Nyhed
Bliv klogere på OK-forliget med KL
Reallønsudvikling, fritvalgsordning, livsfasesamtale og barnets 0. og 3. sygedag. Vi forklarer de centrale elementer i det generelle OK-forlig på det kommunale område her.
Publiceret:
27. februar 2026
Senest opdateret:
27. februar 2026
Den samlede økonomiske ramme
Den samlede økonomiske ramme er den pulje penge, arbejdsgivere og lønmodtagere kunne blive enige om at afsætte til mere løn og andre forbedringer over de næste tre år.
Den samlede økonomiske ramme landede på i alt 9,4 pct. denne gang:
- 6,27 pct. er afsat til de generelle lønstigninger inkl. forventet udmøntning fra reguleringsordningen. For fuldtidsansatte sygeplejersker med 10 års anciennitet betyder det, at din løn og pension stiger med minimum 2.600 kr. om måneden når sidste lønregulering har fundet sted januar 2029. Hertil kommer de forbedringer, som bliver aftalt under de specielle forhandlinger
- 2 pct. er afsat til organisationsforbedringer, altså til de specielle forhandlinger
- 0,53 pct. til øvrige forbedringer, f.eks. en pulje målrettet kommunale ledere.
- Derudover forventes en reststigning på 0,6 pct. i OK-perioden.
Reallønsudvikling
- Realløn er betegnelsen for din købekraft korrigeret for inflation, og reallønsudviklingen beskriver kort fortalt, om du kan købe mere, mindre eller samme mængde mælk og rugbrød, som du kan i dag, når alle lønstigninger er effektueret.
- Med den aftalte generelle lønstigning 6,27 pct. i overenskomsten, kan du se frem til en stigning i din realløn. DØR (Det Økonomiske Råd, også kaldet vismændene) vurderer nemlig en prisudvikling (inflation) på 4,36 pct. i overenskomstperioden. Og det betyder, at reallønnen vil stige med næsten 2 pct. (1,91) efter den sidste lønstigning i januar 2029. Du vil derfor have lidt flere penge til at købe rugbrød for eller bruge på andre ting om tre år, end du har i dag.
Udmøntning
Din løn stiger ikke med 6,27 pct. med det samme, da lønstigningen ikke bliver udmøntet – altså udbetalt – på én gang. Lønstigningerne træder i kraft på seks forskellige tidspunkter over de næste år, første gang den 1. april:
- 1. april 2026 stiger din løn med 2,4 pct. i generel lønstigning (2,2 pct. i generelle lønstigninger, 0,2 pct. som følge af en teknisk korrektion)
- 1. oktober 2026 stiger din løn med 0,70 pct. i generel lønstigning, hertil kommer en udmøntning fra reguleringsordningen på skønnet -0,04 pct., som skal fratrækkes lønstigningen.
- 1. oktober 2027 stiger lønnen med 0,70 pct. i generel lønstigning, hertil kommer en udmøntning fra reguleringsordningen på skønnet 0,05 pct., som skal lægges til lønstigningen
- 1. april 2028 stiger lønnen med 1,60 pct. i generel lønstigning
- 1. oktober 2028 stiger din løn med 0,70 pct. i generel lønstigning, hertil kommer en udmøntning fra reguleringsordningen, som på nuværende tidspunkt er skønnet til 0 pct., dette kan dog ændre sig.
- 1. januar 2029 stiger lønnen med 0,16 pct. i generel lønstigning
*Alle lønstigninger beregnes af den samlede faste løn pr. 31. marts 2026.
Reguleringsordning
Reguleringsordningen er en mekanisme, der sikrer, at lønudviklingen på kommunernes område følger lønudviklingen på det private arbejdsmarked.
- Har lønudviklingen for privatansatte været højere end lønudviklingen for kommunalt ansatte, udmønter reguleringsordningen positivt, dvs. din løn stiger lidt mere end forudsagt.
- Har lønudviklingen for kommunalt ansatte været højere end lønudviklingen for privat ansatte, udmønter reguleringsordningen negativt, dvs. din løn falder lidt i forhold til forudsigelsen.
Frit valg mellem frihed, løn og pension
Den 1. januar 2028 indføres der en ny fritvalgsordning, som betyder, at du selv kan bestemme, hvordan du vil bruge en del af din løn: Som løn, højere indskud på din pension eller som frihed.
Den nye fritvalgsordning består af en frivalgslønkonto og en konto med frihedsrettigheder.
