Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

16.400 kr. i løn under den sidste praktik

Med en overenskomst på det regionale område, er der nu endelig kommet en aftale om ansættelse af sygeplejestuderende i den afsluttende praktik på plads.

Publiceret: 

9. marts 2026

Senest opdateret: 

9. marts 2026

Af:

Emma Kold

emk@dsr.dk
FOTO

Foto:

Nikolai Linares

Sygeplejestuderende skal indgå i normeringen i deres sidste praktik på 7. semester.

Det blev besluttet med treparten i 2023, men præcis hvordan og under hvilke vilkår var fortsat uklart - og siden dengang har de studerende og Dansk Sygeplejeråd kaldt på en aftale.

Men fredag den 6. marts faldt overenskomsten med Danske Regioner på plads, og det betød også, at der nu er kommet afklaring på sagen.

De sygeplejestuderende skal nu ansættes med praktikløn på ca. 16.400 kr. om måneden, når man er i praktik på en regional arbejdsplads.

Det er positivt, mener forperson for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS), Nicolaj Laue Juhl.

"Vi er glade for, der endelig er kommet en afklaring. Det har vi kæmpet for i to år,” siger han.

 

Fokus på læring

De sygeplejestuderende ansættes på 30 timer om ugen plus syv timer til studieaktiviteter, så de fortsat har ret til en studiedag.

Og det glæder Nicolaj Laue Juhl at læringspotentiale er hovedfokus i aftalen.

”Det betyder, at hvis jeg i min praktik altid er den, der skal tømme skraldespanden eller tage blodprøve på alle patienterne og ikke får lov til at tage selvstændigt ansvar, så lever arbejdsgiver ikke op til aftalen,” siger han.

De sygeplejestuderende bliver en del af normeringen på arbejdspladsen, men kun i det omfang, det er muligt.

”Vi kommer kun til at være en del af normeringen, når vi arbejder med de opgaver, vi kan varetage,” forklarer han.

Det, mener Nicolaj Laue Juhl, giver de sygeplejestuderende noget elastik.

 

Mere ansvar

Fordi de sygeplejestuderende indgår i normeringen, så kommer det også til at betyde mere ansvar, mener Nicolaj Laue Juhl.

Han mener også, at det økonomiske aspekt vil betyde meget for de studerende.

”Jeg tror flere vil have mere overskud i hverdagen, fordi man ikke skal spæne videre til et studiejob efter en vagt i praktikken,” fortæller han.

Udover en praktikløn på 16.400 kr. har de studerende også ret til overarbejdsbetaling, der bliver honoreret som begyndelsesløn for en nyuddannet.

”Retten til overarbejdsbetaling betyder også, at vi ikke ender som billig arbejdskraft, men at vi faktisk får en retfærdig løn for vores arbejde,” siger Nicolaj Laue Juhl.

 

Stadig mange spørgsmål

Sygeplejestuderende Freja Irena Hørning er en af dem, som nu skal ansættes i sin sidste praktik. Hun går på 4. semester på Campus Tagensvej i København og er generelt forhåbningsfuld over for aftalen.

”Meget af det, jeg ønskede, er landet i aftalen, og økonomisk kommer det til at gavne mig rigtig meget,” fortæller Freja Irena Hørning.

Dog er hun en smule bekymret for, hvordan det konkret kommer til at se ud i virkeligheden.

”Jeg er nervøs for, om det, at jeg kommer med i normeringen, betyder, at der bliver gået på kompromis med min læring,” siger hun.

For SLS’s forperson Nicolaj Laue Juhl rejser aftalen også nogle spørgsmål.

”Hvad gør vi f.eks. med de sygeplejestuderende, der får forsørger- og handicaptillæg? Det mister de retten til i en lønnet praktik, og det betyder at de får et mindre økonomisk grundlag. Det kommer vi til at gå til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen med,” fortæller han og forsætter:

”Det skal ikke være en økonomisk udgift at være i lønnet praktik. Det skal være en gulerod.”

Den nye aftale gælder fra den 1. januar 2027 og finansieres udenfor overenskomstens økonomiske ramme.

Aftalen gælder som beskrevet for det regionale område. Der er endnu ikke landet en aftale på det kommunale område.

Læs mere om OK26 her.