Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Camilla skal arbejde, til hun er 72 år

Der er 36 år til, at sygeplejerske Camilla Rasmussen kan få sin folkepension som 72-årig. Hun er ét af ansigterne i Fagbevægelsens Hovedorganisations nye kampagne om pensionsalder.

Publiceret: 

16. april 2025

Senest opdateret: 

16. april 2025

Af:

Josephine Stær

Jst@dsr.dk
67139949

Foto:

Fagbevægelsens Hovedorganisation

Camilla Rasmussens billede hænger inden længe over hele landet på både togstationer og gadehjørner som et konkret eksempel på, hvor mange år danske lønmodtagere i dag forventes at kunne arbejde. Ifølge den nuværende lovgivning kan hun først gå på folkepension som 72-årig – om 36 år.

Camilla Rasmussen mener dog, at det er urealistisk i det job, hun har i dag.

”En 72-årig ville ikke kunne lave det arbejde, som jeg laver i dag. Det ville være for fysisk hårdt,” siger hun.

Til dagligt arbejder hun på Gastromedicinsk sengeafsnit (K3) på Bispebjerg Hospital, hvor skiftende vagter, nattevagter og højt tempo præger arbejdet.

 

Hvornår kan du begynde udbetaling fra din pension?

Der er to forskellige aldre, du skal kende, når det handler om pension:

Folkepensionsalderen:
Det tidspunkt, hvor du kan få udbetalt folkepension fra det offentlige. Du kan se din alder på pensionsalder.dk

Pensionsudbetalingsalderen:
Den alder, hvor du kan begynde at få udbetalt din egen opsparede pension fra pensionsselskaber som f.eks. PKA. Du kan se din pensionsudbetalingsalder på pka.dk

Din pensionsalder afhænger af, hvornår din pension er oprettet:

Nyoprettede pensioner
For pensioner, som er oprettet efter 1. januar 2018, kan udbetalingen begynde tre år før folkepensionsalderen.

Ældre pensioner
Hvis du har en pension, som er oprettet mellem 1. maj 2007 og 31. december 2017, kan du starte udbetalingen af din pension 5 år før folkepensionsalderen.
Hvis du har en pension, som er oprettet før den 1. maj 2007, kan du starte udbetalingen allerede fra du fylder 60 år.

Delpension
Når du når din pensionsudbetalingsalder, kan du vælge delpension fra PKA. Det betyder, at du kan få udbetalt en del af pensionen og samtidig arbejde videre på nedsat tid. Læs mere om delpension her.

Arbejder for bedre seniorvilkår

Camilla Rasmussen har i sit virke som arbejdsmiljørepræsentant været med til at indføre nogle seniorordninger på afdelingen for at skabe mere bæredygtige arbejdsliv for de ældre kollegaer.

"Vi har lavet nogle stillinger for vores ældre sygeplejersker, som betyder, at de kun har dag- og aftenvagter. De har ikke længere nattevagter, fordi det var de vagter, de syntes var hårdest. Nogle sagde, at de kunne mærke nattevagterne på deres krop i op til fem-seks dage efter, og de havde flere sygedage.”

Og netop det, at de ældre og erfarne sygeplejersker kan fortsætte i jobbet på afdelingen, er vigtigt for Camilla Rasmussen.

”Jeg synes, det er relevant at kigge ind i, om man kan få nogle seniorordninger, som gør, at de ældre sygeplejersker kan få noget mere efteruddannelse, så de kan få mere kontorarbejde. For det ville da være dybt forfærdeligt for vores patienter, hvis vi mister alle eksperterne, fordi det er for hårdt for dem at arbejde på afdelingen, når de bliver ældre,” siger hun.

Og netop ønsket om at skabe bæredygtige arbejdsliv for sygeplejersker i alle aldre er også noget, der optager Dansk Sygeplejeråd. Ifølge forkvinde Dorthe Boe Danbjørg handler pensionsdebatten ikke kun om, hvornår man kan trække sig tilbage – men også om, at man skal kunne holde til at blive i faget frem til pensionsalderen.

“Pension handler både om, at der er nogle penge at leve af. Men det handler også om, hvordan vi kan være i arbejdet frem til, vi skal have pension. Det er vigtigt at have fokus på, hvordan vi sikrer et arbejdsliv, hvor man kan være som 65-årig, 67-årig og 74-årig. Det handler om at sikre arbejdsmiljøet og sikre, at der ikke er et for højt tempo, men også at kunne tage hensyn til medarbejdere i forskellige livsfaser,” siger Dorthe Boe Danbjørg.

Hvornår kan du gå på pension? Prøv FH’s beregner på Pensionsalder.dk

”Vilkårene skal være til det”

For Camilla Rasmussen er det ikke selve alderen, der er problemet i pensionsdebatten.

”Jeg kender mange, som gerne vil arbejde, til de er gamle. Men vilkårene skal være til det,” siger hun. Hun understreger, at lysten til at blive i faget er der – også for hende selv. Men det kræver, at arbejdslivet er bæredygtigt hele vejen.

