Krisesygeplejersken, der lærte, at man ikke kan redde alle

Den spritnye fødeafdeling i Yemen havde kun været åben et par dage, da Astrid Opstrup pludselig stod i en situation, hun ikke var forberedt på.

En kvinde kom ind til et akut kejsersnit og skulle bedøves, men der var ingen anæstesilæge til stede.

Derfor måtte Astrid Opstrup træde til og ventilere patienten med en ventilationspose under hele operationen. Selvom hun er uddannet intensivsygeplejerske, var det alligevel en ny og stor opgave at stå med ansvaret for en patients luftveje under sådanne forhold.

”Jeg kan huske, jeg tænkte, at vi var åbnet for tidligt. Vi var jo ikke så parate til at tage imod de her patienter, som vi burde have været. Jeg tænkte, at når man slår dørene op til et hospital eller en sundhedsklinik, så skal man i hvert fald kunne tilbyde minimum det, der skal til, for at vi kan redde de liv, der kommer ind,” fortæller Astrid Opstrup.

”Men det kunne vi jo så også,” tilføjer hun.

Både kvinden og hendes nyfødte barn overlevede operationen, på trods af de skrabede omstændigheder. Men oplevelsen satte tanker i gang hos krisesygeplejersken, der som udsendt for Læger uden Grænser har været med til at åbne og drive sundhedstilbud i nogle af verdens mest udsatte områder.

Steder, hvor kriterierne for acceptabel hospitalsdrift ofte kan se helt anderledes ud end i Danmark.

”Det er den type dilemmaer, du ofte står i, og som du på en eller anden måde skal kunne håndtere som udsendt,” forklarer Astrid Opstrup.

”Er det f.eks. bedre bare at åbne dørene, så patienterne i det mindste har et sted at være, selvom vi ikke er helt klar? Eller skal vi vente, til vi er bedre forberedt, fordi det er mere sundhedsfagligt forsvarligt – med den konsekvens at patienterne så slet ingen steder har at gå hen? I det her tilfælde ved vi jo, at kvinden og barnet ville være døde uden os.”

Det umuliges kunst

Astrid Opstrup er uddannet sygeplejerske i 2008 og har de sidste 12 år været udsendt for Læger uden Grænser til en lang række krise- og konfliktområder. Hun har bl.a. arbejdet med ebola i Sierra Leone og DR Congo, håndteret difteriudbrud i Bangladesh og givet pleje til syge kvinder og børn i Yemen og Gaza.

I dag bliver hun oftest udsendt i ledende funktioner, hvor hun er med til at etablere sundhedstilbud, koordinere arbejdet og sikre, at både internationalt og lokalt sundhedspersonale har, hvad de skal bruge for at kunne løse deres opgaver. Med knudrede forsyningskæder, krig, konflikt, epidemier og alle de politiske barrierer, der kan stå imellem de nødstedte og den hjælp, de har brug for.

Mange gange har det dog været hende selv, der har stået ved patienters side uden udstyr eller forudsætninger for at kunne udøve korrekt sygepleje.

”Jeg har f.eks. været i situationer, hvor jeg har måttet vaske respiratorslanger og genbruge dem, eller hvad det nu end var, der skulle til for at få tingene til at ske. Men selvom det er megafrustrerende, så er der også et eller andet spændende og fedt i, at det umulige nogle gange kan lade sig gøre alligevel. Det er en succesoplevelse, som er svær at beskrive,” forklarer hun

Da Astrid Opstrup søgte ind på studiet, havde hun slet ikke forestillet sig, at hendes arbejdsliv skulle komme til at foregå i krigs- og konfliktområder. Oprindeligt havde hun drømt om at blive jordemoder, men da hun ikke kunne komme ind på uddannelsen, faldt valget på sygeplejen.

”Jeg havde slet ikke sådan en fast idé om, hvad jeg ville. Jeg tror bare, jeg gerne ville have muligheden for at lave noget andet end at være i Danmark. Jeg havde tidligere boet et år i Frankrig og tænkte, at jeg som sygeplejerske kunne tage til et andet land og arbejde,” siger hun.

