Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Anne vil inspirere andre med sin forskning. Tirsdag stod hun på scenen til ICN 2025

Klinisk sygeplejespecialist og ph.d.-studerende, Anne Møller Clausen, har præsenteret sin forskning på ICN 2025, som var hendes første, mundtlige præsentation på en international kongres. Hun har undersøgt, hvordan man skaber en bedre, understøttende behandling til en gruppe alvorligt syge patienter.

Publiceret: 

10. juni 2025

Senest opdateret: 

11. juni 2025

Af:

Anton Kjøller Alexandersen

aka@dsr.dk
Anne Møller Clausen på ICN 2025 efter sin præsentation

Foto:

Anton Kjøller Alexandersen

Papirerne bliver nærstuderet, og siderne bladres igennem endnu engang, inden nervøsitetens sved begynder at gøre sit indtog på håndfladerne.

“Det er blevet øvet godt og grundigt,” fortæller Anne Møller Clausen til fagbladet Sygeplejersken, inden sin præsentation.

Hun er den første, danske mundtlige præsentation ved 2025-udgaven af ICN-kongressen, som bliver afholdt i Helsinki. Anne Møller Clausen er til daglig ph.d.-studerende på Hæmatologisk forskningsenhed på Syddansk Universitet.

Men i dag, tirsdag, skal hun formidle sin forskning for sygeplejersker fra hele verden, når hun sammen med seks andre deltagere skal holde mundtlige præsentationer under temaet: “New leadership competencies”

Og det er en debut, for taletiden på ICN-kongressen er hendes første, mundtlige, internationale præsentation nogensinde.

Er du nervøs? 

“Jeg er meget spændt, ja. Jeg vil mere kalde det spændt end nervøs. Jeg glæder mig.”
 
”Det føles lidt som en festdag at få lov til at komme ud og fortælle om vores arbejde. Det er noget, vi har arbejdet på i lang tid, og vi er stolte af det på afdelingen. Nu skal vi præsentere nogle resultater, som vores patienter også er glade for. Jeg vil blive glad, hvis andre kan få glæde og blive inspireret af vores arbejde.” 

Et sygeplejeledet spor 

I sit ph.d.-projekt har hun sammen med Odense Amyloidose Center set på, hvordan man kan hjælpe patientgruppen. Det sker, ved at udvikle og evaluere et såkaldt sygeplejeledet spor.

“AL Amyloidose er en meget sjælden og alvorlig sygdom, hvor abnorme proteiner aflejrer sig i organerne. Oftest i hjertet eller i nyrerne, som gør, man får et svigt i organerne. Det er en meget kompleks sygdom, hvor vi både giver immunterapi og kemoterapi,” siger hun og uddyber:  

“Jeg har præsenteret, hvordan vi har udviklet, implementeret og evalueret et sygeplejeledet spor i vores ambulatorie for patienter, der har AL Amyloidose, og deres pårørende. Vi har set på, hvordan man giver bedre, understøttende behandling til de her patienter.”  

Inspirationen til projektet kom, da lederen af Odense Amyloidose Center fortalte, at man er blevet gode til at behandle patientgruppen, men at der var et stort potentiale i at kunne skabe en bedre, understøttende behandling.

I arbejdet har de været på sammenlignelige centre i både London og Rochester i USA, mens de også har involveret patienter, pårørende og alle sundhedsprofessionelle tilknyttet Odense Amyloidose Center. 

“Alle har været med i processen for at finde ud af, hvordan skal vi gøre det i klinisk praksis. Det er vigtigt, vi også giver patienterne en bedre livskvalitet. Jeg synes, det er spændende at være med til at se på, hvordan vi evidensbaseret kan gøre det bedre,” fortæller Anne Møller Clausen.

“Nerverne tog helt klart til, da jeg skulle derop, men jeg synes, det lykkedes at få styr på dem undervejs."

Anne Møller Clausen

Alle skal involveres 

Projektet er endnu ikke offentliggjort, men ifølge Anne Møller Clausen er sygeplejerskernes rolle blevet lidt større, mens man også har sikret et større og bedre multidisciplinært samarbejde på afdelingen.  

Hvad er hovedkonklusionen i projektet? 

“Ved at involvere alle de parter, der indgår i et sygeplejeledet spor, både patienter, pårørende og de sundhedsprofessionelle, så skaber det værdi for alle.”

“En anden pointe er, at vi skal se, hvad vi allerede har at gøre med, så vi ikke skal til at lave en helt ny struktur,” siger Anne Møller Clausen og forklarer, at sygeplejersker har været med til at skabe løsninger i klinisk praksis.

Anne Møller Clausen under sit oplæg på ICN 2025 67640984

Anne Møller Clausen fik styr på nervøsiteten under sit oplæg ved 2025-udgaven af ICN-kongressen i Helsinki.

Foto:

Anton Kjøller Alexandersen

"Det kunne være fedt at prøve igen” 

Til selve præsentationen går Anne Møller Clausen på som den sidste af talerne i denne session. Hun har opbakning fra kollegaer hjemmefra og flere fra den danske delegation ved ICN-kongressen har også taget plads i salen.

Præsentationen går som den skal. Folk lytter med udslåede ører, og klapsalverne kommer, når Anne Møller Clausen har sagt sit sidste ord. 

“Nerverne tog helt klart til, da jeg skulle derop, men jeg synes, det lykkedes at få styr på dem undervejs, men jeg må indrømme, at mine hænder rystede. Det gik udmærket, og jeg fik sagt det, jeg skulle. Det kunne være rigtig fedt at prøve det en gang til,” siger hun og griner. 

Anne Møller Clausen har efterfølgende modtaget spørgsmål til sit studie og har allerede selv fået ny inspiration. Nu håber hun, at næste stadie i forskningen bliver et større feasibility study

Du kan finde mere om præsentationen ved ICN her og Amyloidosecentret OUH her.