Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Familier tror, han er gået forkert

Christian Nørgaard Meyer er måske Danmarks eneste mandlige sundhedsplejerske. På cykel besøger han familier i Brønshøj og Husum, hvor han følger de mindste børns udvikling og hjælper familierne med alt fra amning til forældrenes trivsel. Men indimellem kommer hans køn i vejen.

Sygeplejersken 2026 nr. 4, s. 56-59

Af:

Josephine Stær, journalist,

Anton Kjøller Alexandersen, journalist

Sundhedsplejerske kigger på baby

Foto:

Anton Kjøller Alexandersen

”Jeg kan godt se, du er lidt fjern i blikket.”

Med sine 185 cm., en ørering i venstre øre og brede skuldre, fylder sundhedsplejerske Christian Nørgaard Meyer godt i rummet. Lige nu er det tre måneder gamle Alfred, der har hans fulde opmærksomhed.

Han står bøjet over puslebordet hjemme hos familien i Brønshøj, hvor Alfred ligger og pludrer.

Christian Meyer Nørgaard læner sig længere ned mod drengen og forsøger at fange hans blik.

"Hej med dig," hvisker han. Han gentager ordene med en dæmpet stemme, mens han holder øje med Alfreds reaktioner. Han kigger efter, om drengen søger øjenkontakt og viser ansigtsmimik.

Men Alfred er træt, og Christian Nørgaard Meyer vurderer, at han ikke kan gennemføre en screening af hans sociale kontakt. Han forklarer forældrene, at man ved, at når et barn er træt, sulten eller sløj, kan man ikke få et brugbart resultat.

”Jeg havde perioder, hvor jeg havde samspil med ham, jeg fik nogle smil og noget ansigtsmimik. Så jeg ser lidt af det, jeg gerne vil se, men jeg ville selvfølgelig gerne se mere i en længere periode, men jeg er ikke bekymret,” fortæller han.

Christian Nørgaard Meyer er på hjemmebesøg hos Alfred og hans forældre, Kristine Skov og Emil Ravnkilde. Som sundhedsplejerske cykler han rundt mellem familier i Brønshøj og Husum, hvor han følger de mindste børns udvikling og hjælper forældrene med de spørgsmål og bekymringer, der følger med at have små børn.

Mere end vægt og målebånd

Christian Nørgaard Meyer er færdig med at undersøge Alfred, der nu græder. Emil Ravnkilde lægger ham i en lift og går rundt i huset og vugger ham.

Sundhedsplejersken finder sin computer frem og taster drengens mål ind. Men besøget handler om mere end Alfreds udvikling. Det handler også om, hvordan resten af familien har det.

Ved spisebordet fortæller Kristine Skov, at deres datter er begyndt at reagere på at have fået en lillebror.

”Det er en måde for hende at få jeres opmærksomhed på. Det gør børn. Børn tester grænser og ser, hvor langt de kan trække den. Og det er, fordi dynamikken er ændret herhjemme, for nu er I pludselig fire, og du er ikke lige så tilgængelig mere,” forklarer han og smiler beroligende til hende.

”Det giver mening,” svarer Kristine Skov lettet.

For at forklare, hvad der kan ligge bag storesøsters reaktioner, introducerer Christian Nørgaard Meyer Tryghedscirklen, som er en model, der viser, hvordan børn har brug for deres forældre både som en tryg base, hvorfra de kan udforske verden, og som en tryg havn, de kan vende tilbage til, når de har brug for nærhed og støtte.

”I er den trygge base, hvor hun bliver tanket op på tryghed, og så bevæger hun sig ud i verden for at opdage. Og når hun har brug for noget, vender hun tilbage,” forklarer han.

Han finder en illustration af cirklen frem på computeren, og Kristine Skov læner sig ind over bordet for at kunne se med, mens de fortsætter samtalen om storesøsters reaktioner.

”Hun reagerer herhjemme, fordi I er hendes trygge havn," siger han og peger på skærmen.

Kristine Skov fortæller, at det især er hårdt, når datteren afviser hende.

”Det kommer igen,” beroliger Christian Nørgaard Meyer.

Alle familiers hjemmebane

Christian Nørgaard Meyer blev uddannet sygeplejerske i 2006 og har siden hen primært arbejdet på hospital, indtil han i 2023 blev uddannet sundhedsplejerske.

”Det er en helt anden måde at være sygeplejerske på. På hospitalet er det patienterne, der kommer til sygeplejerskerne, hvor de møder personalet i uniformer og træder ind på hospitalets præmisser. Som sundhedsplejerske er det omvendt,” siger han.

Christian Nørgaard Meyer møder op i sit eget tøj og træder ind i familiernes hverdag, hvor det er ham, der er gæst. Det betyder ofte, at familierne er mere afslappede. Men det stiller andre krav til ham som sygeplejerske, for når han kommer ind ad døren, skal han fornemme, hvem han står over for, og hvad familien har brug for.

Den eneste i Danmark

I dag er han blevet budt indenfor hos familierne i Brønshøj, men det er ikke altid, han får lov til at træde over dørtærsklen hos andre familier. Han oplever af og til at blive valgt fra som sundhedsplejerske, alene på grund af sit køn, hvilket han aldrig oplevede i sine mange år som sygeplejerske.

”I de år, jeg arbejdede som sundhedsplejerske på Amager, blev jeg fravalgt to gange. Men efter jeg er kommet til Brønshøj-Husum, har jeg oplevet det et par gange inden for kort tid,” forklarer han.

Christian Nørgaard Meyer er en af ganske få mænd i sundhedsplejen. Måske endda den eneste af sin slags i Danmark. Selvom han skiller sig ud i et fag, hvor kun 4,6 pct. er mænd, er det ikke noget, han selv skænker mange tanker i hverdagen.

