Chefsygeplejerske og cheflæge:
Den ene er ikke mere vigtig end den anden

Af Malene Mølgaard, journalist - fotos: Jacob Nielsen og Linda Hansen.

Da Jens Rasmussen startede som ledende overlæge i Akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital føltes det som midt i et bombenedslag. Det var få dage efter, at statsministeren på et pressemøde lukkede hele landet ned, og egentlig skulle han først begynde i jobbet to uger senere. Den voldsomme start hører med til fortællingen om det tætte samarbejde mellem Jens Rasmussen, der siden sidste år har haft titlen af cheflæge, og Charlotte Rahbek, som er chefsygeplejerske for Akutmodtagelsen.

”Jeg startede bare. Det var bare at hoppe på toget, og så var vi i gang med, hvordan vi skulle bygge det hele op i forhold til Covid-situationen,” fortæller cheflægen og forklarer, at den sædvanlige introduktion med tid til at møde lederkolleger og medarbejdere og få instruktioner i, at sådan gør vi her, blev skrottet.

Heldigvis kendte de to ledere hinanden i forvejen fra arbejdet på akutområdet i Region Hovedstaden.

”Så derfor skulle vi ikke først lære hinanden at kende, og det var en stor fordel. Og vi vidste godt, at i den situation, der matchede vi hinanden meget fint i forhold til: Der er en opgave, bare gå i gang med den. Kommuniker undervejs, brug jeres intuition og sunde fornuft og ikke så mange regler!” siger Jens Rasmussen og laver fagter med armene, mens han forklarer, at deres måde at starte samarbejdet på, var meget anderledes end normalt.

”Nå, du gør det, jamen så passer det fint, at jeg gør det. Og så opstår der noget hen ad vejen, hvor man opdager, at du kan det her, så gør jeg sådan og sådan. Og så er der alligevel nogle ting, hvor vi fletter ind og supplerer hinanden. Lige fra starten var det superenkelt, og jeg synes ikke, det var nødvendigt, at vi satte os ned og lavede en strategi,” genfortæller han om den kaotiske tid, mens chefsygeplejersken nikker.

Hun er lidt ved siden af sig selv, fordi der netop er meldt besparelser ud, og hendes mobiltelefon ringer flere gange med hastebeskeder og spørgsmål, hun skal svare på.

Så lige nu sidder de med budgetter og besparelser, der egentlig ikke kan lade sig gøre.

”Men vi skal holde fokus på opgaven. Hvad skal vi have løst af opgaver, og hvad skal der så til,” siger hun.

Bedre ledelsesuddannet

Charlotte Rahbek blev afdelingssygeplejerske som 27-årig og har arbejdet med ledelse på flere niveauer i 40 år. De seneste to år har hun sprunget til som konstitueret vicedirektør for Akutberedskabet i Region Hovedstaden, indtil hun for nylig vendte tilbage til Akutmodtagelsen som chefsygeplejerske. Desuden har hun en Master of Health Management på CV’et samt en OPU, der er en organisationspsykologisk uddannelse specielt til ledere.

”Charlotte er meget bedre ledelsesuddannet, end jeg er,” siger Jens Rasmussen om sin chefkollega.

”Jeg er nok den, der mest går ind og drifter og sikrer, at der kommer MUS-samtaler, og at nogen sætter stillingsopslag op og hele den del, som også er vigtig, siger Charlotte Rahbek, mens cheflægen nikker.

”Ja, altså i forhold til den sociale indsats, så har jeg måske overtaget nogle ting, som Charlotte også gerne ville mere af, men vi kan jo ikke begge to gå den samme vej,” siger han.

”Nej, så ødelægger vi noget andet,” tilføjer chefsygeplejersken.

Jens Rasmussen bryder ind igen:

”Og der har Charlotte jo en længere ledelsesbaggrund, end jeg har, og en mere akademisk og struktureret tilgang til ledelse. Min tilgang er meget mere intuitiv og værdibaseret, og den kan ikke holde alene i længden. Den mere strukturerede og akademiske tilgang har også sin plads i ledelsen, det fylder bare mindre hos mig,” erkender den ledende læge.

Ingen er vigtigst

Principielt har Jens Rasmussen det faglige ansvar for lægerne, mens Charlotte Rahbek er ansvarlig for sygeplejerskerne og til dels også for sekretærerne.

”Jeg kan jo ikke holde en MUS med en læge, altså deres fagforståelse er jo en helt anden. Jeg kan ikke sidde og guide en læge i, hvilken faglig udvikling de skal have,” forklarer chefsygeplejersken og bliver suppleret af cheflægen, som gerne vil se deres ledelsesopgave fra en anden vinkel, nemlig patienternes.

”Fordi vi har det overordnede ansvar for alle de akutte patientforløb her på hospitalet. Det er vi ledere af, og for at få det til at fungere er der ansat forskellige mennesker til at varetage det – altså læger, sygeplejersker og lægesekretærer. Og så er det naturligt, at jeg som læge har personaleansvaret for lægerne og taget den del, men det er patientforløbene, vi har det samlede ansvar for fungerer,” understreger han.

”Ja, det er nemlig sådan, det er,” nikker Charlotte bekræftende.

”Det er naturligt at se tværfagligt på det. Og så er der nogle opgaver omkring patientens forløb, som skal varetages af forskellige faggrupper. For mig er det mere vigtigt at vende det den vej rundt.”

Derfor er de begge helt enige i, at den ene i chefteamet ikke er mere vigtig end den anden.

