Sygeplejersken
Tag ensomheden alvorligt
Hvornår har du sidst sat dig på en stol ved siden af en patient og spurgt: “Hvordan har du det?” uden også lige at skulle måle et blodtryk eller skifte kateter? Ifølge sygeplejerske Bolette Houmøller Bjerre sker det alt for sjældent.
Sygeplejersken 2026 nr. 4, s. 19
Af:
Laura Elisabeth Lind, journalist
Foto:
Eszter Marie
“Hvis ensomhed er en sundhedsrisiko, bør nærvær ikke være en ekstra ydelse, der måske er tid til.”
Det mener sygeplejerske Bolette Houmøller Bjerre. Og det har hun for nylig skrevet et debatindlæg om i Sundhedsmonitor og Seniormonitor.
Hun har været uddannet sygeplejerske i fire måneder og arbejder i dag på Afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling på Rigshospitalet. Men allerede gennem en række praktik- og studiejobforløb har hun været forbi alt fra en geriatrisk afdeling og et ortopædkirurgisk afsnit til en åben psykiatrisk afdeling, hjertemedicinsk afsnit og et plejehjem. Og her har hun bidt mærke i to ting:
For det første at mange ældre er meget alene på deres patientstuer. Der går langt mellem opkald fra pårørende, og blomsterbuketten i vasen bliver sjældent skiftet ud med en ny. Ensomheden er til gengæld fuldt ud til stede på stuerne.
For det andet har hun oplevet, at det for hende og andre ansatte kan være svært at finde tid til at sætte sig ned hos patienten –alene med samtalen og nærværet som formål.
Og det vil hun gerne starte en debat om. Kan det være rigtigt, at samtalen og nærværet ikke bliver prioriteret på lige fod med andre ydelser, nu hvor der kommer flere og flere ensomme ældre i sundhedsvæsenet?
“Jeg har selv bedsteforældre, der har været indlagt på hospitalsafdelinger, og det har sat nogle tanker i gang. Jeg har ikke kunnet undgå at lægge mærke til, at rigtig mange ældre tilbringer store dele af dagen alene med deres tanker på patientstuen.”
Ikke kun et socialt problem
Bolette Houmøller Bjerre understreger, at ensomhed ikke kun er en ubehagelig følelse. Den kan også forbindes med dårligere trivsel, øget risiko for sygdom og svækket immunforsvar.
“Så ensomhed er ikke kun et socialt problem, men også en sundhedsudfordring, vi har et ansvar for at tage hånd om.”
Hun oplever, at mange sundhedsprofessionelle gerne vil have tid til de nærværende samtaler. Men travlhed og organisatoriske rammer kan gøre det svært at prioritere dem. Derfor mener hun, at man også skal diskutere, hvordan arbejdsdagen skrues sammen. For så bliver nærvær måske ikke det første, der bliver valgt fra, når tiden er knap.
“Jeg ved godt, at ensomhed ikke kan kureres på et par ugers indlæggelse. Men jeg tror, det gør en forskel at tænke over, om vi kun skal gå ind ad døren til patienten eller borgeren for at give medicin eller udføre en anden aktiv sygeplejefaglig handling.”
Vil starte en debat om ensomhed
Hun har gennem de seneste par år skrevet en række debatindlæg. For hun synes, det er vigtigt at ytre sig og blande sig i sundhedsdebatten. Og hun har både fået positive og negative tilbagemeldinger på sit seneste debatindlæg om ensomhed.
“Det er kun fedt, for min hensigt er netop at skabe en debat om det emne. Vi har haft en samtale på min egen arbejdsplads, og det er supergodt, hvis det også kan blive en dagsorden andre steder.”
Selv er hun ikke i tvivl om, hvor hun står:
“Samtalen og nærværet er lige så meget en opgave, vi skal have fokus på som at sørge for, at patienten får børstet tænder eller skiftet kateter. Det er en del af den samlede pakke - ikke en ekstra ydelse, vi måske har tid til.”
Dette indlæg er et udtryk for kildens egen holdning.