Fra smitteveje til skægkræ

Blækket på eksamensbeviset var knapt tørt, før sygeplejerske Bettina Slott for alvor blev optaget af, hvor vigtig korrekt hygiejne er. Vi skriver 1993, og hun havde lige fået sit første job på en infektionsmedicinsk afdeling.

”Vi modtog patienter med tropesygdomme, HIV og AIDS, og på et tidspunkt fik vi også lungemedicinske patienter, bl.a. med lungetuberkulose. Men det skræmte mig ikke. Det var her min interesse for mikroorganismer og smitteveje blev vakt,” fortæller hun og uddyber:

”Vi havde jo styr på regler og værnemidler. Jeg er grundlæggende dybt fascineret af bakterier, og hvad de kan gøre ved mennesker, og hvordan man kan afværge det,” siger Bettina Slott, der allerede her begyndte at drømme om en karriere som hygiejnesygeplejerske, selvom der ikke fandtes en formel uddannelse.

”Stillingerne var sjældne og fuldstændigt urealistiske at komme i betragtning til,” husker hun.

Hygiejnens store betydning

Pernille Ripadal genkender Bettina Slotts fascination af specialet, selvom hun landede i det på en lidt anden måde. Som nyuddannet sygeplejerske i 1996 ønskede hun først og fremmest at skabe bedre læring for de sygeplejestuderende i praktikken.

”I mit første job på en kirurgisk afdeling var jeg også undervisningsansvarlig og med til de studerendes eksamen efter deres sidste praktik,” siger hun og fortsætter:

”Ved de eksamener gik det virkelig op for mig, hvor stor betydning hygiejne har i sygeplejen og alt det, vi laver på et hospital - lige fra afbrydelse af smitteveje gennem håndhygiejne mellem rene og urene procedurer til korrekt håndtering af infusionsmedicin og pleje og anlæggelse af diverse katetre.”

Hun tilføjer:

”Selvom vi også havde håndbøger og instrukser dengang, var der ikke lige så meget fokus på infektionshygiejne, som der er i dag. Antallet af isolationspatienter var også langt mindre.”

Specialuddannelse eller ej

De to første stillinger som hygiejnesygeplejerske i Danmark blev oprettet i 1967 i Amtsrådsforeningens afdeling for sygehushygiejne. Afdelingen blev dog nedlagt igen i 1975, hvorefter Sundhedsstyrelsen placerede ansvaret for sygehushygiejnen hos amterne i samarbejde med læge- og sygeplejeledelserne, mens kommunerne selv skulle føre tilsyn med og have ansvar for de hygiejniske forhold på deres institutioner.

De fleste hospitaler oprettede hygiejneudvalg og ansatte op gennem 1980’erne gradvist flere hygiejnesygeplejersker med ansvar for infektionsforebyggelse og -bekæmpelse.

I 1982 udgav Sundhedsstyrelsen for første gang retningslinjer for en egentlig specialuddannelse til hygiejnesygeplejerske. Uddannelsen blev udbudt i 1984, igen i 1987 og endelig 1990, hvorefter den kom under revision for at tilpasse hygiejnesygeplejerskernes kompetencer til et sundhedsvæsen, hvor opgaver også blev flyttet uden for hospitalerne.

Først i 2000 blev det igen muligt for danske sygeplejersker at tage en specialuddannelse i infektionshygiejne. Den bliver udbudt af Statens Serum Institut og Danmarks Sygeplejerskehøjskole, men måtte lukke igen i 2005 pga. for lav efterspørgsel.

Krav om uddannelse

Fra 2007 rejste en del danske sygeplejersker derfor til Gøteborg for at tage den nordiske specialuddannelse i infektionshygiejne ved Nordisk Vårdhøjskole. I 2014 måtte den dog også lukke, men Bettina Slott og Pernille Ripadal nåede begge at få eksamenen i hus i hhv. 2011 og 2013.

Bettina Slott uddyber:

”Pludselig så jeg et jobopslag som hygiejnesygeplejerske på en afdeling for klinisk mikrobiologi. Jeg søgte og fik det med krav om, at jeg ville tage specialuddannelsen, og det ville jeg jo gerne.”

Selvom Bettina Slott løbende havde beskæftiget sig med specialet, åbnede uddannelsen en ny verden for hende.