Fritvalgslønkontoen samler midler fra den 6. ferieuge, den særlige feriegodtgørelse og seniorbonus.
Kontoen med frihedsrettigheder består af:
- 5 fridage (tidligere 6. ferieuge)
- 2 seniorfridage fra det år, du fylder 60 (som i dag)
- 3 seniorfridage fra det år, du fylder 61 (som i dag)
- 4 seniorfridage fra det år, du fylder 62 (som i dag)
- Og som noget nyt: 1 fritvalgsdag til dig, der ikke har ret til omsorgsdage eller seniordage.
Fridagene holdes uden løn, men du har mulighed for at få et valgfrit beløb udbetalt fra din frivalgslønkonto.
Fritvalgslønskontoen tømmes hvert år for penge, og udbetaling af evt. indestående udbetalesmed decemberlønnen.
Evt. ubrugte fridage kan overføres til næste år, der kan maksimalt opspares 15 fridage i alt. Når opsparede fridage afholdes, er der ikke penge på frivalgskontoen, da de udbetales ved årets udløb.
Barn syg
Fremover vil du som forælder til hjemmeboende børn under 18 år nu også have mulighed for fravær, hvis du bliver kaldt hjem fra arbejde pga. sygdom, også kaldet barnets 0. sygedag. Du har fortsat mulighed for fravær ved barnets 1. og 2. sygedag og som noget nyt også ved barnets 3. sygedag. Har du ikke haft mulighed for at afholde 1. og 2. sygedag, kan du godt afholde barnets 3. sygedag, hvis det er muligt denne dag.
Lokal løndannelse
Der er årligt afsat 498 mio.kr. i varige midler samt et engangsbeløb i 2026 på 300 mio. kr. til lokal løndannelse i kommunerne. Man er blevet enige om en række ændringer og en harmonisering af aftalerne om lokal løndannelse, som skal skabe mere enkle og gennemskuelige processer i kommunerne.
Organisationsmidler
Der er afsat en pulje på 2 pct. til de såkaldte organisationsforhandlinger, som også kaldes de specielle forhandlinger. Her forhandler Dansk Sygeplejeråd med arbejdsgiver om de krav, som medlemmerne af Dansk Sygeplejeråd specifikt har prioriteret samt de krav, som arbejdsgiver kommer med.
Først når både de generelle og de specielle forhandlinger er landet, er der en samlet aftale.
Deltidsdom
Pga. af den såkaldte deltidsdom (læs mere her) er parterne enige om, at deltidsansatte, der fremover arbejder ud over den aftalte arbejdstid, honoreres med overtidsbetaling på samme måde som fuldtidsansatte. Midlerne til honorering af deltidsansattes overarbejde kommer fra de såkaldte organisationsmidler.
Bedre barselsvilkår
Parterne er enige om en række ændringer, der forbedrer barselsvilkårene for forældre, herunder:
- Retten til løn i forældreorlovsperioden udvides med 2 deleuger - fra 6 til 8 uger
- Lønret til sociale forældre, nærtstående familiemedlemmer og far/medmor inden for det første 10 uger
- Forbedrede lønrettigheder ved børns hospitalsindlæggelse og tidligt hjemmeophold
Livsfasesamtaler
Fremover har alle medarbejdere ret til at anmode nærmeste leder om en samtale i forbindelse med livsfaser eller livssituationer, der kan have betydning for trivslen eller tilknytningen til arbejdspladsen. Drøftelsen kan finde sted som en del af medarbejderudviklingssamtalen (MUS), men også ved behov.
27. februar 2026
Bliv klogere på OK-forliget med KL
Reallønsudvikling, fritvalgsordning, livsfasesamtale og barnets 0. og 3. sygedag. Vi forklarer de centrale elemente...
Afsender
Sygeplejersken
27. februar 2026
Kommunal glæde over fokus på fleksibilitet
Fleksibilitet er vigtigt og er en af de ting, der bliver fremhævet i den generelle OK26-aftale for de kommunalt ans...
Afsender
Sygeplejersken
23. februar 2026
Fra stomipose til babyredder: Tre sygeplejersker kan blive foreviget i bronze
Flere kvinder skal hædres i det offentlige rum, bl.a. i form af statuer. Tre sygeplejersker anbefales på ’Top 100-l...
Afsender
Sygeplejersken
23. februar 2026
Sygeplejersker kan matche læger
Der er kun en lille eller ingen forskel mellem sygeplejerskeledet og lægeledet behandling på hospitaler. Det viser ...
Afsender
Sygeplejersken