ADHD-diagnose også vil betyde, at sønnen kan være meget impulsiv.

“Hvis de hverdagsrammer, man er i, oven i købet er udfordret, kan symptomerne forstærkes, og man kan have manglende overskud og svært ved f.eks. at tage opvasken, når far synes, man skal. For det tankepres, man har, belaster én og bliver ikke bedre af udfordrede rammer i hjemmet. Tværtimod,” siger Susan.

Hun mærker, at hun er kommet i klemme i samtalen. For når hun henvender sig direkte til sønnen og spørger, hvordan han oplever konflikterne, og om det er svært for ham at huske ting, er faren uforstående. Faren kan ikke se, at der ikke er tilstrækkelig støtte fra ham.

“Han fanger slet ikke, hvor vi er på vej hen, men siger bare, at sønnen skal have mere medicin, for at der kommer mere ro på ham, så de ikke har alle de konflikter. Men jeg vurderer, at faren mangler indsigt i ADHD‘s betydning for drengens adfærd, og at han tænker, det bare skal dulmes med medicin, så sønnen kan makke ret,” siger hun og tilføjer:

“Samtidig ser jeg en ung mand, der er forsagt. Han ser ud, som om han selv tænker: ”Jeg er et problem, så jeg skal holdes nede, dopes lidt, så familien kan fungere.”

Så hvad skal Susan gøre? Skal hun gå med til at give sønnen mere medicin? På den måde kan hun måske nemmere samarbejde med faren. Men risikerer hun så at udfordre sin relation med den 16-årige søn, fordi han oplever at blive ”beroliget”, for at far kan holde ud at være sammen med ham?

Eller skal hun hellere forsøge at bevare relationen med drengen ved at vise mere forståelse for, at han ikke er besværlig, men er udfordret ift. at håndtere sin ADHD? Gør hun det, risikerer hun, at faren oplever sig kritiseret for ikke at kunne varetage den opdragende rolle tilstrækkeligt. Det kan udfordre samarbejdet. Hvad gør hun?

Det gjorde sygeplejersken

Susan vælger at tage en snak om ADHD-symptomerne, men går også med til at sætte dosis op.

“Medicinen udgør kun 20 pct. af behandlingen. Resten handler om relationsdannelser, kravregulering, struktur og forudsigelighed. Og her er der kun én forælder, og han skal være med til at støtte op om alt det. Mister jeg samarbejdet med faren, bliver det først rigtig svært.”

Efterfølgende har Susan været meget optaget af dilemmaet, og hun forsøgte derfor til de følgende kontroller at få en bedre forståelse for farens tilgang til sønnens ADHD.

“Når mange af vores børn og unge udvikler sig i en positiv retning, så afhænger det ofte af ressourcerne i hjemmet,” siger hun og tilføjer:

“Jeg spurgte derfor ind til, hvordan han har det med at være far til en 16-årig med ADHD og til hvilke ressourcer, der er i hjemmet mht. at klare en hverdag med to unge drenge. Alt sammen for at se, om der kunne skrues på noget for at støtte faren bedre og for at skabe et bedre samarbejde mellem den unge, hans far og mig til gavn for den samlede behandling af sønnens psykiske lidelse.”

Til de næste kontroller oplever Susan, at relationen mellem de tre blev stærkere.

“Det var en god oplevelse. Jeg kunne ønske mig, at vi havde endnu mere tid til at gå ind i de her terapeutiske snakke. Det vil gavne mange børn og unge.”

Til de næste kontroller oplever Susan, at relationen mellem de tre blev stærkere.

“Det var en god oplevelse. Jeg kunne ønske mig, at vi havde endnu mere tid til at gå ind i de her terapeutiske snakke. Det vil gavne mange børn og unge.”

Sygeplejersken er anonym i artiklen. Redaktionen kender vedkommendes rigtige navn og identitet.