Da jeg blev ramt af stress, blev jeg kasseret

Af Thomas Garlov, thg@dsr.dk

Det er ved at være på afstand. Men stemmen afslører, at hun stadig bliver påvirket, når hun skal fortælle, hvordan hendes karriere pludselig ændrede sig som fra den ene dag til den anden.

”Nogle gange tager jeg mig selv i at tænke, at jeg aldrig skulle være gået til lægen den dag. Men jeg ved jo godt inderst inde, at det var nødvendigt. Det er bare så svært at se tilbage på, at det fik alle de konsekvenser. Man tror det næsten ikke.”

Jeg har spurgt Helle, om jeg må fortælle hendes historie. Vi har aftalt, at hun skal være anonym. Hun vil ikke skade hverken sin arbejdsplads eller nogen i systemet.

Efterhånden som samtalen er i gang, kan jeg mærke, at hun også synes, at det er godt at få snakket om det hele, nu hvor det er på afstand. Jeg kan også mærke, at det ikke er så langt væk, som kalenderen ellers viser. Historien påvirker hende tydeligt.

”Når jeg ser tilbage, så er det underligt at tænke på, at ingen tilsyneladende bemærkede, hvordan jeg forandrede mig. Ikke én kom til mig og spurgte, hvordan jeg havde det. Jeg knoklede bare mere og mere,” begynder hun sin fortælling.

”Vi var presset. Efter alle de år som leder kunne jeg mærke, hvordan presset på vores afdeling blev mere og mere voldsomt. Alle måtte yde ekstra. Jeg kæmpede som leder for at få enderne til at hænge sammen, selvom det faktisk ofte var nærmest umuligt. Vi manglede hele tiden personale. Så sygefraværet steg også,” fortæller Helle om tiden frem til den fredag, der ændrede alt.

”Vi knoklede. Jeg er ikke typen, som bare kan sidde inde på kontoret, mens der kæmpes ude på gangene og tingene ramler. Så jeg tog også selv flere og flere sygeplejevagter for at dække hullerne.”

”På almindelige arbejdsdage mødte jeg oftest ekstra tidligt ind for at forsøge at forberede dagen. Når jeg kom hjem, havde jeg ofte det administrative arbejde og vagtplanerne med hjem under armen som aftenarbejde. Det lå jo som en urørt bunke fra dagen og ventede.”

Men selv ikke en garvet og erfaren leder kan holde til sådan et pres i længden, måtte Helle konstatere.

”I længden kunne jeg ikke holde til det. Jeg blev oftere og oftere vred og faktisk også lidt aggressiv. Jeg har egentlig altid smilet lidt indvendigt, når folk snakkede om stress. Jeg kan se nu, at jeg holdt stædig fast i, at jeg havde travlt, men ikke var stresset. Men langsomt voksede det frem. Jeg blev pludselig grådlabil og ændrede person. Men rigtig underligt stadig uden at nogen tog fat i mig.”

Hvad fanden har du gang i? 

”Det er min mand, der til sidst tager fat i mig, og siger, at nu må jeg altså gøre noget. Så først endelig beslutter jeg mig og bestiller tid hos min læge.”

Samme dag, som der er tid hos lægen, bliver der indlagt mange nye akutte patienter på Helles afdeling. Og kun med ganske få sygeplejersker på vagt. Det er så mange ekstra nye patienter, at Helle automatisk igen forbereder sig på, at hun selv må hjælpe med endnu en sygeplejevagt, når hun har overstået besøget hos lægen.

”Men da jeg så sidder dér og fortæller min læge, hvordan jeg selv har det, reagerer hun ret direkte”: Hvad fanden har du gang i!” siger hun direkte til mig. Først da accepterer jeg, at noget er galt. Hun giver mig besked om straks at sygemelde mig.”

Helle skriver til sin arbejdsgiver, at hun er blevet ramt af stress, og at hun derfor er nødt til at sygemelde sig i fire uger.

