Når en faggruppe bliver splittet 

Selvom OK24 endnu ikke er slut, kan man begynde at danne sig et indtryk af, hvad der skal stemmes ja eller nej til ved urafstemningen. Har man fulgt med i kommentarsporet i Dansk Sygeplejeråds Facebook-gruppe eller gruppen Aktiv i DSR, ved man, at der er delte meninger om dels den økonomiske ramme på 8,8 pct. og dels forskellene på de bevilgede midler til hhv. statsansatte, kommunale og regionale sygeplejersker.  

En stor del af kritikken går på midlerne fra trepartsaftalen, som udelukkende udmøntes til sygeplejersker i regioner, der kan tage del i vagter på skæve tidspunkter. De kommunale og statslige sygeplejersker får i stedet lønløft fra organisationspuljerne. 

Charlotte Bak Michaelsen er udviklingssygeplejerske i Københavns Kommunes Rusmiddelbehandling. Hun er en af dem, der har været i kommentarsporene på Facebook, og særligt fordelingen af trepartsmidlerne giver hun en stor tommel nedad, bl.a. fordi fokus er gået fra ligeløn til rekruttering og fastholdelse. Og det, mener hun, skaber splid internt. 

”Det er som om, at trepartsforhandlingerne bliver set som en gave, der kom udefra. Men det har fuldstændig flyttet fokus fra den ligelønskamp, som vi har kæmpet i rigtigt mange år, og som var blevet det, alle talte om. Nu bliver det nærmest ikke nævnt længere. Nu handler det om at være regional eller kommunal, og vi diskuterer, hvem der egentlig har det mest avancerede område, og hvem er mest belastet. Vi glemmer jo egentlig den store kamp, som vi var i gang med at kæmpe.” 

Hvor blev ligeløn af?  

Ved OK21 satte sygeplejerskerne og de øvrige traditionelle kvindefag fokus på ligeløn. 

Sygeplejerskerne endte som bekendt med at stemme nej til aftalen, hvilket mundede ud i flere ugers strejke.   

Arbejdsmarkedsforsker ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) Laust Høgedahl fortæller, at kampen om ligeløn blev drejet ved de nuværende overenskomstforhandlinger, fordi der fra regeringens side var et ønske om rekruttering og fastholdelse for sygeplejerskerne især ansat i regionerne for netop at løse de udfordringer, der er i regionerne.  

”OK21 materialiserede sig med strejken i 2021, som havde et klart tema omkring ligeløn. Og det, der så kommer på bordet til trepartsforhandlingerne, er baseret på rekruttering og fastholdelse og ikke på ligeløn, som ellers var udgangspunktet, og som også var temaet for lønstrukturkomitéen, siger han.” 

Selvom de kommunale og statslige sygeplejersker ikke får del i trepartsmidlerne, har de med organisationspuljerne også fået stillet midler, der udgør et lønløft. På det kommunale område er der bl.a. kommet et større tillæg ved anciennitet og en procentvis stigning ved skæve vagter.   

Sygeplejerske Andreas Lund Andersen er psykiatrisk specialsygeplejerske og ansat i Region Syddanmark, og han ser noget mildere på aftalerne og fraværet af ligeløn på overenskomstdagsordenen end Charlotte Bak Michaelsen.  

Han mener, at kampen, sygeplejerskerne kæmpede i 2021, ikke var forgæves, fordi det har bragt et af sygeplejerskernes andre store ønsker med sig til bordet: De har fået et lønløft.  

”Generelt kunne vi jo ikke få ligelønsproblematikken på dagsordenen for politikerne. Men konflikten sidste gang har været med til at lægge pres på politikerne, der nu har fordelt de her trepartsmidler. Havde vi ikke været ude og råbe om ligeløn og strejke, så tror jeg ikke vi havde fået de her trepartsforhandlinger, de her historiske lønmidler ud til de regionale sygeplejersker. Så jeg tænker, at det er den aktivistiske sygeplejerske, som kan tage æren af, at vi nu står med et rigtig godt resultat” siger Andreas Lund Andersen og fortæller, at selvom begreberne er blevet skiftet ud, er den historiske pengepose stadig reel. 

”At det så er nogle andre begreber, politikerne bruger, som rekruttering og fastholdelse, det må vi jo bare tage imod. For hvis vi siger nej til det her, tror jeg aldrig nogensinde, vi får tilbudt så mange penge igen. Så det er lidt at skyde os i foden, hvis vi ikke stemmer ja til den her overenskomst.”  

