Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Ny aftale ensretter vilkår for vejledere

Kredsen har pr. 1. september forhandlet en aftale med Sundhed- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune, som sikrer ensartede vilkår på tværs af hele forvaltningen for honorering af funktionen som vejleder for studerende. Tidligere har vilkårene været aftalt lokalt og derfor med store forskelle.

”Kredsen har i flere år arbejdet politisk for at sikre, at mere og bedre vejledning bliver en fast post på kommunens budget. Formålet er at styrke sygeplejerskeuddannelsen og lette overgangen til arbejdslivet for nyuddannede. Den nye vilkårsaftale er en af flere, vi i de senere år har indgået med Københavns Kommune i et godt og konstruktivt samarbejde med fokus på at fastholde og tiltrække nuværende og kommende sygeplejersker. Mit håb er, at aftalen kan tjene til inspiration andre steder også”, siger kredsnæstformand Nicklas Vagner Forsman.

To niveauer
Aftalen om vilkår for kliniske vejledere indeholder to former for honorering, enten som klinisk vejleder eller som daglig vejleder. Funktionen som klinisk vejleder udløser et tillæg på 15.000 kr/år, kræver 1/6 diplomuddannelse og indebærer det overordnede ansvar for den studerendes læring og udbytte. Som daglig vejleder står man for afgrænset undervisning, fx bedside læring i borgerens hjem. Tillægget for funktionen er 7.000 kr/år. Det er muligt at bestride begge funktioner samtidig.  

Kredsen følger udviklingen og er opmærksom på, om aftalen bliver brugt efter hensigten. Kontakt din (F)TR eller kredsen, hvis du har spørgsmål eller kommentarer til principperne i aftale.

Se aftalen her.