Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Nye sygeplejersker kan næsten frit vælge job

Som nyuddannet sygeplejerske skal man ikke lede længe efter et job. Faktisk står kun 1 pct. af Københavns Professionshøjskoles sygeplejerskedimittender fra 2023 uden job.

Publiceret: 

21. september 2026

Senest opdateret: 

21. september 2026

Af:

Emma Holm Haugaard

ehh@dsr.dk
Nyuddannede og jobmuligheder

Foto:

Mathias Nygaard Justesen

I en tid hvor flere uddannelser ikke nødvendigvis sikrer et bestemt slags job eller overhovedet kan garantere et job efter endt uddannelse, så kan man næsten være sikker på, at man som nyudklækket sygeplejerske kan komme i gang med at hjælpe patienter eller borgere med det samme.

For blandt sygeplejerskedimittenderne fra Københavns Professionshøjskole (KP) fra 2023 var ledigheden exceptionel lav på kun 1 pct. Tallet er opgjort mellem et og knap to år, efter de studerende afsluttede uddannelsen.

Det glæder forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg, at der endnu engang kommer gode tal på, hvorfor man skal vælge sygeplejerskeuddannelsen til.

”De nye tal bekræfter det, vi har vidst i nogle år. Du er stort set garanteret et job, hvis du vælger at uddanne dig til sygeplejerske, hvilket jo blot giver endnu en god grund til at gå ind i faget,” siger Dorthe Boe Danbjørg.

Lav ledighed i hele landet

At ledigheden blandt KP’s sygeplejerskedimittender fra 2023 var lav, kommer heller ikke som nogen overraskelse. For i de sidste mange år har ledigheden blandt dimittenderne fra KP været bemærkelsesværdig lav.

I 2013 lå ledigheden på 1,7 pct., mens den siden 2015 har ligget lige omkring 1 pct. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Københavns Professionshøjskole. Og helt generelt ser man en lav ledighed blandt sygeplejersker rundt omkring i landet. Blandt sygeplejerske-medlemmerne i Din Sundhedsfaglige A-kasse (DSA) ligger ledigheden også på omkring 1 pct.

For forkvinde Dorthe Boe Danbjørg er de lave ledighedstal også et tegn på, at sygeplejerskers kompetencer fortsat er stærkt efterspurgte.

”Tallene understreger, at sundhedsvæsenet har brug for flere sygeplejersker. Derfor er det ekstremt vigtigt, at både uddannelsen og arbejdsvilkår bliver forbedret yderligere, så flere vælger faget. Det er nødvendigt, hvis fødekæden til fremtidens sundhedsvæsen skal sikres,” siger hun.

Efterspørgsel trods AI

Samtidig viser en ny analyse fra Nationalbanken, at virksomheder, der tager AI i brug, ansætter færre nye medarbejdere end sammenlignelige virksomheder, der ikke bruger AI. Analysen peger også på, at udviklingen især rammer yngre medarbejdere og personer med længere uddannelser.

Så mens kunstig intelligens og automatisering ser ud til at påvirke rekrutteringen på nogle dele af arbejdsmarkedet, er der fortsat stor efterspørgsel efter sygeplejersker.

Selvom jobmulighederne for sygeplejersker foreløbig ikke ser ud til at være påvirket af AI i samme grad som i andre fag, så vil kunstig intelligens i stadig højere grad blive et redskab, der inkorporeres i sygeplejerskernes hverdag.

”En sygeplejerske, pædagog eller lærer kommer selvfølgelig også til at bruge kunstig intelligens. Men AI skal være et redskab, der understøtter deres faglighed. Teknologien kan løse flere opgaver, men den kan ikke overtage relationen til patienten, barnet eller eleven,” udtaler Anne Vang Rasmussen, der er rektor på Københavns Professionshøjskole, i pressemeddelelsen fra uddannelsesinstitutionen.

Du kan læse mere om AI som en ny kollega i Sygeplejersken nr. 3/2026 her.