Hun har kæmpet for sygeplejerskerne i årtier, men nu trækker familien
Efter et langt arbejdsliv i sygeplejens tjeneste, takker Kristina Robins af som 2. næstforkvinde i Dansk Sygeplejer...
Afsender
Sygeplejersken
Nyhed
Højere løn, et nyt erfaringstillæg og bedre vilkår for barns sygedag bliver taget godt imod blandt konsultationssygeplejerskerne. Hør hvad to erfarne sygeplejersker synes om aftalen og ønsker for fremtiden.
Publiceret:
9. november 2026
Senest opdateret:
9. november 2026
Foto:
Privat: Konsultationssygeplejerskerne Mette Nielsen (tv.) og Tina Andreasen (th.)
Dansk Sygeplejeråd og Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening (PLA) er blevet enige om en ny overenskomst, der gælder fra 1. december 2026 til 30. november 2029. Aftalen omfatter sygeplejersker ansat under PLA-overenskomsten og Regulativet, som følger overenskomsten.
Med den nye overenskomst får konsultationssygeplejersker et nyt erfaringstillæg på 1.596 kr. efter 10 års praksiserfaring. Det glæder Tina Andreasen og Mette Nielsen, der henholdsvis har været i faget i 19,5 år og 21,5 år, og som ser tillægget som en vigtig anerkendelse af erfaring i faget. De havde dog gerne set, at det trådte i kraft tidligere, da begge snart er på vej ud af arbejdsmarkedet.
"Vi er superglade for erfaringstillægget, men vi har også ventet i mange år, og når det så endelig kommer, træder det først i kraft om et år," siger Mette Nielsen.
"Mange af os, der har kæmpet for det, når måske slet ikke at få glæde af det," istemmer Tina Andreasen. Begge er ansat som konsultationssygeplejersker i en lægepraksis i Slagelse.
Der blev afholdt medlemsmøde om den nye overenskomst for konsultationssygeplejerskerne d. 5. nov. Her var mange glade for og udtrykte stor ros for at få det længe ønskede erfaringstillæg og lønstigninger forhandlet igennem. Den samlede lønstigning blev på 7,04 pct. fordelt over tre år. Allerede 1. december, mærker konsultationssygeplejerskerne den første lønstigning på 2,5 pct. Herefter kommer den næste på 2,44 pct. 1. december 2027 og sidste stigning på 2,1 pct. 1. december 2028.
Kristina Robins, 2. næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd, anerkender frustrationen blandt de sygeplejersker, som er tæt på pension. Men hun understreger, at tidspunktet for tillægget og fordelingen lønstigningen er et resultat af de kompromiser, der blev indgået ved forhandlingsbordet med PLA.
"Vi prøver at få så meget som muligt så tidligt som muligt. Men arbejdsgiverne var bekymrede for de økonomiske konsekvenser af deltidsdommen, og derfor blev det vigtigt for dem at få mere ro i starten af overenskomstperioden. Det er en del af forklaringen på, at tillægget og fordelingen af procentstigning i lønnen først kommer i slutningen af 2027," siger Kristina Robins.
Læs mere om hvad deltidsdommen betyder for dig her: Merarbejde på deltid | dsr.dk
Med den nye overenskomst er flere af konsultationssygeplejerskernes ønsker blevet opfyldt. Samtidig peger Mette Nielsen og Tina Andreasen på, at et fremtidigt område kunne være et funktionstillæg til sygeplejersker med særligt selvstændige opgaver. Konsultationssygeplejersker udfører en lang række selvstændige opgaver som kronikerkontroller, vaccinationer, børneundersøgelser og opgaver delegeret fra lægerne. Derfor mener de, at lønnen i højere grad bør afspejle det ansvar, de kompetencer og de funktioner, sygeplejerskerne varetager i hverdagen.
"Vi har længe ønsket et funktionstillæg til de sygeplejersker, der arbejder selvstændigt i praksis. Mange af os har egne kronikerkontroller, vaccinationer og andre opgaver, som vi løser, uden at lægen er inde over hver gang. Det ansvar bør anerkendes," siger Mette Nielsen.
