Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Professor: "SUNDHEDSPERSONALE HAR EN SÆRLIG FORPLIGTELSE"

Når sundhedspersonale rådgiver patienter om at kvitte smøger, bør de også selv efterleve rådene. Ellers risikerer de at svække deres troværdighed, mener professor og speciallæge i lungemedicin ved Sygehus Lillebælt, Anders Løkke.

mørkerøg

LEDELSESMAGASIN FORKANT - SOMMER
Tekst: Heidi Nielsen, forkant@dsr.dk
Fotos: Kristian Ridder, Kræftens Bekæmpelse + Colourbox

“Det er ikke særligt overbevisende, hvis man siger, at det er farligt at ryge, og man så selv ryger. Så opstår der en vis signalforvirring”.

Sådan siger Anders Løkke, professor og speciallæge i lungemedicin ved Sygehus Lillebælt.

Hans udtalelse kommer i forbindelse med en ny rundspørge blandt 191 ledende sygeplejersker i Lederforeningen. Her svarer 79 procent, at sundhedspersonale har et særligt ansvar for at være rollemodeller i forhold til at leve sundt, herunder ikke at ryge.

“Vi bruger en stor del af vores arbejdstid på kroniske sygdomme, som helt eller delvist skyldes livsstil eller forværres af usunde vaner. Derfor synes jeg, at vi som sundhedspersonale har en særlig forpligtelse til at interessere os for det, italesætte det overfor patienterne og vise, at vi mener det,” siger professoren.

Det overrasker Anders Løkke, at der ikke er flere ledere, som synes, at sundhedspersonale har et særligt ansvar for at være rollemodeller.

“Jeg synes faktisk, at tallet burde ligge tættere på 100 procent,” fastslår han.

røg7

Ord med stor betydning

Ifølge Anders Løkke er det netop sundhedspersonalets store gennemslagskraft, der giver dem et særligt ansvar for selv at efterleve de råd, de giver patienterne.

“Noget af det, der går igen i undersøgelser om rygestop, er, at patienter bliver motiveret, når en sundhedsprofessionel tager emnet op. Bare det, at lægen eller sygeplejersken spørger ind til rygning, øger sandsynligheden for, at patienten stopper. Når en fagperson kommer med en faglig anbefaling, har patienterne tillid til, at den bygger på viden og erfaring. Derfor har vores ord stor betydning,” siger Anders Løkke.

I rundspørgen mener 21 procent af lederne ikke, at sundhedspersonale har et særligt ansvar som rollemodeller. Det hænger ifølge Anders Løkke sammen med, at forebyggelse gennem mange år er gledet i baggrunden på hospitalerne.

Han peger blandt andet på, at forebyggelsesopgaver, herunder rygestop, i højere grad blev placeret i kommunerne efter kommunalreformen i 2007.

“På Sygehus Lillebælt har vi flere gange spurgt sundhedspersonalet, hvorfor de ikke taler mere med patienterne om livsstil. Svarene går igen på tværs af afdelingerne. De oplever, at de ikke har tid, at området ikke bliver prioriteret, eller at de mangler viden om, hvordan de skal gribe det an,” siger Anders Løkke - med henvisning til undersøgelsen ’Barriers to implementation of smoking cessation support among healthcare professionals in the secondary healthcare sector: A qualitative and quantitative evaluation’

For eksempel har mange sundhedsprofessionelle aldrig fået undervisning i, hvordan man hjælper patienter med at ændre vaner. Det gælder på tværs af faggrupper. 

“Det er let at udskrive en recept, men det kræver særlige kompetencer at få mennesker til at stoppe med at ryge eller ændre livsstil. Det er tankevækkende, at der først i den nyeste udgave af Medicinsk Kompendium er kommet et kapitel om effekten af rygestop. Det siger noget om, hvor lidt plads forebyggelse historisk har fyldt i uddannelsen af sundhedsprofessionelle,” siger Anders Løkke.

professor

"Når en fagperson kommer med en faglig anbefaling, har patienterne tillid til, at den bygger på viden og erfaring. Derfor har vores ord stor betydning,” siger Anders Løkke.

Svækket troværdighed

For Anders Løkke ændrer de organisatoriske udfordringer dog ikke ved, at sundhedspersonale også selv bør være rollemodeller for en sund livsstil.

“Hvis mekanikeren selv kører rundt i en bil, der er ved at falde fra hinanden, kan man godt tænke, om han så kan reparere min. På samme måde kan det svække troværdigheden, hvis sundhedspersonale rådgiver om en sund livsstil, men ikke selv lever nogenlunde efter de råd, de giver,” siger professoren.

Hos Kræftens Bekæmpelse bakker Nina Krogh Larsen, projektchef for nikotin- og tobaksforebyggelse op:

”Læger og sygeplejersker er rollemodeller og autoriteter, der kan hjælpe rigtig mange patienter med at handle på et rygestop. Men nikotinafhængighed kan være vanskelig at slippe ud af - også for læger og sygeplejersker. Den bedste vej til et ryge- eller nikotinstop er at få støtte undervejs, så sundhedspersonalet skal også have tilbud om støtte. Det er kommunerne og Stoplinjen glimrende til at hjælpe med,” siger hun.