En hård start

Hun fik dog i første omgang arbejde på Neonatalafdelingen på Rigshospitalet. Hun var glad for jobbet, opgaverne var spændende, og hun kunne lide de mennesker, hun arbejdede sammen med. Den ene dag tog den anden. Drømmene om udlandet gled langsomt i baggrunden til fordel for hverdagens trygge rutine.

”Der gik et par år, og lige pludselig var jeg blevet 30. Jeg kan huske, at jeg snakkede med nogle kolleger, hvor jeg fik sagt, at det jo egentlig var meningen, at jeg skulle noget helt andet end det her. At jeg skulle ud i verden og prøve noget, og nu sad jeg bare her og havde ikke rigtig gjort noget ved det,” fortæller Astrid Opstrup.

En af dem foreslog hende at tage til informationsmøde hos Læger uden Grænser.

”Jeg havde aldrig overvejet det før, men jeg ville gerne lave noget helt andet, så jeg blev varm på tanken. Det tiltalte mig, at jeg kunne rejse ud og arbejde i nogle måneder og så komme hjem igen. Jeg havde ikke lyst til at være væk i flere år ad gangen eller hive hele mit liv op med rod permanent,” siger hun.

Derfra gik der omkring to år med forberedelser, obligatoriske kurser, ansøgninger, ventetid, tålmodighed, stress- og tryktests, før Astrid Opstrup i 2014 blev tilbudt en udsendelse. Turen gik til Bangui, hovedstaden i Den Centralafrikanske Republik, hvor hun skulle arbejde på tre nyoprettede sundhedsposter i en lejr for internt fordrevne.

Men hendes første udsendelse satte også tvivlsspørgsmål i gang hos Astrid. Hun var ny i organisationen, fuldstændig grøn i nødhjælpssygepleje og kendte hverken arbejdsgangene eller de mange uskrevne regler. De lokale medarbejdere havde langt mere erfaring, og den anden nye sygeplejerske, hun skulle have arbejdet sammen med, kom ikke afsted alligevel.

”Det hele føltes ret kaotisk, og jeg havde følelsen af, at jeg ikke helt fattede, hvad der foregik. Allerede efter få dage begyndte jeg at tænke, at jeg måske havde begået en fejl. At jeg ikke var egnet til det her arbejde,” fortæller hun og fortsætter:

”Men jeg tænkte også, at det simpelthen ikke kunne passe. Jeg havde jo været på forberedelseskursus og var så motiveret. Og jeg kom da også efter det!”

Efter to måneder var Astrid Opstrups første udsendelse slut. Og allerede få uger senere var hun klar igen og tog til Sierra Leone, hvor en omfattende ebolaepidemi var i udbrud.

”Det var et meget veletableret projekt med mange kolleger, som jeg kunne lære af og støtte mig op ad. Og der var et stærkt socialt fællesskab, selvom arbejdsforholdene var svære,” siger hun.

Børn under et kilo kunne ikke hjælpes

Hver gang hun rejser ud i verden, har Astrid Opstrup sit eget stetoskop med i bagagen. Det ser ikke ud af noget særligt og ligner ethvert andet anonymt stetoskop. Men det er et af de vigtigste redskaber, hun har.

”Jeg har kun en enkelt gang ladet det blive hjemme. Det var da jeg skulle til Gaza første gang og restriktionerne for, hvad jeg måtte medbringe, var så strenge, at jeg var bange for, de ville tage det fra mig i kontrollen,” fortæller hun.

Selvom hun altid prøver at forberede sig på det uventede, ved hun, at det ikke er alle, der kan reddes. Gennem årene har hun lært, at de svære beslutninger er en uundgåelig del af hendes job, og at valget nogle gange kan stå mellem et enkelt liv eller mange.

”Du kan f.eks. få en kvinde ind med voldsomme fødselskomplikationer. Du ved, at hun med al sandsynlighed vil dø i børnefødsel i fremtiden, hvis du ikke tilbyder hende en sterilisation. Men det kan du ikke, for det er imod de lokale myndigheders retningslinjer, og de kan lukke hele nødhjælpsoperationen ned, hvis du gør det alligevel,” siger Astrid Opstrup.

