Vi træner i fredstid, så vi er klar til krisen

”Det er lørdag, klokken er syv, det er snestorm, og strømmen er gået. I står foran plejehjemmet, og kun halvdelen af personalet er mødt. Hvad gør I?”

Sygeplejerske Ronni Fregerslev Hoffmann sætter scenen for et krisespil i forbindelse med Aarhus Kommunes beredskabsforberedelser.

Foran ham står 10-15 medarbejdere i et mødelokale på plejehjemmet Rosenvang med plads til 42 beboere.

Ronni peger ud ad vinduet mod plejehjemmets hoveddør.

”Find ud af, hvad I vil gøre, hvis I stod derude i bidende frost og ikke kunne komme ind.”

Medarbejderne tæller bl.a. en nyansat sygeplejerske, en ergoterapeut, en fysioterapeut, to social- og sundhedsassistenter, en rengøringsassistent, forstanderen og en medarbejder fra kommunens tekniske service, som nu går sammen i mindre grupper og diskuterer mulige løsninger.

”Øvelsen i dag handler om, hvordan vi som borgere og ansatte skal samarbejde i en krise og tage os bedst muligt af vores mest sårbare,” forklarer Ronni Fregerslev Hoffmann, der til daglig er leder på et andet plejehjem i kommunen, men ved siden af arbejder med kommunens beredskab.

”Godt, lad mig høre, hvad I har fundet ud af,” siger han henvendt til medarbejderne.

”Vi kan ikke huske, hvad der står i beredskabsplanen, men vi ville smadre en rude for at komme ind,” siger en af grupperne.

”Vi ville ringe til nattevagten og få hende til at åbne døren – altså hvis hun ikke sidder fast i elevatoren,” siger en anden.

”Jamen, døren åbner automatisk, når strømmen går. Låsen slår fra,” siger manden fra teknisk service.

”Det er jeg altså ikke sikker på, at den gør her hos os,” siger forstanderen. ”Det bliver vi nødt til at få undersøgt.”

Ronni nikker.

”Godt, at vi får det undersøgt i fredstid, for det lyder, som om der er flere ubesvarede spørgsmål. I skal helst ikke komme til skade ved at smadre en rude. Men hvis døren automatisk åbner under en strømafbrydelse, kan det jo også tænkes, at nogle borgere går ud, og så har vi en ny udfordring,” bemærker han.

”Nej, det gør de da ikke i en snestorm,” indvender en medarbejder med et glimt i øjet.

”Måske ikke, men hvis de gør, kommer de nok ikke så langt, før de falder, så finder vi dem hurtigt,” svarer Ronni galgenhumoristisk, og alle griner.

Han tørrer smilet af og fortsætter med alvor i stemmen.

”Teknisk service og lederen er nøglepersoner i en krisesituation. Dem skal I prøve at få fat i som nogle af de første. De kan måske skaffe noget strøm og nøgler, og lederen kan kommunikere med krisestaben på rådhuset.”

Ronni Fregerslev Hoffmann understreger, hvor vigtigt det er at følge kommandovejene i en krisesituation - ellers kortslutter systemet.

Først skal medarbejderne forsøge at få fat i deres forstander. Ellers skal de ringe til plejehjemschefen og i sidste instans til forvaltningschefen. Er telefonforbindelserne nede, skal de ikke tøve med selv at handle.

”På mit plejehjem har jeg f.eks. en borger, der er afhængig af medicin hver anden time. Det kan handle om liv eller død for vores borgere, at I kommer ind til dem,” siger han og nævner, at nogle plejehjem har fået nøglebokse udenfor med nødnøgler, så de altid kan låse døren op.

Hvem kan hjælpe?

Forstanderen bor heldigvis tæt på plejehjemmet Rosenvang og vil kunne komme hurtigt - altså hvis hun er hjemme, når/hvis krisen rammer, forklarer hun.

Forstanderen har telefonnumrene til afløserne, som personalet kan prøve at kontakte i en nødsituation. Hun har også kontaktoplysninger til pårørende og frivillige i kirken på den anden side af vejen, som har tilbudt at hjælpe i en krise.

Men ikke alle medarbejdere er enige i, at der skal ringes bredt ud efter hjælp.

”Vi har brug for nogen, som kender vores beboere, altså f.eks. afløsere. Vi har ikke brug for, at der kommer en hel masse, som kun kender deres egen mor.”

”Men frivillige fra kirken vil kunne hjælpe med at give mad og berolige beboerne,” siger en anden.

Ronni afbryder.

”Tal om det på et møde og få afstemt, hvilke fagligheder I har brug for. Måske kan der også være sygeplejersker eller sosu’er, som bor i nærheden, I kan kontakte. Afstem også forventningerne til hinanden. Hvor længe skal nattevagten blive? Tager hun lige en ’døgner’? Og hvad med alle jer andre, bliver I, eller skal I skynde jer hjem til familien,” spørger han.

”Andre plejehjem har udarbejdet en nødplan, så alle ved, hvem der bor tæt på og kan møde ind, og hvem der har små børn og ikke lige kan blive i 24 timer.”

”I kan også tale med de pårørende. På mit eget plejehjem har jeg spurgt, om de har sørget for et ekstra tæppe, en dyne og batteridrevet lys til deres familiemedlem. Og om de har tænkt sig at komme og hente beboeren i en krisesituation eller vil give en hånd med på plejehjemmet. Den slags kan være godt at få afklaret.”

Forstanderen nikker.

”Vi har talt med de pårørende engang, men de bliver jo skiftet ud ret ofte. Så vi har aftalt at holde et nyt møde i næste måned.”

