Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Se de nominerede til Athena Prisen 2026

Fra brandsårsbehandling og demensindsatser til uddannelse af sygeplejersker. Årets nominerede til Athena Prisen sætter fokus på kvalitet, sammenhæng og nytænkning i sygeplejen.

Publiceret: 

5. oktober 2026

Senest opdateret: 

5. oktober 2026

Af:

Emma Holm Haugaard

ehh@dsr.dk
61859766

Lys, lyd og animerede universer, der skal gøre børn trygge i akutmodtagelsen, og en nærklinik, der sikrer nordjyske patienter med blærekræft behandling tættere på eget hjem.

Det er to af de i alt fem forskellige sygeplejefaglige indsatser fra hele landet, der er med i opløbet om årets Athena Prisen.

Feltet af nominerede er nemlig lige blevet offentliggjort, og de nominerede viser bredden i de sygeplejefaglige initiativer, der hver dag er med til at udvikle sundhedsvæsenet.

De fem projekter er udvalgt blandt en række indstillinger, fordi de på hver deres måde bidrager til et sundere samfund gennem faglighed, samarbejde, innovation og nytænkning.

Afgørelsen falder den 18. november, hvor to af de fem nominerede vil modtage prisen. De to vindere får hver 50.000 kr. til videreudvikling af indsatserne.

Læs mere om de fem nominerede herunder.

E-learning skal styrke viden om brandsår

Den første af de fem nominerede har udviklet ny e-learning, der skal hjælpe sygeplejersker med at vurdere brandsårs omfang og afgøre, hvornår der er behov for specialiseret behandling af brandsår. E-learningen kommer fra afdelingen for Plastkirurgi og Brandsårsbehandling på Rigshospitalet.

Undervisningsmaterialet giver sygeplejerskerne en grundlæggende viden om bl.a. brandsårsfysiologi, væsketerapi og håndtering af elektriske og kemiske skader. Derudover giver det viden, som kan hjælpe med vurdering af sårdybde og udbredelse.

Med materialet vil man styrke sygeplejerskers kompetencer i den akutte behandling af patienter med brandskader, og på sigt skal indsatsen bidrage til bedre diagnosticering og vurdering af brandsår, og dermed færre komplikationer for patienterne.

Interaktiv skadestue for børn

Den anden af de fem nominerede har udviklet en interaktiv skadestue, hvor lys, lyd og animerede universer skal skabe tryghed og aflede børns opmærksomhed under undersøgelser og behandling. Det er Akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup, der har udviklet skadestuen, fordi et besøg på skadestuen kan være en voldsom oplevelse for et barn.

På stuen kan to vægge dækkes af projektioner med forskellige animationsuniverser, der kan bruges aktivt af sygeplejerskerne til at forklare procedurer og støtte barnet gennem f.eks. blodprøver, sårbehandling eller anlæggelse af gips.

På sigt vil de videreudvikle på de eksisterende animationsuniverser, og ambitionen med skadestuen er også at kunne inspirere andre afdelinger, der behandler børn, til at tænke behandlingsmiljø og sygeplejefaglig kontakt tæt sammen.

Nærklinik til patienter med blærekræft

Blandt årets nominerede er også sygeplejerske, MKS og uroterapeut Beritt Bach Pedersen, der sammen med Aalborg Kommune og Nyre- og Urinvejskirurgisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital har etableret en nærklinik i Aalborg. Her kan patienter med blærekræft få behandling tættere på eget hjem. Tidligere skulle patienter i Aalborg Kommune tage turen til Thisted for at få intravesikale skyllebehandlinger, hvilket gjorde at nogle helt fravalgte behandlingen.

Nærklinikken er et samarbejde mellem Aalborg Kommune og Aalborg Universitetshospital, og man kan som patient både møde kommunale og regionale sygeplejersker, når man skal have behandling. Med initiativet gøres behandlingen mere tilgængelig, og det styrker samtidig det tværsektorielle samarbejde.

Man håber, at nærklinikken på sigt ville kunne se andre urinvejsrelaterede patienter.

Kompetencemappe giver tryghed

Fjerde nominerede til prisen har udviklet en kompetencemappe, der skal skabe tydelige rammer, ensartethed og kvalitet i den kliniske undervisning af sygeplejestuderende. Det er de kliniske vejledere Dorthe Stig, Ingvil Mikkelsen, Vibeke Muff, Nanette Friis Thomsen og Heidi Gry fra sygeplejen i Esbjerg Kommune, der sammen med chefen for den kommunale sygepleje står bag udviklingen af kompetencemappen

Den er udviklet til studerende på 6. og 7. semester, og den beskriver, hvordan de studerende gradvist kan opnå kompetencer til at udføre komplekse sygeplejeopgaver i kommunen. En studerende må først varetage en opgave selvstændigt, når opgaven er blevet observeret og reflekteret over sammen med en vejleder og efterfølgende godkendt ved en kompetencevurdering.

Kompetencemappen har skabt større tryghed blandt de studerende og medarbejderne, og den har været med til at tydeliggøre læringsmål og kompetencegrænser for de studerende.

Demensdiagnose i eget hjem

Den sidste nominerede har rykket hjælpen efter en demensdiagnose tættere på borgernes eget hjem. En demensdiagnose kan nemlig være omvæltende for både den ramte, men også for resten af familien. Derfor har sygeplejerske og projektleder Laila Busted fra Regionshospitalet Gødstrup med projektet Sammen om diagnosen rykket diagnosesamtalen ind i borgerens eget hjem.

Her deltager speciallægen via computer, mens borgeren, de pårørende og en kommunal demenskonsulent er samlet fysisk hos patienten. Dermed bliver kontakten til den kommunale støtte etableret allerede i det øjeblik, diagnosen gives.

Projektet er lavet i samarbejde mellem Hukommelsesklinikken i Gødstrup og demensindsatsen i Ringkøbing Skjern, Lemvig, Ikast-Brande og Herning kommuner. Man vil med projektet skabe et mere sammenhængende forløb, hvor borger og pårørende ikke står alene efter diagnosen.

Læs mere om Athena Prisen og de nominerede her.