På fødeafdelingen i Yemen måtte hun også acceptere, at de ikke kunne behandle de allermindste for tidligt fødte børn. Vejede de mindre end et kilo, fik døden lov til at gå sin gang, for der var hverken respiratorer eller den nødvendige medicin til at forhindre det. Og børn med medfødte misdannelser, som ville kunne behandles i Danmark, kunne hun heller ikke hjælpe.

Døden er en del af krisesygeplejen

Tiden og erfaringen har derfor gjort Astrid Opstrup lidt mere pragmatisk. Med sine egne ord måske også lidt mere kynisk.

”Jeg tror ikke, jeg synes, det er lige så hårdt længere, som jeg syntes i starten. Jeg har snakket meget med en veninde, der er teolog, om det her med, at vi som sundhedspersonale bliver skolet til at redde liv. Og at hvis man ikke har reddet et liv, så har man fejlet,” siger Astrid Opstrup.

Hun tænker sig om i et par sekunder, inden hun fortsætter.

”Men vi kan ikke altid redde liv, fordi vi simpelthen ikke har mulighed for det. Det kan sikkert lyde lidt hårdt i andres ører, men nogle gange har man gjort det, man kunne med det, man havde, og så er det også i orden.”

Den erkendelse bruger Astrid Opstrup gerne krudt på at give videre til de mindre erfarne krisesygeplejersker. For selvom hun ikke længere oplever det som lige så vanskeligt at træffe de hårde beslutninger, som hun engang gjorde, er det ikke ensbetydende med, at hun synes, vilkårene er nemme.

”Det er jo et tilfælde, at de mennesker er født, hvor de er født. Ligesom det er et tilfælde, at du og jeg er født i Danmark. Det, kan jeg sagtens synes, er uretfærdigt. Men når jeg står i et nødtørftigt indrettet sundhedscenter i DR Congo midt i en ebolabølge, så er jeg nødt til at forholde mig til realiteterne og de muligheder, jeg har.”

Ændrede prioriteter

Indtil for relativt nylig accepterede Astrid Opstrup, at arbejdet bestemte over hendes kalender. I de 12 år, der er gået siden hendes første udsendelse, er hun gået glip af mange fødselsdage, mærkedage, højtider og stunder med kæreste, familie og venner.

Men noget har ændret sig.

”Jeg havde en jul i Yemen, hvor jeg lige pludselig ikke syntes, det var spor fedt at være så langt væk. Jeg havde virkelig meget lyst til at være hjemme. Før havde det været lidt mere ligegyldigt eller i hvert fald knap så vigtigt, men jeg kunne mærke, at sådan var det bare ikke længere,” fortæller hun.

”Nu er jeg nået et sted hen, hvor det her med at rejse ud skal passe ind i mit liv på en anden måde. Der er forskel på, om man er 32 eller 44. I hvert fald for mig. Der er nogle ting, jeg prioriterer højere end før. Jeg har f.eks. også prøvet at gå glip af den årlige tur i sommerhus med min søster. Det er den ene uge om året, vi har sammen, og det føltes bare fuldstændig forkert. Den slags ting går jeg ikke længere på kompromis med.”

Det betyder dog ikke, at Astrid Opstrup er på vej til at lægge krisesygeplejen bag sig. Faktisk har hun svært ved at forestille sig et arbejdsliv, hvor hun ikke længere skal rejse ud i verdens farlige eller fattige afkroge. Hun elsker stadig det akutte, det uforudsigelige og udfordringen ved at få et sundhedstilbud til at fungere under forhold, hvor ressourcerne er knappe og problemerne mange.

På sin seneste udsendelse blev hun dog afskrækket af én ting.

”Folk spørger mig altid, om jeg ikke er bange for krig, kugler, bomber, sygdomme og alt muligt andet farligt, når jeg er ude. Det er jeg ikke. De ting kan jeg klare – fordi jeg ved, jeg har gode kolleger, der har styr på sikkerheden. Til gengæld har jeg lige været i DR Congo, hvor vi var indkvarteret et sted, hvor der var larm fra musik ude på gaden, som gjorde det svært for mig at sove. Det vil jeg gerne undgå til en anden gang.” 

Lyt til sygeplejerskens podcast med Astrid Opstrup her