Nyhed
Dette tager sygeplejerskerne med sig hjem fra ICN 2025
Tankevækkende, inspirerende og vildt er noget af det, der går igen for de danske sygeplejersker, som har brugt fem dage på at høre oplæg og have faglige diskussioner på ICN-kongressen 2025.
Publiceret:
12. juni 2025
Senest opdateret:
13. juni 2025
Foto:
Anton Kjøller Alexandersen / Mathias Nygaard Justesen
300 danske sygeplejersker har de seneste dage deltaget i ICN-kongressen 2025. Med alt fra mundtlige oplæg til e-posters og nysgerrige spørgsmål har de i den grad præget sygeplejerskernes verdenskongres, som finder sted i Helsinki.
Sygeplejersken har spurgt fem sygeplejersker om deres oplevelser på ICN-kongressen, og hvad de tager med sig hjem til Danmark.
Josefine Kjellerup Bønding, sygeplejerske, Afdeling for Hjerte-, Lunge- og Karkirurgi på Aarhus Universitetshospital:
Hvordan har det været at være på ICN-kongressen?
“Jeg synes, det er en kæmpe oplevelse. Det er vildt at se så mange nationer samlet på ét sted, og alle er her for at støtte op om faget.”
Hvilke oplæg har gjort indtryk på dig?
“Der er et stort fokus på AI. Det havde jeg faktisk ikke regnet med, men det har jeg virkelig bidt mærke i. Især i de store sessioner bliver der talt om, hvordan AI skal arbejdes ind i faget. Som ny sygeplejerske synes jeg, det er interessant, især når vi selv har en e-poster med, der handler om at få fremtidige sygeplejersker ordenligt ind i faget, fordi de også er vokset op i en digital verden.”
Du har en e-poster med for første gang. Hvad handler den om?
“Vores e-poster handler om, hvordan den studerendes relation til en fast, daglig vejleder kan styrke den studerende i at styrke det professionelle ansvar i hverdagen som sygeplejerske. Det er et komplekst fag, og hvordan får vi skabt et læringsrum, hvor den studerende kan føle sig tryg og komme i en praktik, hvor man føler sig velkommen? Konklusionen er, at når den studerende har en fast, daglig vejleder tilknyttet, hvor der kan skabes kontinuitet og forudsigelighed i hverdagen, giver det et trygt læringsrum, som den studerende kan udvikle sig mere i.”
Føler du, du får noget fagligt med dig hjem?
“Det er første gang, jeg er afsted, så det var svært at vide, hvad jeg skulle forvente, men jeg synes helt klart, at jeg får en masse ud af det. Det er fedt, at der både er store sessioner, hvor det er mere generel viden, men at man også kan deltage i mindre sessioner, hvor man hører om små, projekter fra alle dele af verden, hvor man bliver mega inspireret, selvom oplægget kun er 10 minutter.”
Jessie Hansen, chefsygeplejerske, Ortopædkirurgisk Afdeling på Nordsjællands Hospital:
Hvordan er det at deltage?
“Det er rigtig stort. Det er min første gang, og det er ikke noget, jeg tidligere har haft muligheder for at prioritere at deltage i.”
Hvilke oplæg har inspireret dig?
“Det har gjort stort indtryk på mig, at vi i Danmark har et rigtig godt sundhedsvæsen, og at vi er rigtig langt. Jeg hørte et oplæg fra USA, som handlede om udviklingen af sundhedsplejetilbud til nyfødte kvinder. Ting, vi tager forgivet i Danmark og har en stor viden om. Det har været noget, man i USA har skullet kæmpe for, og som ikke har været implementeret. Det fortæller mig bare, at vi er rigtig langt i Danmark.”
Mette Kjerholt, forskningsleder, Hæmatologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital:
Hvilke oplæg har gjort indtryk på dig?
“Jeg har især været optaget af forskning, udvikling og ledernes rolle i forhold til at understøtte forsknings- og udviklingsprocesser. Det har jeg hørt mange interessante oplæg om, men det jeg også bliver bekræftet i – og glad for – er, at jeg arbejder i et land som Danmark, hvor vi allerede har fokus på mange af de ting, man beskriver som værende vigtige og væsentlige for, at man kan arbejde med at anerkende, understøtte og udvikle sygeplejersker i deres praksis. Man skal anerkende og empower sygeplejersker til at blive i faget, men også at udøve deres praksis på et etisk velfunderet grundlag.”
Du har også selv en række e-posters med. Hvad går de ud på?