Kasserne er i katakomberne

Spillet genoptages, og nye udfordringer dukker op.

”Godt, nu er I kommet indenfor, hvad prioriterer I at gøre som det første,” spørger Ronni.

”Vi skal have fundet vores powerbanks, så vi kan få lavet kaffe og sætte strøm til beboernes hjælpemidler. Nogle ligger på vendlet-madrasser eller bruger lift, der kræver strøm. Måske skal vi allerførst mødes på informationskontoret og aftale opgaverne og derefter fordele os ud på etagerne,” foreslår en medarbejder.

Herefter følger en diskussion om, hvorvidt personalet overhovedet kan komme ind til borgerne, eller om deres døre er låst. Også det spørgsmål kræver afklaring.

”Hvor har I jeres powerbanks og andet udstyr?” spørger Ronni.

”Vi har lommelygter på alle kontorerne. De står i opladere, men hvor mange timer de kan lyse, det ved jeg ikke,” svarer forstanderen. ”Beredskabskasserne er i katakomberne,” tilføjer hun.

”I hvad for noget,” spørger Ronni leende.

”De står i kælderen.”

”Og der vil I gå ned i mørket? Jeg skulle ikke nyde noget,” joker han.

”Heller ikke mig,” bemærker en medarbejder. ”Der er mørkt, og vi skal igennem tre døre for at komme ind til kasserne.”

Forstanderen tager en af kasserne frem, så alle kan se indholdet.

Ronni fisker en FM-radio op.

”Nu driller jeg lidt, men er det smart, at den stadig ligger i indpakningen, og der ikke er batterier i?”

Han venter ikke på svar, men fisker et kladdehæfte op af kassen.

”Ved alle, hvad det skal bruges til?”

Et par stykker markerer med hånden, resten ryster på hovedet.

”Hæftet skal I bruge til at føre journal, hvis strømmen går, og I ikke kan komme ind i journalsystemet Cura,” siger Ronni.

Næste spørgsmål angår medicin, og forstanderen markerer.

”Jeg vil kontakte vores praktiserende læge. Han har en nødkasse med medicin.”

Ronni nikker.

”Jeg har været på et sted, hvor sygeplejerskerne havde opbygget et lager af medicin til brug i en nødsituation. Det, syntes de, var enormt smart, men det er altså bare ulovligt. Vi må ikke tage medicin fra én borger og give til en anden.”

En observatør fra et andet plejehjem markerer.

”På Trøjborg Plejehjem har vi gravet en kølebrønd ned i gårdhaven, så medicinen kan opbevares køligt, selvom strømmen går. Temperaturen i jorden er 12 grader, hvis bare man graver langt nok ned, og det er køligt nok til medicin i hvert fald for en tid.”

”God ide,” svarer Ronni, og så er der pause.

Vi blev klogere

Et vindue bliver åbnet, og flere rækker ud efter skålene med slik og frugt. Selvom spillet bare er en øvelse, er pausen tiltrængt. Men kort efter må de igen på arbejde.

”Vi har 54 plejehjem og fem beredskabsplejehjem her i Aarhus Kommune. Beredskabsplejehjemmene har mulighed for at oprette ekstra pladser, og i en krisesituation bliver de forsynet med store mobile generatorer, så de kan tage imod borgere fra andre plejehjem, der f.eks. har brug for ilt.”

”Nu skal I forestille jer, at I skal flytte fem beboere hen på et beredskabsplejehjem. Hvad gør I? Sæt i gang,” siger Ronni.

”Vores borgere har det bedst hos os,” protesterer flere. ”De skal ikke flyttes. Vi kender dem og kan bedst passe på dem.”

”Det er en vigtig debat,” anerkender Ronni. ”Ikke alle borgere vil kunne tåle en evakuering. Men her i spillet vil jeg gerne høre, hvad I vil gøre. Hvordan ’pakker’ I en borger til et nødplejehjem – hvad skal borgeren have med?”

Alle er enige om, at borgerne skal have medicin og personlige effekter som høreapparat, gebis og briller med.

”Og husk at skrive cpr-nummer på alle effekter,” understreger Ronni.

Tiden er gået, og de sidste minutter bruges på evaluering under ledelse af kommunens beredskabskonsulent Lone Kibsgaard og Birthe Bødskov Mikkelsen, leder af Service på plejehjemmet Vikærgården.

Sammen med Ronni har de i flere år arbejdet på at forberede kommunen på at tage sig godt af de svageste borgere i tilfælde af forskellige kriser.

De har udarbejdet actioncards og testet dem på seks plejehjem, fem hjemmeplejeteams og kommunens strategiske chefforum i Sundhed og Omsorg, og der har hver gang vist sig nye udfordringer.

Til slut opfordrer de forstanderen og medarbejderne til at samle deres erfaringer fra dagens øvelse på et møde og genbesøge deres sikkerhedsplaner.

”Om fire uger gør vi det hele igen bare i en længere og mere realistisk udgave,” siger Ronni og fortæller, at fem studerende vil spille borgere i den kommende fuldskala-øvelse.

”Sidst glemte vi figuranterne i en bus i bidende januar-kulde, fordi vi havde travlt med noget andet. Det var ikke populært. Heldigvis var det ikke elever, men ledere,” siger han og får alle til at grine.

Stemningen er lettet, men også tankefuld.

”Hold op, hvor var vi blanke på mange ting,” bemærker en.

”Men det hjalp at tale det igennem. Jeg er i hvert fald blevet klogere på både stort og småt,” siger en anden.