”Personligt vil jeg gerne arbejde, til jeg er 72 år gammel. Men jeg vil også gerne gå på arbejde og føle mig tryg. Så derfor kan man som ældre sygeplejerske ikke have de samme vilkår som en nyuddannet sygeplejerske på 25 år,” siger hun.

Forlænget  barsel

Det er ikke kun på hospitalsgangene, at pensionsspørgsmålet fylder for Camilla Rasmussen. Også derhjemme har hun måttet forholde sig til det.

Første gang hun selv blev bevidst om sin pension, var da hun som 28-årig var gravid med sit første barn.

Hun ønskede at forlænge sin barsel, men en person gjorde hende opmærksom på, at man ikke optjener pension, når man forlænger sin barsel.

Det ændrede ikke hendes beslutning – og heldigvis for det, mener hun selv.

”Det var altoverskyggende for mig at blive mor. Jeg har heldigvis en mand, som kan hjælpe mig. Men jeg har også kollegaer, som er enlige mødre, og der tænker jeg, at det må fylde en del, hvis man gerne vil forlænge sin barsel, og at man så ikke får indbetalt til sin pension,” siger Camilla Rasmussen, der i dag er mor til to mindre børn.

Har du børn – eller er du på vej til at få det?

Når du har mindre børn, sparer du måske ikke så meget op på din pension, som du plejer. Måske tager du barsel eller orlov. Måske er du gået ned i tid eller overvejer det.

Orlov med løn

Går du på barsel med løn eller anden orlov med løn, skal du ikke gøre noget. Din arbejdsgiver indbetaler stadig til din pensionsordning, og alt er, som det plejer at være. Så længe, du får løn under din orlov, sker der ingen ændringer med din pension og dine forsikringer.

Orlov uden løn

Vælger du at holde orlov uden løn, skal du tage stilling til, hvad der skal ske med din pensionsordning, når der i en periode ikke bliver indbetalt til den.

Når du ikke indbetaler til din pension, stopper dine forsikringer også. Det sker, når der er gået et år fra din arbejdsgivers sidste indbetaling. 

Tager du orlov uden løn, er det derfor vigtigt at beslutte, om du selv vil indbetale til din pensionsordning og på den måde bevare din opsparing og dine forsikringer.

Kilde: PKA

Deltid i et travlt familieliv

For at få familielivet til at hænge sammen arbejder Camilla Rasmussen i dag på deltid 32 timer om ugen. Den løsning fungerer bedst for hende og familien i en travl hverdag.

”Jeg er stadigvæk ansat på deltid, fordi jeg har svært ved at se en hverdag, der kan hænge sammen med skiftende vagter, to mindre børn og en mand, som også arbejder fuldtid,” forklarer hun.

Hun er fuldt bevidst om, at deltiden påvirker hendes pensionsopsparing, men lige nu har hun ikke mulighed for at indbetale ekstra til den.

”Det gør jeg ikke endnu, fordi jeg lige nu bruger alt, hvad der hedder penge på børnene,” siger Camilla Rasmussen.

Er du på deltid eller overvejer det? 

  • Er du på deltid i en periode i dit arbejdsliv, er det vigtigt at tjekke, om du sparer nok op.
  • Forskellen fra 37 til 30 timer om ugen kan betyde flere tusinde kroner mindre udbetalt om måneden, den dag du går på pension. Arbejder du mindre end 30 timer om ugen, er forskellen endnu større. Det kan derfor være en god idé at spare ekstra op til din pension.
  • Du kan tjekke, hvad du ville indbetale i pension på fuld tid, og så indbetale det samme beløb af din deltidsløn.

Kilde: PKA

Langsigtet plan for sygeplejerskernes pension

Pensionsforholdene for sygeplejersker varierer alt efter, hvor man er ansat. For en ikke-ledende sygeplejerske i regionerne lyder pensionsprocenten på 14 pct., mens kolleger i kommunerne får 15 pct. I staten er den tilsvarende sats hele 18,4 pct. Læs mere om pensionsprocenterne her.

For forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg, er det især vigtigt, at pensionen bliver løftet for regionalt- og kommunaltansatte sygeplejersker.

"Vi står i en situation, hvor vi skal sikre, at sygeplejerskerne får en pensionsopsparing, der gør det muligt at opretholde deres levestandard, når de går på pension. På nuværende tidspunkt har vi ikke en langsigtet pensionsplan, fordi der tidligere har været andre prioriteringer. Men det skal der laves om på,” siger hun.

Fokus er nu rettet mod de kommende overenskomstforhandlinger i 2026.

”Jeg har en ambition om en langsigtet plan, der løfter pensionsniveauet, så sygeplejersker kan bevare deres levestandard, når de forlader arbejdsmarkedet. Men det er vigtigt, at vi er i dialog med vores medlemmer op til OK26, så vi sikrer, at det også er medlemmernes ønske, da det jo er dem, vi forhandler overenskomst for,” siger Dorthe Boe Danbjørg.

Fra den 1. april i år er pensionsprocenten for regionaltansatte ikke-ledende sygeplejersker hævet med 0,45 pct. til i alt 14 pct., som en udløber af OK24. Læs mere om det her.