Karriereskift i halvtredserne: Fra ejendomsmægler til sygeplejerske

Overvandt nåleskræk

I sin tid fravalgte Anja Bek Lützen sygeplejerskeuddannelsen, da hun havde en udtalt nåleskræk. Men da hun rundede 50 år, kunne hun mærke, at brikkerne i puslespillet ikke helt lå, som de skulle.

”For et par år siden talte jeg med min mand om, at jeg havde fortrudt, at jeg ikke havde taget springet og startet på uddannelsen tidligere i livet,” fortæller Anja Bek Lützen.

Og efter at have talt med et par bekendte, som er sygeplejersker, kunne hun definitivt ikke lægge tanken fra sig. Anja Bek Lützen spekulerede over, om det var helt håbløst at starte i hendes alder, men fra uddannelsesstedets side blev hun udelukkende mødt med opmuntring.

”Jeg var meget usikker på, om de overhovedet ville optage mig, når jeg havde den alder. Men de betryggede mig i, at der var flere på studiet, som ikke kom direkte fra skolebænken, og at de havde andre studerende i halvtredserne. Budskabet var klart: Jeg skulle endelig ikke være bleg for at springe ud i det.”

Og derfra var der ikke langt fra tanke til handling.

”Nu skulle det være, inden jeg blev for gammel! Jeg var og er et sted i mit liv, hvor det bare var det helt rigtige for mig at gøre. Der er en ro og en stabilitet i mit liv, og økonomisk kan det lade sig gøre. For det er sin sag at starte på SU igen, når man har etableret sig med hus, og hvad man ellers har,” siger hun.

Følte sig malplaceret før praktik

Første dag på sygeplejestudiet var noget af en prøvelse for Anja Bek Lützen.

”Det var frygteligt. Jeg følte mig så malplaceret blandt alle de unge. Jeg syntes næsten, det var pinligt, og jeg gjorde mit ypperste for at krybe langs panelerne.”

Men Anja Bek Lützens første praktik blev afgørende, og den lille tvivl, som hun havde haft i begyndelsen af studiet, blev manet i jorden.

”Da jeg først kom ud i praktik, forsvandt min tvivl om, at jeg var startet på den helt rigtige uddannelse. Alle min praktikker har været rigtig gode og har gjort indtryk,” siger Anja Bek Lützen og fortsætter:

”I mødet med virkeligheden har det overrasket mig, hvor stort et ansvar sygeplejerskerne egentlig står med, og hvor mange beslutninger de skal træffe. Det er dejligt, at man får lov til at få et stort ansvar, men samtidig kan tanken være overvældende. Men i alle mine praktikker, har jeg oplevet, hvor fantastisk det er med dygtige, solidariske kollegaer. Sammenhold er alfa og omega.”

Anja Bek Lützen blev tilbudt en stilling som afløser i den afdeling, hvor hun senest var i praktik. Her oplevede hun på nærmeste hold sygeplejerskernes evner og faglighed i en nylig aftenvagt, hvor der lige pludselig skete en hel masse meget uventede ting, der akut skulle tages stilling til.

”Sygeplejersken, som jeg fulgtes med, traf nogle hurtige beslutninger og bevarede fuldstændig roen og overblikket. Det gik på ingen måde udover patienten, selvom det fuldstændig brændte på ude på gangen. De er særdeles professionelle, også de yngre, og det er imponerende at se,” siger Anja Bek Lützen.

Erfaring skaber ro

På skolebænken er det den yngste på holdet, som Anja Bek Lützen fungerer særligt godt med, og hun oplever på mange måder, at alderen spiller en underordnet rolle, måske bortset fra ét punkt.

”Jeg kan godt mærke, at jeg kommer til kort i grupper med de yngre, for de unge er jo bare helt vildt ferme med en computer og finder forskningsartikler osv. på ingen tid. Men alt det kommer hen ad vejen. Man lærer det, men de er jo superskarpe,” siger Anja Bek Lützen med et smil på læben.

Hun synes, at alderen gør hende godt, særligt i hendes praktikker. Med flere joberfaringer i rygsækken er Anja Bek Lützen vant til at se mennesker reagere i forskellige situationer. Også i de svære. Hun føler sig ikke berøringsangst over for de vanskelige og ømtålelige samtaler i mødet med patienter, og hun føler sig godt rustet til at navigere i det rum grundet hendes alder og erfaringer. Det giver en særlig ro, selv i svære situationer, fortæller hun.

”At kommunikere både med høj og lav og kunne tilpasse sig hurtigt de forskellige personer, som jeg kommer i kontakt med - det er noget, jeg er vant til. Inden for både den finansielle og juridiske verden, har jeg haft kontakt til både direktøren og til dem, der nærmest bor på gaden. Det har hjulpet mig med, at man skal have respekt for alle og kunne kommunikere i øjenhøjde,” fortæller hun.

Mange undrede sig

Udsigten til at arbejde fuldtid som sygeplejerske glæder Anja Bek Lützen sig meget til. Men det havde mange i hendes omgangskreds svært ved at forstå i første omgang.

”Mange har været meget uforstående over for, hvorfor jeg vælger et arbejde, hvor jeg kommer til at arbejde hårdere for mindre løn. Jeg kan dog gang på gang blot fortælle, at lønnen lige så meget er det tilfredsstillende i at kunne gøre en forskel for patienterne,” fortæller Anja Bek Lützen og fortsætter:

”Det er ikke fordi, folk er nedladende på nogen måde. Mange har bare været meget undrende. Men jeg prøver at forklare, at det også kan være svært at forstå, hvis man ikke selv har oplevet at man lige pludselig bliver ramt af følelsen af, at nu er man virkelig landet det helt rigtige sted. Følelsen af, at der manglede noget, forduftede, og det er det, jeg forsøger at sætte ord på over for dem, som undres.”

Drives af taknemmelighed

Særligt støtten fra hendes mand og børn har været overvældende og betydningsfuld. Den gav hende ekstra mod på at springe ud i sygeplejerskedrømmen og påbegynde det nye kapitel, hvor flere ubekendte lå og ventede.

I dag er det Anja Bek Lützen, der står ved hospitalssengen og giver den omsorg, hun selv mødte som barn. Hun udfører livsvigtig sygepleje med nærvær og varme og mærker, at patienterne sætter pris på det. De tager det ikke for givet. Ligesom hun heller aldrig gjorde.

I fremtiden drømmer hun om at arbejde fuld tid på et sengeafsnit, hvor der er tid og rum til den nære relation til patienterne. Samtidig ønsker hun at være en del af et tæt samarbejdende team, hvor holdånden er stærk, og hvor opgaverne løftes i fællesskab:

”Det giver mig en enorm drivkraft at mærke patienters taknemmelighed for det, jeg gør. Jeg bliver oprigtigt glad, når de lyser op og spørger: ’Er det dig, der er på vagt i dag?’ 
Den genkendelighed og nære relation betyder meget for mig, og det er netop sådan noget, der er plads til på et sengeafsnit.”