Nyhed
Længe ventet specialuddannelse klar
Nu starter de første sygeplejersker på specialuddannelsen i akutsygepleje. Sygeplejerske Anne Marie Hjøllund har ventet på den i tre år.
Publiceret:
27. august 2025
Senest opdateret:
1. september 2025
Foto:
Privat
”Jeg brænder for det akutte speciale. Det er det, jeg ønsker at dygtiggøre mig indenfor. Og jeg ser det som en kæmpe mulighed for at blive klædt endnu bedre på både teoretisk og praktisk i forhold til at udarbejde akutsygepleje.”
Anne Marie Hjøllund er en af de sygeplejersker, der skal påbegynde specialuddannelsen i akutsygepleje i september. Uddannelsen er nu tilgængelig i alle landets regioner.
Hun fortæller, at hun har ventet længe på at få muligheden for at specialisere sig i akutsygeplejen. Hun har genbesøgt sin jobansøgning til akutmodtagelsen på AUH, som hun skrev som nyuddannet for tre år siden. Allerede der ulmede et ønske om at specialisere sig netop i dette felt:
”Allerede dengang havde jeg skrevet, at muligheden for en akutuddannelse lød sindssygt spændende, for det er noget, der har været på tegnebrættet virkelig længe. Og det er også noget, jeg siden har nævnt til mine MUS-samtaler, at når den kommer, så er det noget, jeg virkelig brænder for. Så det er helt klart noget, jeg personligt og mine kollegaer, har ventet på.”
Også Fagligt Selskab for Akutsygepleje DAENA har efterspurgt specialuddannelsen længe, fortæller formand Annette Jakobsen:
”Det har vi jo blandt andet gjort, fordi det er kompleks sygepleje, akutsygeplejersken laver, når man modtager en uafklaret akutpatient. Man er med til at finde ud af, hvad det er for nogle symptomer, den her patient kommer ind med.”
Specialuddannelsen har været efterspurgt af blandt andre Dansk Sygeplejeråd, landets akutsygeplejersker og DAENA i lang tid. Etableringen af specialuddannelsen blev godkendt af Indenrigs- og Sundhedsminister Sophie Løhde (V) tilbage i 2024. Efter mange godkendelsesprocesser er specialuddannelsen klar til opstart i september.
Faglig byggesten
Specialuddannelsen tager 1,5 år og kan søges af sygeplejersker, der er ansat på en akutafdeling og har været der i mindst et år. Anne Marie Hjøllund har ansøgt gennem en motiveret ansøgning. Hun håber, at hun med specialuddannelsen i akutsygepleje kan bygge oven på de faglige kompetencer, hun allerede har:
”Jeg håber på at blive meget bedre til det, jeg gør. Både gennem noget teori, men også gennem klinikbesøg. Vi skal i hvert fald i to perioder ud til andre steder, end hvor vi arbejder. Så på den måde kan man styrke sin faglighed.”
Og det er godt givet ud, mener formand for DAENA, Annette Jakobsen. Som sygeplejerske på en akutafdeling skal man nemlig absolut være omstillingsparat, fortæller hun.
”Man kommer ind på en akutafdeling, fordi der sker noget fuldstændig uforudset. Og når der sker noget uforudset i en patients liv, så er du nødt til at have en kompleks sygepleje, der kan understøtte både patienter og de pårørende. Og det kræver blandt andet en specialuddannelse.”
Hun ser også uddannelsen som en anerkendelse af det komplekse felt:
”Det er en anerkendelse af, at det her ikke bare er et felt, alle kan være i. Nej, akutsygepleje er faktisk en kompleks sygepleje, som kræver nogle særlige kompetencer, nogle særligt bredde- og dybde fagligheder inden for alle områder af det, der hedder menneskelig sygdom og tilstand.”
Læs seneste nyt fra Sygeplejersken
Læs mere19. oktober 2026
Nu begynder OK-forhandlingerne for konsultationssygeplejerskerne
Højere løn, flere uddannelsesdage og overenskomstfastsatte tillæg og mere frihed med løn ved barns sygdom. Det er n...
Afsender
Sygeplejersken
19. oktober 2026
Rejsehold rykker ud med PVK-undervisning til kommunale sygeplejersker
Et nyt rejsehold af akutsygeplejersker fra Regionshospitalet Horsens skal undervise kommunale sygeplejersker i at a...
Afsender
Sygeplejersken
13. oktober 2026
Sygeplejerske modtager stor forskningspris
Med patienternes erfaringer som kompas har sygeplejerske og professor Jette Primdahl skabt ny viden om livet med gi...
Afsender
Sygeplejersken
12. oktober 2026
Disse sygeplejersker er i spil til næstforpersonsvalget
Sidste frist for at indsende sit kandidatur til næstforpersonsvalget i Dansk Sygeplejeråd 2026 er lukket. Tre kandi...
Afsender
Sygeplejersken