Andreas Lund Andersen mener, at trepartsmidlerne kan bruges som en løftestang i fremtiden på det kommunale og statslige område, når der skal være lønforhandlinger. 

Men for Charlotte Bak Michaelsen er der ingen tvivl. Hun køber ikke argumentet med, at det er retfærdigt, at regionale sygeplejersker nu får et lønløft, fordi de kommunale sygeplejersker har været lønførende i flere år, for hun mener overordnet, at de kæmper for noget større. 

”En af argumenterne for, hvorfor det er fair nok, at regionerne nu stiger væsentligt mere end det kommunale gør, er, at det kommunale har været lidt højere end det regionale i lang tid, og det er jo faktisk rigtigt, at der har været en forskel. Men det synes jeg ikke er et rimeligt argument. Jeg synes klart, at man altid skal kigge på erfaring og uddannelsesniveau, og hvilke opgaver man sidder med. Men det bliver lige pludselig en debat, der er helt skæv og forskudt. Hvad blev der netop af solidariteten, at vi skal stå sammen?” 

Musketéred og solidaritet 

Ord som solidaritet og musketéred er netop ord, der bliver brugt, når det gælder fagbevægelsen, og særligt har solidaritet vejet tungt i fagforeningshistorien. Men hvad sker der, når man fordeler forskelligt i en faggruppe? Ofrer man så solidariteten på kompromisets plads? 

”Der er lige pludselig kommet forskellige hold, og det fjerner simpelthen fokus fra fællesskab og ligeløn, så vi begynder at bruge energien på at bekrige hinanden,” siger Charlotte Bak Michaelsen. 

”Det er et større kamp, vi skal kæmpe. Det er jo ikke bare, fordi vi ikke får det samme. Det er jo fordi, at vi ikke får det, vi gerne vil opnå. Ingen af os får det, vi gerne vil opnå. Vi vil opnå ligeløn, og derfor stemmer jeg nej,” siger hun og tilføjer, at hun bestemt ikke tænker dårligt om dem, der vil stemme ja, da det er midler, man kan se her og nu, og som kan gøre noget godt for ens hverdag. Men hun vil fortsat kæmpe for ligeløn. 

Når Andreas Lund Andersen bliver spurgt ind til, om han også opfatter det som solidarisk at stemme nej, fordi der ikke er lige midler til alle, forklarer han:   

”Hvert eneste medlem af Dansk Sygeplejeråd skal selvfølgelig stemme efter, hvad de synes, der føles rigtigt for dem. Jeg vil ikke kalde det solidarisk at stemme det ene eller det andet, men jeg synes bare, at man skal huske at se det her resultat i et større perspektiv, og at det faktisk udligner lønforskellen, der har været mellem de regionale og de kommunale sygeplejersker,” siger han og tilføjer, at han synes splittelsen er en ærgerlig bivirkning:  

”Jeg synes, det er ærgerligt, at der kommer sådan en splittelse. Jeg tænker, at man skal komme op i helikopterperspektivet og sætte et historisk syn på, at vi aldrig har fået så stort en lønløft. Det var jo nogle politikere inde på Christiansborg, der dikterede, hvem der skulle have pengene, ud fra et rekrutterings- og fastholdelsesprincip.”  

Sygeplejersken har også spurgt arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl, om hvad der sker med solidariteten, når en faggruppe bliver opdelt i grupper.    

”Det er klart, at man jo har stået sammen om at kæmpe for ligeløn, og så er der nogle grupper, der har fået mere ud af treparten end andre, og det kan selvfølgelig godt opfattes frustrerende for dem, som ikke har fået noget. Men det var det, der var præmissen med treparten, fordi det netop ikke handlede om ligeløn,” siger han. 

Selvom solidariteten har vægtet meget i de gamle dages fagbevægelse, er der ingen indbygget musketéred ved afstemninger, heller ikke når sygeplejerskerne skal stemme ja eller nej til OK24 ved ur-afstemningen.  

”Afstemninger handler jo ikke om, om man er solidarisk eller ej. Der stemmer man som den enkelte sygeplejerske, om man synes, aftalen er god nok eller ej. Der kan selvfølgelig godt være nogle overvejelser omkring solidaritet og andre faggrupper, men det handler jo også om ens egen vurdering af, om livet er godt eller dårligt,” siger Laust Høgedahl.