Retspsykiatrien handler mere om relationer end alarmer

Da jeg var under uddannelse, var der mange, der var nervøse for praktikken i psykiatrien, og havde en forestilling om, at hverdagen i retspsykiatrien er præget af alarmer og udadreagerende patienter. Men størstedelen af min arbejdsdag går med at skabe relationer, have samtaler og at hjælpe patienterne med at få en velfungerende hverdag.

Jeg uddannede mig først til social- og sundhedsassistent, og under praktikken i psykiatrien kom særligt denne patientgruppe ind under huden på mig, og jeg valgte derfor at blive ansat som timelønnet SOSU i efteråret 2023. Her fik jeg tid til at lære patienterne at kende. Hvorfor er de endt i denne situation? Og hvordan hjælper jeg dem bedst dem med at få det bedre? Jeg ville gerne være med til selve behandlingsforløbet, hvor jeg kunne følge patienternes udvikling, så derfor var det oplagt for mig at videreuddannede mig til sygeplejerske, og jeg er lige blevet færdiguddannet her i februar i år.

Lærer de små tegn at kende

Her på retspsykiatrisk afdeling SL11 i Slagelse går meget af min tid med relationsarbejde. Vores patienter er indlagt, fordi de har fået en anbringelses- eller behandlingsdom, og derfor bruger jeg meget tid på at lære dem at kende over flere uger og måneder. Deres mentale udfordringer kræver netop tid, tålmodighed og ro. Relationsarbejdet hjælper mig med at genkende deres krisetegn, f.eks. at de begynder at pille ved fingrene, ryge flere cigaretter eller bruge mere tid på deres stue. De små tegn er med til at gøre mig opmærksom på, at noget er på vej. Jeg får mulighed for at tale med patienterne om det, der fylder, og gør dem urolige, før problemerne vokser sig større, og situationen udvikler sig akut.

Det er også forskelligt, hvad der hjælper patienterne med at finde ro. Nogle gange er det nok, at jeg er ved deres side og lytter. Andre gange bruger vi sanserummet med bl.a. vandseng og tyngdebolde – redskaber, som mindsker den uro og stress, patienterne føler.

Det fedeste for mig er at opbygge et forhold til patienterne. Selvom en patient har afvist mig eller kun svarer kort, så er det mit arbejde at veksle mellem at være opsøgende og give plads. Når patienten efter noget tid selv opsøger mig, er det et tegn på tillid og noget af det mest givende ved jobbet.

Derudover er det meget meningsfuldt at opleve, hvordan vi sammen finder nye måder at håndtere svære situationer på, så patienten ikke bliver selvdestruktiv eller lader frustrationerne gå ud over andre. En af mine vigtigste opgaver er at hjælpe patienterne bedst muligt videre i livet. Den største succes er selvfølgelig, når de bliver udskrevet, men de små delmål betyder også meget. Det kan være at få en god hverdagsrutine, et rygestop eller opleve små glimt af glæde. Det er i de øjeblikke, jeg virkelig føler, at jeg lykkes som sygeplejerske.

Mellem faglighed og følelser

Hver gang jeg møder ind på job, har jeg et overlap med mine kollegaer, hvor vi tjekker ind med hinanden og deler, hvordan vi har det, inden vagten starter. Det kan være, der har været en hændelse under ens sidste vagt, eller at noget på hjemmefronten trykker. Så ved vi, hvordan vi bedst hjælper hinanden gennem vagten.

Jeg kan stadig godt synes, at jobbet kan være nervepirrende. Ikke fordi jeg føler mig utryg, for jeg ved, vi arbejder som et team med hver vores rolle. Men det er ubehageligt at skulle give en patient medicin, som vedkommende ikke har lyst til, selvom det er bedst for dem i en akut presset situation.

I starten af min ansættelse var jeg igennem en række kurser om sikkerhed og konflikthåndtering. Derudover træner vi løbende forskellige scenarier gennem simulation. Det udvikler både min faglighed, selvtillid og tryghed i arbejdet.

Mange tror, at det hårdeste er, når alarmen ringer. For mig er det sværeste at se et menneske være svært plaget psykisk, velvidende at jeg har givet dem den medicin, de skal have, eller lavet den løbende forebyggende indsats. I de situationer kan man blive nødt til at udføre former for tvangsbehandling ved mere medicinering eller bruge fastholdelsesteknikker som sidste udvej, da det er for patientens eget bedste. Men så er det vigtigt, at jeg bagefter taler med mine kollegaer, for der vil være dage, hvor arbejdet i momentet ikke føles rart. Vi husker hinanden på, at vi arbejder med mennesker, der kan være plaget af diverse hallucinationer eller stemmer, og vi griber hinanden, hvis en vagt har ”sat sig lidt i kroppen.”

I takt med min uddannelse og de gode vejledere, jeg har haft, drømmer jeg også om at blive vejleder. Jeg vil gerne være med til at vise kommende sygeplejersker, at retspsykiatrien er meget mere end de fordomme, der ofte findes om området. Det er en arbejdsplads, hvor relationer, faglighed og samarbejde fylder mere end frygt.