Her tilføjer Tina Andreasen:
"Med sundhedsreformen bliver behovet større. Vi vil gerne tage opgaverne og arbejde selvstændigt, hvilket vi allerede gør. Men når ansvaret vokser, er det også rimeligt, at der følger en reel anerkendelse med."
Ønsket om et funktionstillæg er ikke nyt. Ifølge Kristina Robins har Dansk Sygeplejeråd tidligere rejst spørgsmålet ved overenskomstforhandlingerne.
"Vi har snakket om det ved tidligere forhandlinger, men arbejdsgiverne er slet ikke interesserede i at gå den vej. De vurderer, at de ansætter en konsultationssygeplejerske til en generel funktion, som indeholder mange forskellige opgaver," siger Kristina Robins.
Hun mener dog selv, at der kan være argumenter for i højere grad at honorere forskellige funktioner og ansvarsområder.
Derfor får medarbejderne faktisk mere ud af pengene på længere sigt
Kristina Robins, 2. næstforkvinde i Dansk SygeplejerådDet nye tillæg til tillidsrepræsentanter og det forhold, at beklædningstillægget bortfalder, undrede flere sig over ved medlemsmødet. Flere medlemmer pegede på, at de fleste praksisklinikker er så små, at de slet ikke har en tillidsrepræsentant, og derfor vil ordningen foreløbigt omfatte en mindre gruppe medarbejdere.
Kristina Robins ved, at tillægget i dag kun omfatter en begrænset gruppe medarbejdere.
"Lige nu er det rigtigt, at det ikke rammer så mange. Men det kan jo forandre sig i fremtiden, hvor vi vil arbejde for at få flere tillidsrepræsentanter på konsultationsområdet," siger hun.
Ifølge Kristina Robins følger tillægget samtidig den udvikling, der er sket på andre områder, hvor tillidsrepræsentanter honoreres for deres arbejde.
Når det gælder beklædningstillægget, har det hidtil været et ureguleret tillæg, som arbejdsgiverne kunne fjerne, hvis de valgte at stille arbejdstøj til rådighed. Hermed er det til konsultationssygeplejerskernes fordel, at tillægget nu bliver reguleret sammen med de øvrige lønninger og pensionen i stedet for at være et tillæg som arbejdsgiver kan fjerne.
"Det er vigtigt at understrege, at pengene fra tillægget er ikke tabt. De er gået ind i den samlede økonomiske ramme, og nu bliver de både pensionsgivende og reguleret fremover. Derfor får medarbejderne faktisk mere ud af pengene på længere sigt," siger Kristina Robins.
Fra den 11. til 25. november starter den vejledende urafstemning for medlemmer af Dansk Sygeplejeråd, som er berørt af aftalen. Hvis konsultationssygeplejerskerne stemmer for den nye overenskomst, vil den gælde fra 1. december 2026 til 30. november 2029.
Nyhed om ny OK26: Flere tillæg og reel lønstigning: Ny overenskomst er landet | dsr.dk
Læs hvad den nye OK26 indeholder: OK26 for sygeplejersker i konsultation | dsr.dk
Efter et langt arbejdsliv i sygeplejens tjeneste, takker Kristina Robins af som 2. næstforkvinde i Dansk Sygeplejer...
Afsender
Sygeplejersken
Højere løn, et nyt erfaringstillæg og bedre vilkår for barns sygedag bliver taget godt imod blandt konsultationssyg...
Afsender
Sygeplejersken
Sygeplejersker har en særlig faglighed, når det kommer til borgere med demens, derfor vil ældreministeren Jacob Mar...
Afsender
Sygeplejersken
Sundhedsstyrelsen lægger pt. sidste hånd på de kvalitetsstandarder, der skal gælde for den kommunale sygepleje og d...
Afsender
Sygeplejersken
https://dsr.dk/fag-og-udvikling/sygeplejersken/sygeplejersken-online/konsultationssygeplejersker-faar-laenge-oensket-erfaringstillaeg/