Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

MUS – medarbejderudviklingssamtale

Medarbejderudviklingssamtalen (MUS) er en samtale mellem dig som sygeplejerske og din nærmeste leder. Læs om, hvad MUS går ud på, og hvordan du som sygeplejerske kan forberede dig på en god MUS.

MUS – medarbejderudviklingssamtale  

Før den årlige medarbejderudviklingssamtale (MUS) bør du forberede dig og overveje, hvad du gerne vil have ud af samtalen. Under din MUS gør du status over dit arbejde og din trivsel og taler om dine ønsker og mål for fremtiden.


Hvorfor MUS?

Til en MUS har du mulighed for at snakke med din leder om dine ønsker til arbejdslivet og din kompetenceudvikling i relation til arbejdspladsens strategiske kompetencebehov.

Hvad er en MUS?

En MUS kan ses som et redskab til at:

En MUS kan ses som et redskab til at:

  • Sikre, at du har en dialog med din leder om ønsker/behov for kompetenceudvikling, faglig og personlig udvikling.

  • Kompetenceudvikling skal både sikre, at arbejdspladsen får dækket kompetenceudviklingsbehov og din individuelle faglige kompetenceudvikling.

  • Gøre arbejdspladsen attraktiv gennem systematisk kompetenceudvikling af medarbejderne.

  • Skabe mulighed for, at du og din leder kan følge op på tidligere udviklingsmål.

  • MUS kan både være en samtale mellem dig og din leder, men den kan også foregå i grupper eller som en teamsamtale.


Derudover kan udviklingssamtalen også bidrage til:

  • At skabe motivation for nye opgaver

  • At øge din tilfredshed med dit i arbejdsliv

  • At skabe tillid og forståelse mellem dig og din leder


Læs mere på kompetenceudvikling.dk.

En god MUS

Når du bliver indkaldt til en MUS, får du ofte tilsendt et skema.

MUS-skemaet kan du bruge til at forberede dig til samtalen, og emnerne er meget bredt formulerede, og derfor vil du som oftest skulle forberede dig på 3-4 emner, som du gerne vil drøfte til samtalen.

Det kan være, at din leder på forhånd har udpeget emner, som vedkommende gerne vil drøfte med dig.

Et MUS-skema er typisk bygget op omkring følgende spørgsmål

  • Hvad er der sket siden sidst?

  • Hvilke planer er der for det næste år?

  • Hvordan er din trivsel?

  • Hvordan fungerer samarbejdet?

  • Hvilke udviklingsmål skal der arbejdes hen imod?

  • Hvordan er balancen mellem arbejdsliv og privatliv?

  • Hvilke nye opgaver skal løses?

  • Hvilke idéer er der til innovation og forbedring?

MUS før, under og efter


Før samtalen

Det er vigtigt, at du forbereder dig i god tid, så du overvejer, hvilke emner du gerne vil drøfte, og forholder dig til, hvilke emner ledelsen gerne vil drøfte.

Du kan overveje følgende spørgsmål inden din MUS

  • Hvad synes du, at du har brug for af kompetencer og kompetenceudvikling for at gøre dit arbejde bedre, nemmere, mere effektivt, sjovere og for at skabe mere værdi for patienter/borgere?

  • Hvad synes du, at du har brug for af kompetencer, kompetenceudvikling eller andet for at komme videre i dit arbejdsliv og i din karriere?

Under samtalen

Hvis du er godt forberedt, er det ofte også muligt at holde fokus på de emner, der er vigtige for dig.

Helt grundlæggende er det et godt udgangspunkt, at du er åben, lyttende og ærlig, og at du fremlægger de emner, som er vigtige for dig, på en konstruktiv måde.

Under en MUS skal du være forberedt på at drøfte mange aspekter i dit arbejdsliv; også det, som kan være svært.

Som medarbejder har du et medansvar for, at de aftaler, som I indgår under samtalen, er realistiske og opnåelige. Du har også ansvar for at følge op på de aftaler, som I indgår til MUS-samtalen. Det er derfor vigtigt, at I til samtalen overvejer, hvor meget tid du har til kompetenceudvikling, og hvordan I vil prioritere den.

Det er vigtigt, at I skriver aftalerne ned med det samme.


Efter samtalen

Som medarbejder har du medansvar for at følge op på de aftaler, du og din leder har indgået under din MUS.

Du skal holde din leder orienteret om, hvis de aftaler I har indgået ikke kan lade sig gøre, eller hvis dine opgaver ændrer sig, og jeres aftaler derfor ikke længere er relevante.

Det er altid vigtigt, at du bringer dine kompetencer i spil, og at eventuelt nyerhvervede kompetencer bliver en del af din daglige opgaveløsning. Det kan være en god idé, at du drøfter med din leder/ledelse, hvad der skal til, for at du kan sætte dine nyerhvervede kompetencer i spil.

MUS i hverdagen
Det er vigtigt, at der på din arbejdsplads er løbende fokus på MUS og kompetenceudvikling. Derfor er det vigtigt, at der bliver afsat tid til MUS og på at følge op på de aftaler, som du har indgået om kompetenceudvikling.

MUS for offentligt ansatte

Sammen med arbejdsgiverne i regionerne og kommunerne har vi indgået aftaler om, at alle medarbejdere skal have en årlig medarbejderudviklingssamtale.

Se aftalen for regionalt og kommunalt ansatte.

Se aftale for medarbejdere i staten.

MUS for ansatte i det private

Hvis du er ansat på en privat arbejdsplads uden overenskomst, så er der ikke indgået en aftale om MUS og kompetenceudvikling, som gælder for dig.

Din arbejdsgiver bestemmer selv, hvordan kompetenceudvikling sikres på arbejdspladsen. Du kan godt tale med din arbejdsgiver om kompetenceudvikling, og mange arbejdsgivere er også interesseret i at sikre kompetenceudvikling af deres medarbejdere, men det er ikke et krav, du kan stille.

Hvis du er privatansat og har en overenskomst, står reglerne for MUS i din overenskomst.

Se overenskomster for ansatte i det private.

Ferietilbud med Pluskort

Husk dine medlemsfordele

Som medlem af DSR har du adgang til mange fordele, fx rabat på hotel og ferieboliger, adgang til TR, juridisk rådgivning, støtte fra fonde og meget mere.