Debat: Selvfølgelig skal vold mod sygeplejersker straffes, men der er brug for mere end det

Dette indlæg er skrevet af Harun Demirtas, 1. næstforperson i Dansk Sygeplejeråd, og er bragt den 20. maj 2025 i Berlingske.

To ekstremt voldsomme episoder på Hvidovre Hospital har inden for de seneste par måneder rettet fokus mod et velkendt problem:

Alt for mange sygeplejersker bliver udsat for vold.

Det understreger de triste eksempler fra Hvidovre, som blandt andre Dagens Medicin og Berlingske har omtalt. Og det viser tallene.

Dansk Sygeplejeråds egen undersøgelse viser, at næsten hver fjerde sygeplejerske ansat i regionerne og 16 procent af de kommunalt ansatte sygeplejersker bliver udsat for vold eller trusler. Og Region Hovedstaden fortalte for nylig om en stigning i antallet af vold og trusler mod medarbejdere.

Ingen tvivl om, at problemet er der. Desværre. Men hvad skal vi gøre ved det?

Justitsminister Peter Hummelgaard foreslår hårdere straf til gerningsmændene, og han skal have en kæmpe tak for at rette fokus på problemet og understrege, at hverken vold eller trusler mod sygeplejersker er acceptabelt. Hårdere straffe kan dog ikke alene gøre forskellen.

Det forebyggende arbejde er essentielt, hvis trygheden for alvor skal øges.

Er det farligt?

Det har man formået at gøre på Bispebjerg Hospital.

På Fælles Intermediært Afsnit – der blandt andet tager imod psykisk syge og misbrugere – satte et par voldelige episoder med et efterfølgende påbud fra Arbejdstilsynet gang i en målrettet indsats, der skulle forebygge vold og trusler på afsnittet.

Særligt undervisning i at spotte risici og nedtrappe konflikter har ændret arbejdsmiljøet så meget, at afdelingen på et par år er gået fra påbud til ”det føles trygt at gå på arbejde her,” som en af de ansatte siger til vores fagblad, Sygeplejersken.

Budskabet fra lederen på afdelingen er, at sundhedspersonale både kan forudse og foregribe voldelige episoder.

Men det kræver, at personalet har forudsætningerne for at kunne screene patienterne for potentiel aggressiv adfærd, så der kan laves en risikovurdering af den enkelte situation.

’Høj’ sætter beredskab i gang

Derfor har de sat ind med personaletræning i deeskalering og forebyggelse og udviklet et værktøj – en slags ”volds-ABC”, som de kalder den – der skal bruges, når risikoen skal vurderes.

Svarene på en række spørgsmål om patienten skal resultere i en konklusion om, hvorvidt risikoen er lav, moderat eller høj. Ved de to sidste resultater træder flere foranstaltninger i kraft.

Det kan være øget overvågning eller en vagt på stuen. Og så bliver der lagt en plan for, hvordan situationen skal nedtrappes og risikoen for et potentielt overfald mindskes.

Indsatsen er systematiseret, og målet er, at det på sigt skal blive lige så rutinepræget for sundhedspersonalet at håndtere risikofyldte situationer, som det er håndtere en patient med et hjertestop.

På væggen ved døren til sygeplejerskernes kontor hænger et stykke papir med instrukser til, hvordan man tjekker, at overfaldsalarmen virker. Endnu et klart signal om, at sygeplejerskernes sikkerhed bliver taget alvorligt.

En national handlingsplan

Initiativerne på Bispebjerg Hospital er glimrende, men det bør ikke være op til den enkelte afdeling at sikre tryghed for sundhedspersonalet.

Vi foreslår, at der bliver lavet en national handlingsplan med nogle standarder for blandt andet:

·         Fagligt forsvarlige normeringer.

·         Kompetenceudvikling af medarbejdere, så de kan vurdere risici og handle på vurderingen.

·         Sikkerheden, herunder overfaldsalarmer og anvisninger til flugtveje.

Vi har ikke alle svarene, men vi har nogle gode bud på, hvordan man kan mindske risikoen for overfald på sundhedspersonale.

Dem bidrager vi gerne med, og vi har i flere omgange bedt Folketingets Sundhedsudvalg om at indkalde eksperter og aktører i sundhedsvæsenet, så vi kan få sat skub i den handlingsplan.

Hvorfor ikke tage den snak nu, så vi hurtigst muligt giver alle afdelinger de bedst mulige forudsætninger for at skabe tryghed for sundhedspersonalet?

Ingen skal frygte for deres liv, når de går på arbejde.