Foreløbigt punktum for OK25: Et rungende ja tak til mere i løn

Et rungende ja tak til mere i løn, flere pensionskroner og mere fleksibilitet.

Sådan blev resultatet af urafstemningen om en lang række nye overenskomster på det private arbejdsmarked. I alt 231.579 privatansatte, heriblandt sygeplejerskerne, har stemt om forligsmandens sammenkædede mæglingsforslag, med en ja-procent på 82,5 pct.

Selvom Dansk Sygeplejeråd endnu ikke har indgået en aftale med 8 privathospitaler med særoverenskomster om nye overenskomster for privatansatte sygeplejersker, er der med urafstemningsresultatet alligevel blevet sat et foreløbigt punktum for OK25. Bliver parterne ikke enige om en aftale senest den 1. juni, er det aftalt med privathospitalerne, at denne gruppe af privatansatte sygeplejersker vil komme med ind under forligsmandens mæglingsparaply.

For Dansk Sygeplejeråd gik forhandlingerne med Dansk Erhverv om en fornyelse af Landsoverenskomsten for privathospitaler og klinikker desuden i hårdknude. Som resultat bliver overenskomsten i stedet fornyet på de vilkår, forligsmanden har fastsat i sit mæglingsforslag.

"Jeg ærgrer mig over, det ikke var muligt at indgå en aftale med Dansk Erhverv på det her område, men de forringelser, de forsøgte at presse igennem, var af så principiel karakter, at det var nødvendigt at stå fast. Og det er jeg glad for, at vi har gjort, siger Kristina Robins, 2. næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd og chefforhandler på området.

Ved de private overenskomstforhandlinger er der tradition for, at forligene bliver kædet sammen i Forligsinstitutionen til ét samlet mæglingsforslag, som lønmodtagerne skal stemme ja eller nej til. Sammenkædningen er jævnligt genstand for kritik, men kan i sidste ende give små faggrupper et løft ved overenskomstforhandlingerne.

Det fortæller Laust Høgedahl, der er arbejdsmarkedsforsker og lektor på Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet.

”Sammenkædningsprincippet ved de private overenskomstforhandlinger går helt tilbage til 1950’erne og har været til debat, lige siden det blev indført. Det er evigt omdiskuteret, fordi det for lønmodtagerne giver både fordele og ulemper, imens det for arbejdsgiverne udelukkende er en fordel,” siger han.

Sammenkædning gør enegang umuligt

Reglen om sammenkædning blev i sin tid primært indført for at minimere risikoen for konflikt på det private arbejdsmarked, fortæller Laust Høgedahl. Ved at samle alle overenskomstaftalerne i ét mæglingsforslag, som alle privatansatte derefter skal stemme ja eller nej til, er det nemlig ikke muligt for faggrupperne at gå enegang og strejke.

”Det er selvfølgelig en fordel for arbejdsgiverne, som jo gerne vil undgå, at enkelte grupper stikker en kæp i hjulet og laver ballade på arbejdsmarkedet. Dels kan en konflikt sprede sig som ringe i vandet og måske også få andre faggrupper til at strejke, dels kan selv en enkelt faggruppe, der strejker, blive rigtig dyrt og have store konsekvenser for effektivitet og forsyningskæder,” siger han.

Med sammenkædningsprincippet er den mulighed dog afskaffet. Enten strejker alle faggrupper, eller også strejker ingen.

”Det betyder selvfølgelig, at man så også kigger ind i en omfattende storkonflikt på arbejdsmarkedet, hvis et flertal af lønmodtagerne bliver enige om at stemme nej,” siger Laust Høgedahl.

Den seneste storkonflikt på det private arbejdsmarked var i april 1998, hvor omkring 450.000 ansatte nedlagde arbejdet og lammede Danmark i to uger.

Generalstrejken blev i folkemunde også kaldt for Gærkrisen, fordi tomme hylder i supermarkederne og dagligvarebutikkerne betød, at danskerne hamstrede især gær, men også andre madvarer, toiletpapir, bleer og lignende fornødenheder.

Utilfredshed med benspænd

Generelt er risikoen for storkonflikt ved de private overenskomstforhandlinger dog forholdsvis lille. For at lønmodtagerne kan gå i generalstrejke, kræver et nej-flertal nemlig også, at mindst to tredjedele af de stemmeberettigede privatansatte har deltaget i afstemningen.

”Den regel blev indført som en slags nødbremse, der skal forhindre at en lille, hård kerne af nej-sigere kan gå ind og udløse en storkonflikt, alene fordi valgdeltagelsen er lav. Der skal ganske enkelt være opbakning fra en tilstrækkelig stor gruppe af ansatte, hvis der skal blive generalstrejke på det private arbejdsmarked,” forklarer Laust Høgedahl.

Og det er bl.a. disse benspænd, der giver anledning til kritik af sammenkædningsprincippet på lønmodtagersiden, fortæller han.

”Enhver stemme tæller for lige meget i urafstemningen, så på den måde har enhver lønmodtager jo noget at skulle have sagt. Men ligesom på det offentlige arbejdsmarked er der jo stor forskel på faggruppernes størrelse. For især de mindre faggrupper på det private arbejdsmarked, som f.eks. sygeplejerskerne, kan det derfor være svært at få indflydelse på de store linjer, både i forhandlingerne og i urafstemningen,” siger Laust Høgedahl.

Nogle faggrupper er desuden utilfredse med, at deres muligheder for at presse arbejdsgiverne ved at gå i konflikt er ret begrænsede, tilføjer han.

”Der er nogle grupper, der godt kunne tænke sig et opgør med arbejdsgiverne, men som ikke rigtigt kan komme til det. I forvejen er strejkevinduet jo ret lille, for så snart en ny overenskomst er vedtaget, er der fredspligt. Det betyder, at det er overenskomststridigt for lønmodtagerne at nedlægge arbejdet i overenskomstperioden,” forklarer Laust Høgedahl.

Små faggrupper bliver samlet op

Men sammenkædningsreglen er dog ikke udelukkende en hæmsko for lønmodtagerne. Selvom de små faggrupper kan risikere at blive tromlet, kan det samtidig også give dem et slags sikkerhedsnet.

”Argumentet for sammenkædningen på lønmodtagersiden er jo solidaritet. Der kan f.eks. være små faggrupper, som har svært ved at nå til enighed med arbejdsgiverne, som så vil blive samlet op af det samlede mæglingsforslag og ad den vej opnå de samme forbedringer som de andre grupper,” forklarer Laust Høgedahl.

Udover Dansk Sygeplejeråd er der også andre faggruppers forhandlinger med Dansk Erhverv, der ikke kom i mål. For dem kan sammenkædningen altså ende med at være en fordel.

”Det er dog nok primært i nedgangstider, at det kan være en fordel for lønmodtagerne at være kædet sammen. I opgangstider kan der måske være nogle grupper, som ville kunne opnå bedre aftaler uden en sammenkædning,” siger Laust Høgedahl.