Wammen har sat rammen: Derfor er der stadig gevinster at hente

Mens forhandlerne stadig lægger arm om de særlige organisationspuljer, vælter kommentarer og analyser frem fra alle sider, og sygeplejerskerne diskuterer flittigt aftalerne i frokoststuerne, på hospitalsgangene og på de sociale medier.

Mange spørger om det samme: Har der egentlig været tale om reelle forhandlinger, når finansminister Nicolai Wammen (S) allerede før jul fastsatte den økonomiske ramme på 8,8 pct., som alle tre aftaler endte med? Hvorfor får ansatte på nogle områder højere lønstigninger end andre, når rammen i aftalerne er den samme? Og er der overhovedet noget at råbe hurra for?

Sygeplejersken bringer her tre af de hyppigst stillede spørgsmål, svarene og eksperternes udsagn, så du kan blive klædt på til at stemme ja eller nej.

Wammen fik sin vilje – og sin økonomiske ramme på 8,8 pct. Hvad er der overhovedet blevet forhandlet om?

Det er rigtigt, at finansminister Nicolai Wammen (S) i de toneangivende forhandlinger på det statslige område ikke rokkede sig en millimeter fra den økonomiske ramme på 8,8 pct., som han allerede før jul lagde som et tungt loft over OK24-forhandlingerne.

Det skyldes, at regeringen som ventet har skuet fremad mod den kommende økonomiske udvikling, mens forhandlerne for de offentligt ansatte har kigget tilbage på de seneste års inflation. Det fortæller arbejdsmarkedsforsker ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) Mikkel Mailand til A4 Overenskomst.

”Finansministeren har stået meget stærkt på, at der er tegn på, at den private lønudvikling vil afmattes. Det har modparten nødtvunget måttet acceptere,” siger han og hæfter sig dog samtidig ved, at Forhandlingsfællesskabet helt ekstraordinært fik gennemtrumfet et krav om en ekstra lønforhandling i efteråret 2025.

”De har fået det her (den ekstra lønforhandling, red.) ind, hvis nu finansministeren ikke har ret. Det betyder, at de i slutningen af 2025 øjeblikkeligt vil få justeret lønnen, hvis den private lønudvikling løber foran – eller bagefter – den offentlige,” siger Mikkel Mailand.

At der altså ikke er tale om en overvældende sejr til finansministeren, KL og Danske Regioner ved forhandlingsbordene, er flere eksperter enige om. Bl.a. skriver faglig kommentator Gitte Redder i en analyse i A4 Overenskomst:

”Den magtfulde Wammen var ikke til at hugge eller stikke i med en ramme på 8,8 pct., som lønmodtagerne gerne havde set et pænt stykke over ti procent. Gør det Nicolai Wammen til sejrherre og fagbevægelsen til en ydmyget og udtværet taber? Ingenlunde! I stedet for at udvandre fra Finansministeriet i skuffelse og protest gjorde de faglige forhandlere det eneste rigtige: Bed sig fast i bordkanten og forhandlede døgn efter døgn for at få det optimale ud af Wammens ramme og nå en aftale.”

Gitte Redder fremhæver desuden en hurtig udmøntning af lønstigningerne som et andet væsentligt modkrav, finansministeren har måttet acceptere. Arbejdsmarkedsforsker ved FAOS Nana Wesley Hansen hæfter sig også ved, at lønstigningerne kommer hurtigt.

”Det giver god mening at fremrykke lønstigningerne, så der kan blive kompenseret for den høje inflation hurtigst muligt,” siger hun til Politiken.

Den økonomiske ramme er den samme i alle aftalerne. Hvorfor får nogle grupper af sygeplejersker højere lønstigninger end andre? 

Det er rigtigt, at rammen på de famøse 8,8 pct. er den samme for alle grupper, men også at den udmøntes forskelligt. Det skyldes bl.a., at der er forskel på hvor stor en del af den økonomiske ramme, der er afsat til forhandlingerne om de særlige organisationspuljer.

På statens område har man historisk set valgt at afsætte en meget lille procentdel til organisationspuljerne. I år er der afsat 0,6 pct. til de statsansatte sygeplejersker.

På det kommunale og det regionale område har man omvendt haft for vane at afsætte flere midler til puljerne end på det statslige område. Det har man også i år, hvor der er afsat 2 pct. til organisationspuljerne – hvilket er historisk højt.

Det er disse puljer, der i døgndrift stadig forhandles om, og ved de forhandlinger har Dansk Sygeplejeråd større indflydelse på, hvordan midlerne skal prioriteres end ved de generelle forhandlinger – og om pengene f.eks. skal bruges på at tilgodese nyuddannede sygeplejersker, på pension, forbedringer af arbejdstiderne eller andet.

Og netop fordi organisationspuljerne på det kommunale og regionale område er en del større end normalt denne gang, har fagorganisationerne også bedre muligheder end tidligere for at påvirke de lokale overenskomster.

Det er en klar prioritering fra organisationernes side, siger arbejdsmarkedsforsker Nana Wesley Hansen til dagbladet Information:.

”Det er helt klart lønmodtagersiden, der har haft et krav om, at når de sidder ude og forhandler, så vil de gerne lave noget, der er skræddersyet til deres medlemmer.,”

Men der er også en anden grund til, at nogle sygeplejersker får mere end andre. Oven i organisationspuljerne kommer udmøntningen af pengene fra trepartsforhandlingerne, som OK24-forhandlerne i skrivende stund også er gang med at se hinanden dybt i øjnene over.

Ved trepartsforhandlingerne besluttede regeringen at prioritere særmidler til de regionale sygeplejersker på hospitalerne, men ikke til de kommunale. Derfor får de regionalt ansatte sygeplejersker samlet set større lønstigninger end de kommunale.

Men hvis nogle sygeplejersker får mere end andre, og regeringen nægtede at hæve den økonomiske ramme, kan man så kalde aftalerne for gode?

Det kan man, når man spørger eksperter og analytikere. Faglig kommentator Gitte Redder peger f.eks. i sin analyse af OK24-aftalerne på, at selvom bl.a. sygeplejerskerne med trepartsaftalen og forligene måske ikke er nået i mål, så er de nået et pænt stykke af vejen; "et resultat, som kun de færreste havde troet muligt for bare et par år siden."

”Er der stadig skuffelse og vrede over, at der ikke er hentet nok til arbejdsmiljø, seniorordninger, lønefterslæb og så videre? Ja da. Men de frustrationer kan blive et godt brændstof til næste overenskomstfornyelse og bør lige nu overskygges af tilfredshed med, at fagbevægelsens topforhandlere har gjort et formidabelt stykke arbejde,” skriver Gitte Redder i A4 Overenskomst.

Igen har arbejdsmarkedsforsker Nana Wesley Hansen også pæne ting at sige om resultatet af forhandlernes anstrengelser. Hun bider bl.a. mærke i aftalerne om mere fleksibilitet i form af frihedsopsparing og højere løn under barsel.

”Den fleksibilitet har vi ikke set i de offentlige overenskomster tidligere. (…) Det er ret unikt, at man har opnået det i en tid, hvor arbejdsgiverne har haft meget fokus på ikke at forringe arbejdsudbuddet. Så det er virkelig et gennembrud,” udtaler hun til DR.