Nyhed
7 anbefalinger: Tværfaglige teams skal bygge på kvalitet
Nyt udspil fra Dansk Sygeplejeråd skal bidrage til høj kvalitet i sammenhængende borgerforløb i kommunerne: Faglig ledelse, tydelige roller og mere tid til sparring er blandt nøgleingredienserne. Her spiller sygeplejerskerne en afgørende rolle.
Publiceret:
7. maj 2025
Senest opdateret:
7. maj 2025

Foto:
Nikolai Linares
”Må jeg kratte lidt i det?” spørger hjemmesygeplejerske Tanja Klamer Buchberg og bøjer sig ned mod borgerens skinneben. De to kender efterhånden hinanden godt, og borgeren nikker.
Bag den nænsomme hånd ligger mere end omsorg. Da Fagbladet Sygeplejersken i sommeren 2024 mødte Tanja var det fordi, hun har en specialuddannelse i borgernær sygepleje – og med den følger et blik for både det lille og det store.
Og den type kompetencer er afgørende i arbejdet med de tværfaglige teams, som flere og flere kommuner giver sig i kast med.
I dag offentliggør Dansk Sygeplejeråd syv anbefalinger til, hvordan kommunerne kan styrke kvaliteten og sammenhængen i ældreplejen gennem de tværfaglige teams.
Anbefalingerne bygger på forskning om tværfaglige teams samt erfaringer fra sygeplejersker, som har arbejdet i og med tværfaglige teams fra hele landet.
- Tværfaglige teams har potentiale til at forbedre borgernes oplevelse markant – men kun hvis de rigtige forudsætninger er på plads. Det handler ikke kun om organisering, men om faglighed, ledelse og samarbejde, siger Harun Demirtas, 1. næstforperson i Dansk Sygeplejeråd.
Udvikling i fuld gang
Mange kommuner har taget de første skridt, og arbejder med forskellige variationer til at få tværfaglige teams til at fungere i praksis. Ifølge Harun Demirtas, 1. næstforperson i Dansk Sygeplejeråd, er der et stort potentiale i at løfte kvaliteten, men det kan også være en proces, som udfordrer bl.a. faglighed og roller på arbejdspladsen:
- Sygeplejersker ser positivt på tværfaglige teams, men flere oplever også udfordringer. Derfor er det afgørende, at vi med ny ældrelov griber muligheden for at ny organisering i tværfaglige teams kommer til at løfte den sygeplejefaglige kvalitet i ældreplejen, siger Harun Demirtas.
Netop derfor fremlægger Dansk Sygeplejeråd sine syv anbefalinger:
De syv anbefalinger
Anbefaling 1: Giv klinisk lederskab bedre rammer
Klinisk lederskab er afgørende i et helhedsorienteret og sammenhængende borgerforløb. Der skal afsættes tid, gives kompetenceudvikling og skabes rum til sparring. Det skal ske i samspil med tværfaglige kollegaer, og med klar ansvars- og opgavefordeling
Anbefaling 2: Specialiseret sygepleje skal være tæt på borgerens forløb
Tværfaglige teams skal have direkte adgang til specialiseret sygeplejefaglig viden, fx inden for sårpleje, palliation og demens. Det kan ske via ressourceteams, der understøtter både teams og forløb. Samtidig bør den specialiserede sygepleje forankres i kommunerne og holdes uden for privat udbud, så der er tryghed om tilbuddene. Derudover skal der være en tæt kobling til akutsygeplejen og de hjemmebehandlende tilbud.
Anbefaling 3: Giv tid til faglig sparring og tværfaglig koordinering
Tværfaglige teams kræver både samarbejde og plads til faglig refleksion. Der skal afsættes tid i hverdagen til, at sygeplejersker kan sparre med hinanden og koordinere indsatser med kollegaer i teamet. Det styrker både kvalitet og kontinuitet i borgerens forløb. Alle fagligheder skal have rum til at forstå hinandens roller og til at udvikle det fælles samarbejde, som helhedsplejen bygger på.
Anbefaling 4: Flere sygeplejersker med specialkompetencer skal styrke teams
Tværfaglige teams skal understøttes af et tilstrækkeligt antal sygeplejersker – og mindst én med specialuddannelse i borgernær sygepleje. Det skaber kontinuitet og løfter kvaliteten i komplekse borgerforløb. Alle kommuner bør uddanne og ansætte flere specialuddannede sygeplejersker. Alle kommuner bør også ansætte APN-sygeplejersker, som kan varetage større ansvar i de mest komplekse forløb og styrke koordineringen på tværs.
Læs med i Sygeplejersken, hvordan Kalundborg Kommune har prioriteret specialuddannede sygeplejersker i ældreplejen for at undgå fejl i fremtiden.
Anbefaling 5: Prioritér sygeplejefaglig ledelse og giv lederne de rette vilkår
Tværfaglige teams har brug for tydelig sygeplejefaglig ledelse – både til at sætte retning, udvikle fagligheden og understøtte samarbejdet i teamet. DSR anbefaler, at der er sygeplejefaglig ledelse på alle niveauer, og at ledere gives tid, mandat og kompetenceudvikling til at varetage opgaven. Med større selvstændighed i teams og mere borgerinddragelse stiller ældreloven nye krav til ledelse. Det kræver en understøttende og coachende tilgang – og klare rammer for ansvar og opgaver.
Anbefaling 6: Organiseringen skal tilpasses lokalt og følges op med viden
Tværfaglige teams skal organiseres med blik for lokale forhold – som borgergrundlag, geografi og fysiske rammer. Der er ikke én model, der passer alle, men organiseringen skal understøtte fagligt samarbejde og borgerens behov for helhedspleje. Kommuner skal bygge videre på gode erfaringer og løbende tilpasse organisering så den understøtter helhedsplejen. Samtidig skal effekterne dokumenteres, og der bør forskes i, hvordan forskellige modeller påvirker kvalitet og patientsikkerhed.
Anbefaling 7: Inddrag medarbejderne i udviklingen af teams
Etablering af tværfaglige teams er en stor forandring, som kræver tid og ejerskab. Ledelsen bør derfor inddrage tillidsvalgte og sygeplejersker i alle faser af processen – før, under og efter implementering. Det styrker både fagligheden, arbejdsmiljøet og muligheden for at skabe attraktive og bæredygtige teams. Inddragelsen bør følges op med systematisk evaluering og løbende tilpasning.
Tid til gentænkning af ældreplejen
Anbefalingerne fra Dansk Sygeplejeråd kommer i en tid, hvor kommunerne forbereder sig på den kommende ældrelov og indførelsen af helhedspleje, der indføres fra 1. juli 2025 – og fra 2027 indgår sygeplejen desuden også i helhedsplejen.
Allerede nu indtænker flere kommuner sygeplejersker ind som en integreret del af både helhedsplejen og de tværfaglige teams, men andre kommuner fortsat arbejder på at finde den rette organisering.
Dansk Sygeplejeråd opfordrer derfor kommunalpolitikerne, ældrecheferne og Christiansborg til at tage anbefalingerne alvorligt – og lade faglighed, ledelse og tryghed for borgerne styre udviklingen af ældreplejen
- Vi har en historisk mulighed for at gentænke ældreplejen. Men det kræver politisk vilje og investeringer i både faglighed og ledelse. Ellers risikerer vi, at ambitionen om helhedspleje strander i strukturer uden indhold, siger Harun Demirtas.
Dansk Sygeplejeråd inviterer desuden til medlemsmøde om de nye anbefalinger den 4. juni. Du tilmelder dig lige her.