”Jeg tænker ikke så meget over det, men jeg har da oplevet situationer, hvor jeg har kunnet se, at der var nogen, der tænkte, jeg var gået forkert,” fortæller han og tilføjer:

”Jeg bliver ærgerlig over, at jeg ikke får en chance for at vise, hvad jeg kan."

Kønnet kommer i vejen

Christian Nørgaard Meyer understreger, at det ikke er usædvanligt, at sundhedsplejersker bliver valgt fra. Familier kan have forskellige grunde til at ønske en anden sundhedsplejerske, og det tager han som regel ikke så tungt. Men når afvisningen alene skyldes hans køn, er det anderledes.

”Det rammer mig lidt hårdere at blive fravalgt på grund af mit køn, end at der er nogle, der ikke bryder sig om mig eller den måde, jeg siger tingene på.”

Samtidig har han forståelse for, at nogle kvinder kan foretrække en kvindelig sundhedsplejerske i bestemte situationer.

Det er altså ikke ønsket om en kvinde i sig selv, der går ham på. Det er, når han bliver afvist på forhånd, uden at familien har mødt ham eller oplevet hans faglighed.

”Jeg synes generelt set, at det er ærgerligt, når debatten begynder at handle om køn frem for kvalifikationer.”

Blik for små signaler

Ved dagens sidste hjemmebesøg er det otte uger gamle Clara og hendes forældre, Cecilie Banche og Alfred Rasmussen, der er centrum for opmærksomheden.

Christian Nørgaard Meyer har netop målt og vejet Clara på puslebordet i soveværelset.

Nu undersøger han, hvordan hun reagerer på kontakt med ham. Clara græder, og sundhedsplejersken forsøger at trøste hende med en lyserød sut. Han står bøjet over puslebordet med sine hænder, som er iklædt blå plastikhandsker, bag hendes hoved.

”Hjalp det lige at få sutten? Så kom der lidt mere ro på,” siger han med dæmpet stemme. Clara stopper med at græde, og han holder øje med hendes mimik, lyde og bevægelser.

”Jeg ved ikke, om I kan huske det fra den store, men det, jeg kigger på her, er, hvor meget energi jeg skal bruge for at få øjenkontakt med hende, og hvor god hun er til at holde den,” forklarer han til forældrene, der står ved siden af og følger med.

Undersøgelsen hedder Alarm Distress Baby Scale og bruges til at vurdere barnets sociale kontakt.

”Det er ikke fordi, jeg gerne vil se en baby, der smiler hele tiden, selvom det er hyggeligt. Jeg vil bare gerne se nogle følelser fra barnet.”

Efter undersøgelsen skal Clara ned på gulvet. Christian Nørgaard Meyer sætter sig i skrædderstilling og tager imod Clara, som hendes far rækker til ham. Da hun bliver lagt på maven på tæppet, for at undersøge, hvordan hun løfter hovedet, begynder hun at græde.

”Det kan være, at det er for tæt på sovetid?” siger han.

Selv lægger han sig ned på siden, så han kommer i øjenhøjde med Clara og kan forsøge at fange hendes blik.

”Hej Clara,” siger han roligt og kort efter vurderer han, at hun er for træt.

Bløde mænd?

Claras mor, Cecilie Banche, fortæller, at hun var overrasket, da hun opdagede, at familiens sundhedsplejerske var en mand. Da hun skulle se, hvilken sundhedsplejerske, de fik tilknyttet, troede hun først, at det var en Christina.

”Vi har haft gode erfaringer med Christian. Han er superrar og god til at forklare tingene og svare på vores spørgsmål,” siger Cecilie Banche.

Selvom det er anden gang, hun er blevet mor, kan der være meget at være i tvivl om, når der kommer en lille ny til verden. Derfor betyder det meget for hende at have en sundhedsplejerske, som kan svare på spørgsmål og hjælpe med de bekymringer, der opstår undervejs.

”Jeg synes, selvom man måske ikke skal sige det, at det har været en bedre oplevelse end første gang. Mænd er måske lidt mere bløde i det. Vi har været rigtig glade for Christian,” smiler hun.

Besøget hos Clara og hendes forældre er slut. Christian Nørgaard Meyer pakker sine ting sammen og går ud til sin cykel og kører videre til hovedkontoret.

Fra uoverskueligt til håndterbart

For Christian Nørgaard Meyer er det mødet med familierne, der gør arbejdet som sundhedsplejerske meningsfuldt. Selvom vægten og målebåndet er hans vigtigste arbejdsredskaber, handler hans arbejde også om at hjælpe forældrene med deres bekymringer og udfordringer.

”Det giver mening for mig at være i sygeplejefaget, og især sundhedsplejen, fordi jeg føler, at jeg gør en forskel. Og det gør jeg, når jeg tager fra en familie, som har et problem, de oplever som værende uoverskueligt, og jeg så, inden jeg går ud ad døren, har hjulet dem, så det nu er håndterbart for dem. Det er derfor, jeg blev sundhedsplejerske,” fortæller han.

Sundhedsplejen i Danmark

Der er 1.907 sundhedsplejersker i Danmark.

99 pct. af alle familier får besøg af sundhedsplejen i barnets første leveår.

Sundhedsplejen har eksisteret i Danmark i 90 år, og blev oprindeligt indført for at nedbringe spædbarnsdødeligheden.

Specialuddannelsen tager 1,5 år, og du skal have mindst 3 års relevant klinisk sygeplejeerfaring.

Hvert år færdiggør ca. 120 sygeplejersker specialuddannelsen.

Kilder: Dansk Sygeplejeråd