Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Chefsygeplejerske på LinkedIn:
JEG HAR PLIGT TIL AT FORTÆLLE DE GODE HISTORIER 

Med over 1.000 kontakter på LinkedIn benytter chefsygeplejerske Christian Jørgensen platformen til at promovere sin arbejdsplads og fortælle om små og store begivenheder fra dagligdagen på akutafdelingen i Slagelse. Det synes han nemlig, at han har pligt til som leder i den offentlige sektor.

christian2

En selfie fra en rundtur på ruten med en socialsygeplejerske. En rullende undervisningsvogn, der styres af farmaceuter til mobil undervisning af læger og sygeplejersker i inhalationsmedicin til astma og KOL ude på afdelingerne. Eller et link til en reportage i TV2 Øst om vintertravlhed på akutafdelingen i Slagelse på grund af kælketure, der ender galt eller folk, der falder på glatte veje.

Det er bare tre eksempler på nogle af de hverdagshistorier, som Christian Jørgensen jævnligt deler på LinkedIn fra sit arbejde som chefsygeplejerske på akutafdelingen på Slagelse sygehus. Og det gør han helt bevidst, fortæller han:

”LinkedIn er et godt redskab, jeg bruger i mit professionelle arbejdsliv som leder af akutafdelingen. Mine opslag er udelukkende relateret til mit arbejdsliv, og jeg bruger det meget bevidst til at promovere min afdeling og mine ansatte,” siger chefsygeplejersken, der har over 1.000 følgere på LinkedIn.

”Det gør faktisk, at jeg kommer ud til relativt mange, og det spreder sig jo ud til deres netværk også. LinkedIn et rigtig godt redskab til at komme ud med et budskab til en kæmpe flok, og jeg kan se, at mange ser og liker mine opslag. En del af mine opslag ligger omkring 5.000 visninger, og nogle af de indlæg, jeg har lavet, har haft 16.000 eksponeringer. Det er faktisk ret mange!”

Sætter spot på alle faggrupper

En historie, der kom langt omkring, efter Christian Jørgensen delte den på LinkedIn, og blev til en nyhed både i aviser og TV, handler om, at farmaceuterne i akutafdelingen ikke bare skaber værdi for patienterne, men også spiller en væsentlig rolle i opkvalificeringen af social- og sundhedsassistenterne.

”Jeg er meget bevidst om, hvad jeg sender ud, så det for det første er lødigt og ikke er noget, der støder folk. I mine indlæg er der slet ikke patienter, men kun personale. Og så kører jeg ikke ensidigt på en bestemt faggruppe som for sygeplejerskerne, men husker også andre faggrupper, som jeg omgås eller samarbejder med. For eksempel farmaceuterne, som er en del af akutafdelingen, og det er helt bevidst. Det er jo faggrupper, som ofte ikke kommer så meget frem i lyset, og dem vil jeg gerne sætte mere spot på,” siger han og tilføjer, at han også har lavet et indlæg op om servicemedarbejderne, der gør rent.

”Fordi jeg gerne på min måde både vil hylde dem, men også vise hvad det er, vi bruger de forskellige faggrupper til. Mange opslag på LinkedIn er jo pral og en form for glansbillede, men omvendt er det også et billede af, hvordan vi bruger vores medarbejdere, og hvilke gode projekter og tiltag, de har stået for,” siger han og konstaterer:

”Jeg synes, jeg har pligt til som leder at fortælle og komme ud med de gode historier om det, der foregår i den offentlige sektor. Altså, vi forvalter offentlige midler, så på den måde har vi også pligt til at fortælle, hvad vi bruger de offentlige midler til. Og det er LinkedIn et rigtig godt redskab til,” siger han og medgiver, at selvom det ikke er hans hovedfokus, er platformen også er et oplagt redskab til hans egen karrierevej.

Christian

Se Christians opslag

Find eksempler på opslag fra Christian Jørgensen på Linkedin:

"Den rullende undervisningsvogn" - her

"Glatføre - Skadestuen" - her 

"Ude med socialsygeplejerske" - her

En platform til vidensdeling

Efterhånden oplever Christian Jørgensen et prik på skulderen til konferencer sammen med kommentarer som: Nå, dig kender jeg da fra LinkedIn! Og han bliver kontaktet på grund af sine indlæg og hverdagshistorier fra akutafdelingen.

”Der er også nogle, der kontakter mig og siger: Hov, den ide eller det, du har lagt op, kan vi ikke høre nærmere om det? Det, synes jeg, er fedt, fordi på den måde bliver LinkedIn brugt som en vidensbank, der kan blive omsat til vidensdeling. Det er lige præcis det, jeg synes, man skal bruge det til som en platform for vidensdeling, så andre også kan få glæde af det,” siger chefsygeplejersken begejstret og tilføjer endnu en tungtvejende grund:

”Man sender nogle gode signaler ud, så folk kan tænke, at det er da et godt arbejdssted, hvor der sker noget. Så det er både et rekrutteringsværktøj, men også et fastholdelsesværktøj, fordi mine medarbejdere bliver jo også stolte og glade for at se, at afdelingen blive fremstillet positivt. Så jeg bruger det for at lave PR og vise mit sygehus, min arbejdsplads og min afdeling frem.”

Læs også artiklen: 
SÅDAN BRUGER DU LINKEDIN SOM KARRIEREREDSKAB. Find artiklen her!

Christian Jørgensens tips til gode ting at dele på LinkedIn

Del, hvad der foregår...

... i hverdagen på afdelingen af spændende ting, og hyld gerne medarbejderne. Det behøver ikke være noget stort og voldsomt. En mobil undervisningsvogn eller to serviceassistenter med mopper er nok.

Brug få ord...

Lange romaner er krævende at læse. Lav hellere korte opslag med baggrundsviden og få vigtige informationer.

Brug altid billeder...

Selfier fungerer godt og giver likes, både med og uden andre på billedet af det, dit indlæg handler om.

Del hyppigt...

Hvis der går måneder imellem, at der sker noget på en profil, så dør opmærksomheden hen i forhold til, hvis man poster noget hver 14. dag eller hver tredje uge – der må ikke gå mere! Men det skal selvfølgelig være indhold, der er værd at dele.

Del morgen og aften...

Det har betydning, hvornår du lægger det ud, for hvor meget opmærksomhed dit indlæg får. Morgen og aften har de bedste hitrates.