”Jeg blev opmærksom på, hvor stor betydning den organisatoriske og ledelsesmæssige del har, hvis man skal lykkes med at gennemføre ændringer. Den menneskelige adfærd, og hvordan den påvirkes, var også et nyt og spændende felt for mig,” siger hun og tilføjer:

”Forebyggelse og afbrydelse af smitte involverer jo alt fra værnemidler, rengøring og legionella-bakterier i vandsystemer til indretning af de bygninger, patienter og borgere skal være i.”

Væk med skægkræ og rotter

Pernille Ripadal begyndte at arbejde fuldtid med infektionshygiejne, da hun i 2009 blev hygiejnesygeplejerske i Infektionshygiejnen, Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital. Her blev hun del af et stærkt fagligt fællesskab, da alle hygiejnesygeplejersker i Region Nordjylland arbejder fra samme matrikel, uanset om de er tilknyttet hospitaler eller kommuner.

I dag har de i alt 14 hygiejnesygeplejersker – ofte sammen med en kollega - ansvar for en række områder. For Pernille Ripadals vedkommende på regionens hospitaler.

”Vi kan fordybe os i vores emner og sparre med kolleger, og det sikrer, at alle afdelinger får samme viden og retningslinjer. Jeg kom jo med en baggrund fra kirurgien, som jeg også arbejder med i dag sammen med radiologi, operation, anæstesi og opvågning samt logistik,” siger hun og tilføjer:

”Jeg samarbejder desuden med portører, rengøring og teknisk personale, f.eks. om ventilationssystemer og bekæmpelse af skægkræ og rotter. Sådan har det egentlig altid været, men i begyndelsen havde jeg mest fokus på de sundhedsfaglige personaler. Det nye sygehusbyggeri har også fyldt meget de seneste år, og i dag samarbejder jeg med mange faggrupper og områder, jeg aldrig havde drømt, jeg skulle arbejde med.”

Antibiotikaforbrug halveret

Kort tid efter at Bettina Slott havde taget specialuddannelsen i infektionshygiejne, søgte hun væk fra hospitalsgangene.

”Kommunerne begyndte stille og roligt at ansætte hygiejnesygeplejersker, da de kunne se fornuften i at blive bedre til at forebygge sygdomme og undgå dyre indlæggelser.”

I dag arbejder hun i Gentofte Kommune, hvor hun de seneste 11 år har opbygget hygiejneorganisationen fra bunden. Hun omsætter ny viden og retningslinjer til instrukser, som koordinatorer og ressourcepersoner er med til at implementere på plejecentrene og i kommunes rehabiliteringscenter. Hun dækker også omsorgstandplejen og social- og handicapområdet, mens en kollega står for bl.a. skole-, dags-, fritids- og kulturinstitutionerne.

Som eksempel på et vellykket samarbejde fremhæver hun et projekt fra 2017-2022 om forebyggelse af urinvejsinfektioner, hvor også forskere fra Herlev og Gentofte Hospital og fra Københavns Universitet deltog.

”Vi fandt, at vi kan halvere antibiotikaforbruget ved at undervise personalet i forebyggelse af urinvejsinfektioner. Vi udviklede bl.a. et dialogredskab til kvalificering af de observationer, der skal foretages ved mistanke, som fortsat bliver brugt i dag.”

Bæredygtighed fylder mere

Bettina Slott og Pernille Ripadal har begge afvekslende arbejdsdage. Nogle dage er de på kontoret og studerer ny viden og besvarer opkald og mails, andre dage besøger de arbejdspladser og underviser bl.a. nyansatte.

Så sent som i uge 38 var de begge dybt involverede i den årlige, landsdækkende hygiejneuge, hvor et af hovedemnerne var håndhygiejne. I Region Nordjylland førte det bl.a. til fokus på handskebrug og bæredygtighed.