”Nej, det kan man ikke sige,” afviser Jens Rasmussen og gentager:

”Vi skal sikre, at patienternes forløb varetages bedst muligt. Det er det, vi skal lede.”

Samme værdier

For Charlotte Rahbek er der en meget vigtig forudsætning for deres samarbejde og tilgang til ledelse:

”Grundlæggende har vi samme værdisæt: Patienterne først og mennesket før systemet,” siger hun.

”Altså vi skal tænke ud over os selv for at få opgaverne løst. Og det lyder måske floskelagtigt, men det skal give værdi for de mennesker, der arbejder med patienterne. Vi skal have rette patient til rette sted på rette tid,” remser hun deres fælles mantra op.

Cheflægen tager ivrig ordet og siger:

”Vi er begge to meget udviklingsorienterede mod, hvordan vi i samarbejde kan gøre ting bedre og smartere. Og der tror jeg, at de ting, vi udvikler, intuitivt er noget, vi begge to kan stå inde for og synes er vigtigt,” siger Jens Rasmussen og understreger, at derfor er det meget vigtigt, hvilke mennesker, man er sammen med i et ledelsesfællesskab.

”Nå ja, men man skal heller ikke være to identiske ledere. Vi skal udfylde hele paletten sammen, supplere hinanden og sparke til hinandens for-forståelser. Og så er det mest Jens, der står på ølkassen, fordi han er god til det,” fortsætter Charlotte Rahbek, som ikke har behov for at stå i front.

”Jeg er hende, der får nogle andre ting til at ske. Det er de roller, vi er røget ind i, ikke?”

”Jo jo, men vi er enige om vejen og målet,” bakker Jens Rasmussen op.

”Og så er vi grundlæggende enige om, at man ikke har fundet den mest optimale måde at indrette sundhedssystemet på, så vi prøver nok at gradbøje og finde nye veje i systemet. Det er vi begge to meget opsatte på.”

”Ja, det er særligt Jens god til,” siger Charlotte Rahbek om sin chefkollega, der er dybt optaget af ulighed i sundhedsvæsenet og ikke ser problemer i at give udsatte borgere en "vente-øl" eller passe en hjemløs patients hund, mens han bliver undersøgt.

Respekt for hinanden

Som cheflæge for Akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital har han især fokus på at gøre en ekstra indsats for de sårbare og socialt udsatte patienter, som ofte falder igennem sundhedsvæsenets sprækker. Efter et længere forarbejde, åbnede de i januar en flexklinik på Bispebjerg Hospital, som er en lægepraksis for socialt udsatte, hjemløse og misbrugere, der ikke passer ind i sundhedsvæsenet traditionelle kasser.

Som det første sted har han indført brugen af en grøn nøglesnor med gule solsikker, som patienter med usynlige handikap kan have om halsen, når de kommer i Akutmodtagelsen. Et initiativ, han i øvrigt anser som et ledelsesinstrument, der signalerer til personalet, at de skal have fokus på nærvær og kommunikation med patienten.

”Det er en måde at vise, at det her er vigtigt, og at vi sætter det højt på dagsordenen at behandle alle mennesker godt og ordentligt,” siger han.

Respekt er et nøgleord i deres ledelsesarbejde – i den grad også for hinanden.

”Vi kunne ikke fungere som ledelsesteam, hvis vi ikke havde det,” slår Jens Rasmussen fast, som efterhånden godt ved, hvor langt han kan gå alene i beslutninger, før han er nødt til at have Charlotte Rahbek med ind over.

Selvom han har mange flere års uddannelse bag sig på medicinstudiet og derefter som speciallæge, og der historisk er noget hierarki mellem læger og sygeplejersker, så er det ikke et issue mellem de to.

”Sådan fungerer det ikke!” afviser han.

”Nej, vi tænker ikke sådan,” siger Charlotte Rahbek.

”Og det afspejler både vores syn i forhold til de udsatte og medarbejderne. Hvad enten de er sygeplejerske eller læge, så tiltaler vi dem ikke forskelligt. Og det gælder også i vores ledelsessamarbejde. Altså nu er vi to mennesker, der leder det her, og tilfældigvis er vi sygeplejerske- og lægeuddannet. Charlotte er meget bedre lederuddannet end jeg er, men vi har jo rigtig mange forskellige erfaringer, og så kan man have papir på det eller ej,” slår Jens Rasmussen fast og stiller sig selv det afgørende spørgsmål:

”Jamen i sidste ende, hvem bestemmer så, når vi er to? Men det findes jo ikke,” svarer han med det samme og uddyber:

”Vi bliver nødt til at blive enige eller acceptere, at på det her område, der ved Charlotte faktisk mest, så der bliver vi nødt til at læne os op ad, hvad du beslutter – eller omvendt. Jeg kan i hvert fald ikke se for mig, at jeg skulle trække et kort, der hedder: Jeg er cheflæge, og derfor bestemmer jeg, at det bliver sådan!”

”Men det er da også en total falliterklæring at skulle trække det kort. Det er det samme, som hvis jeg siger til en medarbejder: Det bliver sådan, fordi jeg er leder og bestemmer!” konstaterer chefsygeplejersken.

Til gengæld har de begge to oplevet at trække sig, hvis de er uenige og kan mærke, at en sag eller beslutning er meget vigtig for den anden.

”I den kontekst synes jeg bare, det er vigtigt igen at sige: Øje på opgaven og det, det drejer sig om. Ikke om jeg kommer til at bestemme, eller om jeg er læge, eller Charlotte er sygeplejerske eller har en master,” slutter Jens Rasmussen.

Læs også:

"De direkte spørgsmål til ledelsesparret" - læs her!