“Jeg er faktisk med på seks e-posters, for selvom jeg er ansat på en hæmatologisk afdeling, er mit forskningsfelt meget på empowerment og aktørinvolverende tilgange til udvikling, så derfor er jeg også med på nationale posters. Helt konkret er jeg medredaktør på en bog, som er skrevet af otte af vores ledere om, hvordan man understøtter en forsknings- og udviklingskultur i afdelingerne. Sygeplejersker kan godt, hvis de bliver understøttet og får nogle hensigtsmæssige rammer og vilkår.”
Føler du, du får noget fagligt med dig hjem?
“Altid. Selvom jeg har været sygeplejerske i 40 år, bliver jeg ved med at tage noget med hjem. Selvfølgelig er det ikke meget nyt, men bare det at blive bekræftet i, at vi lægger stenene på den vej, de skal lægges på, er godt.”
Vil du anbefale andre at tage afsted?
“Det vil jeg til hver en tid. Også fordi der er en kæmpe mulighed for at netværke, både regionalt, nationalt og internationalt.”
Marie Dalsgaard Hvass, sygeplejerske, Afdeling for Hjerte-, Lunge- og Karkirurgi på Aarhus Universitetshospital:
Hvad har inspireret dig?
“Hovedtemaet har været “Nursing Power”, og der synes jeg godt, man kan glemme, at vi gør en forskel i hverdagen, når det hele går stærkt, så det vil jeg helt klart tage med hjem.”
“Det har været en virkelig stor oplevelse at være her. Og det er meget inspirerende at møde sygeplejersker fra hele verden. Det har gjort et stort indtryk.”
Du har en e-poster på kongressen sammen med Josefine Kjellerup Bønding. Hvordan er det?
“Jeg synes, det er virkelig spændende, og det er en stor ting. Vi har været ret stolte over at få den mulighed for at vise noget frem, som vi har arbejdet meget med.”
Hvilke oplæg har gjort et stort indtryk på dig?
“Det var en af de første sessioner, som omhandlede sygepleje på et globalt plan og belyste de udfordringer, vi står over for. Det var spændende og gjorde et stort indtryk. I alle lande kan vi løfte i folk.”
Tine Karbo, chefsygeplejerske, Kirurgisk Afdeling på Nordsjællands Hospital:
Hvordan har det været at være på ICN-kongressen?
“Jeg synes, det er utrolig inspirerende. Da jeg tog afsted, var jeg i tvivl, om der var nok om ledelse, men det handler meget om alt fra basal sygepleje til specialiseret sygepleje og ledelse i flere oplæg.”
Hvilke oplæg har gjort indtryk på dig?
“Jeg har hørt rigtig mange forskellige oplæg. Nogle har været på den store klinge, om hvordan man har sundhedsvæsener blandt andet i Finland men også i andre lande. Jeg har også hørt oplæg om teknologi, arbejdsmiljø og sikkerhed inden for sygeplejen.”
Hvilke faglige ting, kan du tage med hjem?
“Bl.a. hvor vigtigt det er, at sygeplejersker er veluddannede, og at sygeplejerskers kompetencer er vigtige for vores globale sundhed. Det er rigtigt vigtigt, vi bliver ved at udvikle og uddanne sygeplejersker. Det viser den her kongres også.”
Hvorfor synes du, det er vigtigt at deltage i ICN-kongressen?
“Vi er 26 fra Nordsjællands Hospital, og der er også nogle kliniske specialister med. Det er vigtigt at vise, at vi vil bakke ledelsesmæssigt op omkring projekter, udviklingen og sygeplejefagligheden, som er det allervigtigste.”
0
/ 7
Læs alle historier fra ICN
19. juni 2025
Verdens 30 mio. sygeplejersker står stærkere med ny definition af sygeplejeprofessionen
Sygeplejen er en global og vigtig profession, der bygger på uddannelse, evidens og forskning. Og verdens 30 mio. sy...
Afsender
Sygeplejersken
Emneord
12. juni 2025
Dette tager sygeplejerskerne med sig hjem fra ICN 2025
Tankevækkende, inspirerende og vildt er noget af det, der går igen for de danske sygeplejersker, som har brugt fem ...
Afsender
Sygeplejersken
Emneord
12. juni 2025
ICN 2025: Med teknologiske løsninger skaber sygeplejersker lige adgang til sundhed
Teknologi binder Bornholm og Ærø sammen med højtspecialiserede tilbud på fastlandet, og det er afgørende for at ska...
Afsender
Sygeplejersken
Emneord
10. juni 2025
Anne vil inspirere andre med sin forskning. Tirsdag stod hun på scenen til ICN 2025
Klinisk sygeplejespecialist og ph.d.-studerende Anne Møller Clausen har præsenteret sin forskning på ICN 2025, som ...
Afsender
Sygeplejersken
Emneord