Nyhed
Sådan bliver pengene fra treparten fordelt
Et anciennitetstillæg, flere penge for at arbejde aften, nat og weekend, et tillæg for mange skæve vagter og mere til. Se her, om du er en af de sygeplejersker, der får del i særmidlerne fra trepartsforhandlingerne.
Publiceret:
12. marts 2024
Senest opdateret:
12. november 2024
Foto:
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
De fulde overenskomstaftaler for henholdsvis det regionale og det kommunale område på plads. Det betyder, at de ekstra penge fra trepartsforhandlingerne også er blevet fordelt. Men til hvem?
Sygeplejersken dykker her ned i OK24-forligene og trækker trepartsmidlerne frem, så du kan se, om du er blandt de sygeplejersker, der får del i særmidlerne.
Hospitalssygeplejersker får mest
Ved trepartsforhandlingerne var det et ufravigeligt krav fra regeringens side, at pengene primært skulle gå til hospitalsansatte sygeplejersker. I rammeaftalen blev parterne efterfølgende enige om, at hovedparten af pengene skulle gå til de sygeplejersker på hospitalerne, der tager mange vagter og som arbejder på skæve tidspunkter. Derfor er det i udmøntningen af midlerne fra treparten også hospitalssygeplejersker, der får mest.
Sygeplejersker i kommunerne får dog også en bid af trepartspengene, men det kommer vi til.
Overordnet fordeles trepartspengene til hospitalssygeplejerskerne på tre måder: Via et anciennitetstillæg, som en forhøjelse af den eksisterende særydelsessats for at arbejde aften, nat og weekend, og i form af et vagttillæg for at tage mange skæve vagter.
Det får sygeplejerskerne i regionerne
I regionerne kan de sygeplejersker, der opfylder kriterierne, få del i både anciennitetstillægget, de ekstra penge for at arbejde aften, nat og weekend samt vagttillægget.
- Der gives per 1. januar 2025 et anciennitetstillæg til sygeplejersker med fire års anciennitet. Når tillægget er fuldt indfaset per 1. januar 2026, vil fire års ansættelse udløse et tillæg på 2.071 kr. om måneden inkl. pension og SFG.
- Særydelsessatsen for aften, nat og weekendarbejde hæves med fem procentpoint per 1. april 2024.
- Der gives per 1. maj 2024 et vagttillæg til sygeplejersker, som har minimum 300 vagttimer om året uden for dagarbejdstid. Når overenskomstperioden er udløbet, vil tillægget udgøre 1.270 kr. om måneden inkl. pension og SFG.
En fuldtidsansat hospitalssygeplejerske med fire års anciennitet, der har minimum 300 vagttimer om året uden for dagsarbejdstid, vil – når aftalen er fuldt indfaset i 2026 – altså få minimum 3.600 kr. mere om måneden alene fra trepartsmidlerne.
Deltidsansatte får del i pengene
Under trepartsforhandlingerne i efteråret fyldte debatten om regeringens ønske om at få flere deltidsansatte op på fuld tid.
”Der har været en del tvivl om, om trepartsmidlerne også komme til at gælde deltidsansatte. Jeg vil gerne understrege, at alle uanset om de er ansat på deltid eller fuld tid får del i midlerne”, siger Dansk Sygeplejeråds forkvinde Dorthe Boe Danbjørg.
Aftalen med regionerne betyder, at sygeplejersker får anciennitetstillæg og vagttillæg uanset om de er på deltid eller fuld tid.
Hvis en sygeplejerske på deltid arbejder gennemsnitligt 30 timer om ugen, vil anciennitetstillægget blive gradueret svarende til hans eller hendes ansættelse. Med hensyn til forbedringer af særydelser vil sygeplejersken opleve de samme forbedringer som en fuldtidsansat, og man vil også opnå det fulde vagttillæg hvis man har 300 vagttimer om året.
Det får sygeplejerskerne i kommunerne
Som tidligere nævnt bliver kommunalt ansatte sygeplejersker ikke helt forbigået, men får også del i midlerne fra treparten.
Her bliver pengene også fordelt på tre måder: Som en forhøjelse af den eksisterende særydelsessats for at arbejde aften, nat og lørdag, en forhøjelse af pensionen for særydelser og en fremrykning af lørdagshonoreringen.
- Særydelsessatserne hæves med 5,12 procentpoint for aften, 4,26 for nat og 1,71 for lørdage per 1. januar 2025. De stiger yderligere med 0,88 procentpoint. for aften, 0,74 for nat og 0,19 for lørdag per 1. januar 2026. I alt stiger særydelsessatsen for aften med seks procentpoint, for nat med fem procentpoint. og for lørdage med to procentpoint.
- Pensionen af særydelser hæves med 2,67 procentpoint per 1. januar 2025. Den stiger yderligere med 0,48 procentpoint per 1. januar 2026. I alt stiger pensionen af særydelser med 3,15 procentpoint.
- Særydelsessatsen for lørdage fremrykkes med to timer per 1. januar 2026. Det betyder, at særydelsen for lørdage betales fra kl. 06 lørdag morgen i stedet for fra kl. 08.
Der er i trepartsaftalen også afsat 1 mia. kr. ekstra til bæredygtig og fleksibel løndannelse i både kommunerne og regionerne. De penge bliver dog først fordelt til de næste OK-forhandlinger i 2026.
Lederne får også tillæg
Til de ledende sygeplejersker i både regionerne og kommunerne kommer der også to tillæg, der er enten helt eller delvist købt i trepartsmidlerne: Et engangstillæg og et varigt tillæg.
- Til regionale sygeplejefaglige ledere gives der per 1. april 2024 et tillæg, som er delvist betalt af trepartsmidlerne. Når overenskomstperioden er udløbet, vil tillægget udgøre 1.365 kr. per måned plus pension og SFG.
- Der gives d. 1. juni 2024 et engangstillæg til sygeplejefaglige ledere i regionerne, der er ansat d. 31. maj 2024. Tillægget er på 2.646 kr.
- Til ledere med sygeplejerskeuddannelse i kommunerne gives der per 1. april 2024 et tillæg, som er delvist betalt af trepartsmidlerne. Når overenskomstperioden er udløbet, vil tillægget udgøre 1.366 kr. per måned plus pension og SFG.
- Der gives d. 1. juni 2024 et engangstillæg til ledere med sygeplejerskeuddannelse i kommunerne, der er ansat d. 1. juni. 2024. Tillægget er på 1.591 kr.
Læs flere OK24-nyheder fra Sygeplejersken
Overordnet tjener sygeplejersker stadig mere end social- og sundhedsassistenter
Nyhed
FOA’s forlig på især det kommunale område har medført kritik af DSR fra flere kommunalt ansatte sygeplejersker. Lønforskellen mellem dem og ...
300 sygeplejersker blev klogere på OK24
Nyhed
Mandag aften blev det første medlemsmøde afholdt for de regionale og kommunale sygeplejersker for at klæde dem bedre på og give dem mulighed...
15 dage i banken
Nyhed
Inden længe vil det være muligt at spare sine overarbejdstimer op og holde samlet fri. Det er en del af de nye overenskomstaftaler, men for ...
Aftalerne er på plads
Læs overenskomstaftalerne herSamlet aftale med kommunerne på plads
Nyhed
Forhandlingerne med Kommunernes Landsforening om de organisationsspecifikke lønmidler i OK24 er resulteret i, at sygeplejersker i kommunerne...
Trepartsaftalen for sygeplejersker
Læs om treparten og dens betydning for sygeplejersker i region og kommune samt studerende.