Senfølger efter kræft er reelle - nu er der nye retningslinjer

Kroniske smerter, træthed, angst og problemer med at vende tilbage til hverdagen. Det er nogle af de senfølger, som op mod 70 pct. af alle patienter, der har haft kræft, lever med efter afsluttet behandling.

Senfølger kan have store konsekvenser for den enkelte, og der er derfor behov for at styrke indsatsen, så alle kan få relevant og tilgængelig hjælp, uanset hvor i landet de bor. Det mener Sundhedsstyrelsen, der netop udgivet de nye nationale retningslinjer 'Ansvar for indsatser til senfølger efter kræft'.

Retningslinjerne skal ifølge styrelsen bidrage til en mere ensartet, systematisk og sammenhængende indsats på tværs af sundhedsvæsenet, så flere får den rette hjælp i tide. Og det er der brug for, mener Lise Bjerrum Thisted, klinisk sygeplejespecialist ved Afdeling for Kræftbehandling, Klinik for Senfølger efter Kræft, Sjællands Universitetshospital Roskilde.

”Retningslinjerne er et skridt i den rigtige retning. De understreger, at senfølger er reelle og skal håndteres, og styrken er, at hospitaler, kommuner og almen praksis nu har et fælles grundlag for vores arbejde,” siger hun.

Alle skal tilbydes samtale

Vibse Bjerrum, kræftsygeplejerske i Patientrettet Forebyggelse, Esbjerg Kommune, mener også, at de nye retningslinjer indeholder en række gode initiativer, som kan styrke indsatsen for mennesker, der oplever senfølger efter kræft.

Hun er formand for SIG Senfølger, en Speciel Interesse Gruppe under Fagligt Selskab for Kræftsygeplejersker, og hun noterer sig først og fremmest, at alle patienter ifølge de nye retningslinjer skal tilbydes en opfølgende samtale og en individuel plan for opfølgning efter en afsluttet kræftbehandling eller længerevarende behandlingsforløb.

”Retningslinjerne bygger på en såkaldt stepped care-model, som tilpasser indsatsen til den enkeltes behov. Målet er, at patienten får hjælp på det relevante niveau først. Det kan f.eks. være rehabilitering i kommunen, men ved behov skal der også være mulighed for specialiserede indsatser,” forklarer hun.

Et eksempel på dette kan være en borger, der efter kræftbehandling oplever træthed, smerter og søvnproblemer, som gør det vanskeligt at få hverdagen til at fungere. Nogle kan hjælpes med træning, undervisning og forløbskoordinering i kommunen, og for andre er opfølgning i almen praksis tilstrækkelig. Hvis senfølger ikke bedres eller er mere komplekse, kan borgeren fra egen læge henvises videre til en specialiseret indsats f.eks. på en af landets regionale senfølgeklinikker.

Tværsektorielt samarbejde sikrer sammenhæng

Ifølge Vibse Bjerrum lægger retningslinjerne op til et tættere samarbejde mellem almen praksis, regioner og kommuner.

”Det er vigtigt, da et stærkt tværsektorielt samarbejde er afgørende for at sikre en sammenhængende indsats, og i kommunerne har vi allerede stor erfaring med rehabilitering af både mennesker med kræft og borgere med andre kroniske sygdomme.”

Vibse Bjerrum tilføjer, at alle indsatser, uanset om de foregår i en kommune, almen praksis eller på en regional senfølge klinik, skal tage afsæt i de nationale kliniske retningslinjer for generelle, tværgående senfølger efter kræft og kræftbehandling, som DMCG (Danske Multidisciplinære Cancer Grupper) udgav i august 2025.

”Og både almen praksis og de kommunale rehabiliteringstilbud bør have adgang til faglig sparring fra de regionale senfølgeklinikker i arbejdet med mere komplekse problemstillinger,” siger hun.

Telefonrådgivning til fagprofessionelle

Retningslinjerne peger da også på, at alle regionale senfølgeklinikker skal etablere videnscentre om senfølger efter kræft, og i den regionale senfølgeklinik i Region Sjælland har man f.eks. allerede indført telefonrådgivning til fagprofessionelle, fortæller Lise Bjerrum Thisted.

”Her vil læge eller sygeplejerske fra senfølgeklinikken give telefonisk rådgivning i dagstiden til praktiserende læger og kommunale sundhedskonsulenter, som kan understøtte deres indsats lokalt til borgere eller patienter, der udfordrer den fagprofessionelle i deres kliniske praksis.”

Konkrete aftaler mangler

Lise Bjerrum Thisted har også bidt mærke i, at Sundhedsstyrelsen med de nye retningslinjer ønsker at bidrage til en tydeligere ansvarsfordeling mellem sundhedsvæsenets aktører, så det står klart, hvor borgere med senfølger kan få hjælp, og hvem der har ansvaret for indsatsen. Det skal mindske risikoen for, at borgerne falder mellem to stole samt støtte målene i sundhedsreformen om at bringe sundhedsvæsenet tættere på borgerne og bruge ressourcerne bedre.

Men det ønske er ikke blevet helt indfriet med de nye retningslinjer, mener hun.

”Retningslinjerne udstikker en fælles retning og anerkender en vigtig opgave. Men der mangler fortsat konkrete aftaler om, hvordan hospitaler, kommuner og almen praksis skal løfte opgaven sammen. Jeg synes ikke, de giver ikke den konkrete afklaring af arbejdsdelingen, som mange af os klinikere havde håbet på,” siger hun og tilføjer:

”Der er fortsat definitioner og snitflader, som skal afklares. Opfordringen til mere samarbejde kan ikke stå alene. Den skal følges op af konkrete aftaler om opgaver og koordinering mellem sektorerne. Og det kræver ledelsesopbakning, også på politisk niveau i de respektive regioner og de nye sundhedsråd, som også skal være med til at afklare ansvar og hvilke opgaver, vi skal løfte hvor.”

Find Sundhedsstyrelsen nye nationale retningslinjer 'Ansvar for indsatser til senfølger efter kræft' her.

Find DMCG’s nationale kliniske retningslinjer for generelle, tværgående senfølger efter kræft og kræftbehandling her.