”Under covid-19 steg forbruget af hånddesinfektion og handsker, og handskeforbruget er ikke faldet igen. Det skyldes bl.a., at mange unge studerende ikke bryder sig om at røre ved patienter, de synes måske, det bliver for intimt. Men det er hverken godt for huden eller særligt bæredygtigt at bruge handsker, når det ikke er påkrævet,” siger Pernille Ripadal og tilføjer:

”Bæredygtighed er den nye dreng i klassen, og regionerne er også pålagt nogle CO2-reduktionsmål, de skal nå inden 2030. Vi vil gerne bæredygtighed, men det går ikke altid hånd i hånd med infektionshygiejne og patientsikkerhed. Flergangsbrug af f.eks. respiratorslanger kan ikke lade sig gøre, da man ikke kan rengøre og desinficere slangen pga. dens nuværende udformning.”

Covid-19 og plastiksække

Adspurgt, hvad der for alvor har påvirket deres arbejdsliv, nævner de to hygiejnesygeplejersker først covid-19, som de begge gik til med en form for faglig begejstring.

”Da jeg hørte, at der måske var en pandemi på vej, tænkte jeg først: ”Wow, jeg er godt nok heldig at få lov til at opleve det”,” fortæller Bettina Slott.

Pernille Ripadal var også spændt: ”Tænk for én gangs skyld i sit liv at få lov til at arbejde med lige præcis det, man er bedst til.”

Begejstringen lagde sig dog hurtigt, husker Bettina Slott. I begyndelsen stod kommunerne bagest i køen til værnemidler, hvorfor hun sammen med kolleger måtte hente udstyr fra lukkede daginstitutioner og lave forklæder af plastiksække, indtil der kom styr på leverancerne.

”Der var også mange problematikker på plejecentrene, hvor beboere blev isoleret til stor frustration for de pårørende. Borgere med demens kunne også reagere kraftigt på personale med værnemidler på, og vi måtte løbende tilpasse vores arbejdsgange, så både smitteforebyggelse og omsorg kunne lade sig gøre.”

Arbejder du med grise?

Selvom covid-19 også medførte lange arbejdsdage for Pernille Ripadal, beskriver hun indtoget af patienter med husdyr-MRSA på hospitalsgangene i start 2010’erne som en endnu mere gennemgribende forandring.

”Pludselig stod vi med en resistent mikroorganisme, som patienterne erhvervede sig ude i samfundet på deres arbejde. Det var en kæmpe omvæltning, hvor vi gik fra højst 100 patienter om året til flere hundrede,” siger hun og fortsætter:

”Nu skulle man ved indlæggelse også spørge, om folk arbejdede med grise. Du kan være rask smittebærer i mange år uden symptomer, men bliver du syg eller skal opereres, kan husdyr-MRSA føre til infektioner, som skal behandles med mere bredspektret antibiotika, der også dræber de bakterier, som er en del af den normale flora og immunforsvar. Og det kan igen føre til et såkaldt selektionspres, hvor resistente bakterier får overtaget.”

Husdyr-MRSA blev også startskuddet på One Health-tankegangen, som kobler sundheden mellem mennesker, dyr og miljø tæt, fortæller hun:

”Nu skulle vi også til at tænke over, hvordan vi bruger antibiotika i dyrehold. Det hele hænger sammen, og det var en stor gamechanger.”

Forebyggelsen er presset

Netop resistente bakterier fylder mere i dag end for blot 20 år siden. Nye typer er kommet til, og behovet for specialiseret viden er vokset.

”Vi kan ikke ændre, at bakterierne er der eller kommer med hjem. Til gengæld skal vi forebygge, at de spreder sig til andre borgere eller personalet. Covid-19 viste, hvor afgørende specialiseret infektionshygiejnisk viden er, og det er derfor bekymrende, at flere kommuner nu nedlægger de hygiejnesygeplejerskestillinger, der opstod under covid-19,” fortæller Bettina Slott og tilføjer:

”Jeg finder det også bekymrende, at faget infektionshygiejne i dag fylder så lidt på de sundhedsfaglige uddannelser, og i øjeblikket eksisterer der heller ikke en specialuddannelse for hygiejnesygeplejersker.”

Pernille Ripadal er enig.

”Forebyggelse kræver, at frontpersonalet ved, hvad de skal gøre. Men det kan være svært at få fokus på forebyggelse frem for behandling, selv om vi sidste år fik en ny national handleplan mod antibiotikaresistens, hvor infektionsforebyggelse og mere undervisning i hygiejne er udpeget som et af i alt fire centrale indsatsområder.”