Hendes arbejdsgiver reagerer ved at bede om, at hun så lige skal notere de mest presserende ledelsesopgaver og sende i en mail.

”Men da er det hele pludselig som ramlet sammen i mit hoved. Jeg reagerer ved at ignorere mailen. Jeg er slet ikke i stand til det. For jeg har pludselig fået denne oplevelse af, at hovedet er helt fuldstændigt tomt.”

Så blev det endnu værre

”Jeg havde jo slet ikke regnet med at skulle stoppe. Men da jeg så endelig blev sygemeldt, så oplevede jeg, hvordan jeg fik det endnu værre. Jeg kunne slet ikke samle tankerne. Det var umuligt at læse en bog. Jeg kunne ikke en gang koncentrere mig om at sidde og strikke, for selv strikkeopskriften var blevet en umulig udfordring. Jeg sad nærmest som en zombie og så fjernsyn … uden rigtigt at se eller følge med.

Min læge konstaterede hurtigt, at jeg havde brug for tre måneders sygemelding mere - for at komme ovenpå.”

Mens Helle som leder selv havde bevilget psykolog og anden hjælp, når medarbejdere døjede med stress, så var hjælpen helt anderledes, da hun selv stod dér og var ramt.

”Jeg oplever det direkte som at blive kasseret. Der er hverken tilbud om, at jeg kan tale med en psykolog eller nogen anden form for hjælp. I løbet af seks uger går jeg fra at være prioriteret ledende sygeplejerske for en stor afdeling til at blive fyret.

Jeg får ikke en gang lov til at tømme mit kontor eller sige farvel til kolleger og medarbejdere. De tømmer mit kontor i en stor container, og så er min lange tid som leder pludselig fortid.”

Der gik mere end et halvt år før Helle igen følte kræfter til at snuse til faget og igen at arbejde.

Systemet avler problemerne

”Det værste er nok denne følelse af, at man pludselig ikke længere er værdsat. Egentlig har jeg også denne følelse, at det er en lidt tarvelig måde at behandle mig. Jeg ville jo helst være hjulpet for eksempel med en psykolog.
Måske var det alligevel nået til, at jeg så ikke skulle fortsætte lige dér. Men så havde jeg haft mulighed for også selv at byde ind med et bud på en fremtid.”

”Og hvem ved, hvordan det var gået, hvis man for eksempel havde tilbudt en periode, hvor jeg ikke var ”ene-aleneleder”. Nu endte det i stedet med en leder, der knoklede sig ud over kanten, og så blev kasseret. Det er da tosset, at systemet selv avler problemerne på dén måde, synes jeg. Og det er også lidt trist at konstatere, at der var absolut ingen, der trådte til eller forsøgte at høre, hvordan jeg havde det” lyder det tankevækkende fra Helle, der så tilføjer:

”Man siger, at tiden læger alle sår. Min mand er glad for, at jeg er mere hjemme nu. For før var jeg der måske fysisk men slet ikke psykisk. Nu er livet på vej tilbage. Men her i bakspejlet er det da stadig svært at forstå, at sundhedspolitikere accepterer, at vores sundhedsvæsen udvikler sig i den retning.”

”Jeg er til gengæld rigtig glad for den hjælp, som jeg fik fra Lederforeningen. Det betød, at jeg heldigvis havde nogle til at stå ved min side og tale min sag, da jeg selv var ude af stand til det. Og som også respekterede mig i den situation. Den hjælp har jeg virkelig værdsat!”

Sådan hjalp Lederforeningen - Læs her! 

Lederforeningen:
Ledende sygeplejersker bliver alt for ofte sat overfor valget at vende tilbage på arbejde eller risikere hurtig afskedigelse af deres arbejdsgiver. Det er en urimelig måde at presse folk på. Læs her! 

(NB. Helle hedder ikke Helle. Redaktionen på magasinet Forkant kender Helles rigtige navn, men af hensyn til både Helle og Helles arbejdsplads, er navnet ændret. Fotos: genrefotos, Colourbox)