Nyhed
5 til forskeren: Sæt ind på ernæring ved overvægt efter stroke
Publiceret:
31. august 2026
Senest opdateret:
31. august 2026
Foto:
Agata Lenczewska-Madsen
Hvad viser din forskning?
Min forskning viser, at overvægt efter stroke er et relevant problem, og at vi samtidig ved overraskende lidt om, hvordan vi håndterer det i rehabiliteringen efterfølgende. Vi oplever generelt et stort fokus på, at patienterne ikke må blive underernærede og tabe sig i vægt, men når patienterne har høj vægt, er der mindre fokus på det og større usikkerhed om, hvordan vi skal håndtere det. Dét selvom vi ved, at både ufrivilligt vægttab og overvægt kan være forbundet med dårligere outcomes af rehabiliteringsforløbet.
Jeg har samlet eksisterende forskning på området (scoping review, red.), der viser, at mange af de interventioner der findes til vægtstyring, består af informationer, digitale løsninger og andre adfærdsændrende teknikker. De kan være svære for patienterne at omsætte til hverdagsliv pga. kognitive og fysiske udfordringer.
Det kan derfor være vanskeligt for patienterne at etablere og fastholde sunde mad- og måltidvaner, fordi det kan være udfordrende at planlægge et måltid, købe ind, tilberede mad og fastholde nye vaner.
Hvordan kan din forskning bruges i praksis?
Min forskning kan bruges til at skabe brobygning fra sundhedsvæsenet til eget hjem. Jeg har udviklet en kompleks intervention, der har involveret patienter, pårørende, hospitalspersonale, kommunalt personale og ledere, og som har til formål at skabe den bedste overgang fra hospital til kommune ift. ernæringsstøtte.
I interventionen sættes der allerede under indlæggelsen fokus på patientens mad- og måltidsvaner. Efter udskrivelsen indgår en indledende samtale med en diætist og flere opfølgende samtaler med hjemmeplejen, hvor der tages udgangspunkt i patientens eget hverdagsliv. Visuelt materiale indgår også som støtte, fordi læsning kan være vanskeligt efter et stroke pga. udfordringer med opmærksomhed og overblik.
Kan nogen uden for din egen kontekst bruge din forskning?
Jeg synes, at indsatserne er generiske, så det kan overføres til andre patientgrupper, f.eks. patienter med demens, som også kan være kognitivt udfordrede. Særligt strukturen og koordineringen i at arbejde på tværs af faggrupper kan bruges mange steder.
Hvad fik dig til at forske?
Jeg har mødt mange patienter, der efter et stroke har haft svært ved at kende deres egen krop, og som har fået fysiske og kognitive udfordringer, der har ændret deres hverdag. Men samtidig har vi ikke haft ret meget viden om, hvordan vi håndterer utilsigtet vægtøgning efter stroke.
Og så har vi haft en forskningsansvarlig sygeplejerske, der har skubbet mig i gang med projektet.
Har du et råd til en sygeplejerske med en forsker i maven?
Spring ud i det og tro på det. Det er en fantastisk rejse og en god mulighed for at dykke ned i et emne, der interesserer dig. Det kliniske arbejde giver anledning til at undre sig eller have et interesseområde, man som forsker kan dykke ned i.
Mette Nørtoft Nielsen
Ph.d.-studerende i stroke og overvægt ved Regionhospitalet Hammel Neurocenter.
Todelt stilling, hvor hun en fjerdedel af tiden er lektor på sygeplejerskeuddannelsen i Silkeborg.
Uddannet sygeplejerske i 2005. Siden har hun haft stor klinisk erfaring i neurorehabilitering og været specialansvarlig på området.
Afleverer sin ph.d. i 2027.
Læs seneste nyt
18. september 2026
Ny aftale giver mere tid til borgerne
Borgere med urologiske udfordringer skal fremover kunne bruge de samme hjælpemidler på hospitalet og i kommunerne. ...
Afsender
Sygeplejersken
17. september 2026
Prisvinder: Ét spørgsmål har forbedret patientinddragelsen
Et målrettet og systematisk arbejde med patientinddragelse og -sikkerhed gør nu Afdelingen for Lunge- og Infektions...
Afsender
Sygeplejersken
16. september 2026
Stærkt mandat fra konsultations-sygeplejerskerne
Med input fra konsultationssygeplejerskerne er Dansk Sygeplejeråds 2. næstforkvinde, Kristina Robins, godt klædt på...
Afsender
Sygeplejersken
14. september 2026
Synlige sundhedsplejersker skaber tættere relationer med eleverne
Elever i grundskolen i Aalborg Kommune møder sundhedsplejersken oftere end gennemsnittet, og de kan også opsøge sun...
Afsender
Sygeplejersken