Rammerne begynder at falde på plads for den akutte og kommunale sygepleje
Sundhedsstyrelsen lægger pt. sidste hånd på de kvalitetsstandarder, der skal gælde for den kommunale sygepleje og d...
Afsender
Sygeplejersken
Nyhed
Rammerne begynder at falde på plads for den akutte og kommunale sygepleje
Sundhedsstyrelsen lægger pt. sidste hånd på de kvalitetsstandarder, der skal gælde for den kommunale sygepleje og den regionale akutsygepleje fra 1. januar 2027. Dansk Sygeplejeråd har sendt et udførligt høringssvar, der bl.a. efterlyser tydeligere beskrivelse af sygeplejerskernes faglighed og ansvar og en længere implementeringsfase.
Publiceret:
2. november 2026
Senest opdateret:
2. november 2026
Foto:
Michael Drost-Hansen. DSR efterspørger bl.a. mere klarhed over sygeplejerskernes opgaver og behandlingsansvar.
Hvordan kommer en kommunal sygeplejerske i kontakt med akutsygeplejen, når ansvaret for sidstnævnte formelt overgår til regionerne den 1. januar 2027? Og hvem har egentligt behandlingsansvaret for syge borgere i eget hjem?
Det er nogle af de spørgsmål, som Dansk Sygeplejeråd (DSR) stadig mangler klare svar på efter at have nærstuderet Sundhedsstyrelsens tre nyeste publikationer: Vejledning til kommunal sygepleje samt kvalitetsstandarderne for hhv. den kommunale sygepleje og basale palliation samt den regionale akutsygepleje, som efter planen alle skal træde i kraft den 1. januar 2027.
Vejledningen og de to kvalitetsstandarder har lige været i høring, og selvom DSR mener, at Sundhedsstyrelsen er godt på vej, efterlyser DSR i et udførligt høringssvar flere præciseringer og uddybninger om sygeplejerskernes roller, opgaver, ansvar og kompetencer i alle tre publikationer. DSR’s forkvinde, Dorthe Boe Danbjørg, uddyber over for Kommunal Sundhed:
”Jeg er meget optaget af, at vi får beskrevet, hvordan sygeplejersker bidrager til at føre ambitionerne i sundhedsreformen og ældrereformen ud i virkeligheden. Jeg synes, at Sundhedsstyrelsen er kommet en god del af vejen,” siger hun, men fortsætter:
”Den store sten i skoen er den visitation, der nu skal ske mellem den kommunale sygeplejerske og den regionale akutsygeplejerske. Det betyder ekstra led i samarbejdet mellem sundhedspersonalet og kan føre til mere ventetid for borgerne. Det stemmer ikke med sundhedsreformens overordnede formål om mere sammenhæng i forløb, og at hospitalerne skal tage et større ansvar for patientforløb i det nære sundhedsvæsen.”
I høringssvaret understreger DSR derfor, at den kommunale sygeplejes rolle i det samlede sundhedsvæsen bør beskrives endnu mere konkret, bl.a. ved tydeligt at beskrive den kommunale sygeplejes selvstændige faglige bidrag til sammenhængende borgerforløb. Og i udkastet til vejledning til kommunal sygepleje bør Sundhedsstyrelsen ifølge DSR f.eks. tydeliggøre, hvem der har ansvaret for ordination, plan, opfølgning og reaktion på ændringer i borgerens tilstand, og hvordan ansvaret overdrages mellem behandlingsansvarlig læge, sygehus og regional akutsygepleje og kommunal sygepleje.
”Vi lægger vægt på, at sygeplejersker skal kunne samarbejde let og smidigt på tværs af sektorer, og så er det vigtigt, at vores medlemmer har klarhed om, hvilket ansvar de har i hvert forløb. Der er stadig en række uklarheder i standarderne. Især om placering af behandlingsansvar og dataadgange. Det er vigtige forhold, som hverken borgere eller sundhedspersonale skal være i tvivl om,” siger Dorthe Boe Danbjørg.
Dorthe Boe Danbjørg håber, at Sundhedsstyrelsen vil tage DSR’s spørgsmål og forslag til præciseringer til sig og med videre i det revideringsarbejde, der pt. pågår af de tre publikationer. I forhold til tidsplanen er den allerstørste bekymring lige nu, at vejledningen og standarderne efter planen skal være helt på plads, når sundhedsreformen træder i kraft den 1. januar 2027. Det har DSR også gjort opmærksom på i høringssvaret.
”Vi er meget bekymrede for den urealistisk korte implementeringsperiode af de her standarder. De kan ganske enkelt ikke nå at komme på plads inden den 1. januar. Her har vi meget stor opmærksomhed på, at det aldrig må blive den enkelte sygeplejerskes ansvar, at rammer og aftaler for det arbejde, de skal udføre, ikke er på plads. Det kommer jeg til at forfølge et klart svar på hos både arbejdsgiverne og hos Sundhedsstyrelsen,” siger Dorthe Boe Danbjørg.
Læs også Dorthe Boe Danbjørgs debatindlæg, der blev bragt i kommunen.dk den 1. november om, hvordan kommunale sygeplejersker spiller en nøglerolle, når ambitionerne med sundhedsreformen skal indfris.
Mandag den 16. november kl. 16.30-18 afholder DSR medlemsmøde om indhold og rammer i de nye kvalitetsstandarder for hhv. regional akutsygepleje og kommunal sygepleje og basal palliation.
På mødet vil der også være oplægsholdere fra Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner og KL, som vil fortælle, hvad de hver især lægger vægt på i de nye standarder, og hvordan de ser sygeplejen udvikle sig i det nære sundhedsvæsen.
Tilmeld dig mødet her.
DSR's samlede høringssvar finder du her.
Sundhedsstyrelsens høringsudkast til hhv. ’Vejledning for Kommunal Sygepleje’, ’Kvalitetsstandarder for kommunal sygepleje og basal palliation’ samt ”Kvalitetsstandarder for akutsygepleje” findes på Høringsportalen.
På høringsportalen findes også høringssvar fra en lang række andre aktører, heriblandt DASYS (Dansk Sygeplejeselskab), som også har afgivet et høringssvar på de tre publikationer på vegne af Fagligt Selskab for Sygeplejersker i Kommunerne, Fagligt Selskab for Palliationssygeplejerske, DASYS’ uddannelsesråd samt Fagligt selskab for Akutsygeplejersker.
Sundhedsstyrelsen lægger pt. sidste hånd på de kvalitetsstandarder, der skal gælde for den kommunale sygepleje og d...
Afsender
Sygeplejersken
Sex og Samfund opretter et nyt rådgivningstilbud. Her er bl.a. sygeplejerske Cecilie Tagel ansat til at støtte, afk...
Afsender
Sygeplejersken
Sygeplejerske og professor Karin Brochstedt Dieperink er blevet tildelt et nyt professorat fra Kræftens Bekæmpelse....
Afsender
Sygeplejersken
Det er slut med at lede på forskellige platforme og hjemmesider efter den rette kliniske retningslinje. En ny digit...
Afsender
Sygeplejersken
https://dsr.dk/fag-og-udvikling/sygeplejersken/sygeplejersken-online/rammerne-begynder-at-falde-paa-plads-for-den-akutte-og-kommunale-sygepleje/