”Det er ikke patienterne, der er problemet. Det er os, der ikke er gearet til at håndtere dem”

Sygeplejerskekontoret summer af aktivitet med konstant trafik ind og ud, men papiret, der er klistret på væggen lige ved døren, er en påmindelse om, at der trods travlhed ikke må slækkes på sikkerheden. Teksten på papiret er highlightet med gult og grønt, og giver udførlige instrukser til hvordan sygeplejerskerne tjekker, at batteriet i deres overfaldsalarmer virker.

”I starten skulle vi lige minde hinanden om, at vi skulle huske at tage dem på, når vi mødte ind på vagt, men vi er blevet gode til det nu,” fortæller sygeplejerske Katarina Rosengren-Klitgaard til Sygeplejersken, da der opstår et par minutters pause i travlheden.

”Der er stadigvæk nogle ting, vi arbejder på at gøre til vaner, men jeg synes, der er kommet meget mere ro på nu. Det føles trygt at gå på arbejde her,” tilføjer hun.

”Her” er på Fælles Intermediært Afsnit (FIMA) på Bispebjerg Hospital, hvor patienter fra hospitalets andre afdelinger bliver indlagt, når de kræver så meget pleje, overvågning og behandling, at de ikke kan være på et almindeligt sengeafsnit. 

Kigger man rundt i krogene, vil man dog hurtigt bemærke, at frekvensen af overfaldsalarmer, politikald og låse på dørene er højere, end den normalt ville være på en somatisk hospitalsafdeling. Det er der en grund til. 

Et nødvendigt rygstød

Det fremgår af en opgørelse fra Region Hovedstaden, at der sidste år blev registreret omkring 800 tilfælde, hvor patienter på den ene eller anden måde udøvede vold mod sygeplejersker, læger eller andre medarbejdere på hospitalerne og i akutberedskabet i regionen. Blandt de seneste alvorlige hændelser er en kvindelig sygeplejerske, der blev forsøgt kvalt af en patient på Hvidovre Hospital i marts i år.

Udadreagerende patienter og trusler mod personalet er en problematik, de også kender alt for godt på Fælles Intermediært Afsnit, fortæller oversygeplejerske på FIMA Sarah Lundstrøm. 

”Vi har heldigvis aldrig haft overfald, hvor nogen er kommet til skade, men vi har haft mange voldsomme episoder, siden afsnittet blev oprettet for fem år siden. Det er ikke et unikt problem for os, det er et generelt problem på hospitalerne," siger hun.

Patienterne på FIMA kan komme fra alle Bispebjergs specialer, men er ofte komplekse, kritisk syge og sårbare. I tilgift kan de have svære psykiatriske diagnoser eller misbrugsproblemer. Det er en potentielt sprængfarlig cocktail, som kan resultere i udadreagerende patienter og sammenstød med sundhedspersonalet.

"Et par episoder sidste år blev så et rygstød for os i forhold til at tage det næste skridt,” fortæller Sarah Lundstrøm. 

De pågældende episoder førte til et påbud fra Arbejdstilsynet. Siden har Sarah Lundstrøm og FIMA-overlæge Birgitte Riis Andersen samarbejdet med personalet og hinanden i en målrettet indsats for at forebygge trusler og vold på afsnittet. 

Alarmer, øget fokus på flugtveje, kompetenceudvikling i deeskalering og såkaldte low arousal-metoder i håndteringen af patienterne er blot nogle af de tiltag, som de har indført på afsnittet. Et samarbejde med akutmodtagelsen betyder desuden, at patienter, der med stor sandsynlighed kan tage hjem, når de vågner, kan blive i akutmodtagelsen i op til seks timer i stedet for at blive overført til Fælles Intermediært Afsnit.

Og resultaterne taler for sig selv, mener lederparret.

”Det er svært at sige, hvad der præcis har virket, for vi har jo i virkeligheden gjort mange forskellige ting. Måske er det summen af dem alle sammen. I hvert fald kan vi jo konstatere, at der ikke har været episoder med trusler eller vold, siden vi for alvor begyndte at arbejde med det. Det må jo betyde, at vi gør noget rigtigt,” siger Birgitte Riis Andersen.

Ét særligt element peger både oversygeplejersken og overlægen dog på som en afgørende komponent i forebyggelsesindsatsen: Risikovurdering.

”Når det sker voldelige episoder på hospitaler, har vi en tendens til at sige, at det kunne ingen have forudset, men det er simpelthen ikke rigtigt. Vi mener, at vi i langt de fleste tilfælde kan forudse – og dermed foregribe – voldsomme episoder, hvis vi rutinemæssigt screener patienterne for potentiel udadreagerende adfærd,” siger Sarah Lundstrøm.

Volds-ABC og dokumentation

På Fælles Intermediært Afsnit har de derfor udviklet et score-værktøj – en ”volds-ABC,” om man vil – med standardprocedurer for screening af patienter for risiko for udadreagerende adfærd. Ved lav risiko er alt godt. Ved moderat eller høj risiko træder forskellige handleplaner i kraft, f.eks. i form af en vagt stationeret på stuen, øget overvågning og planer for deeskalering.

Læs også: "Et bid i armen tager man da ikke skade af"

”Det handler både om den aktuelle vurdering, men også i særlig grad om, hvad der er gået forud for indlæggelsen. Er deres adfærd støjende, er de vredladne? Har de f.eks. været i slagsmål, før de kom ind, er de blevet bragt ind af politiet? Er de påvirkede af stoffer? Har de nogle psykiatriske diagnoser?” forklarer Sarah Lundstrøm.

Birgitte Riis Andersen nikker.

”Før var det i langt højere grad baseret på her og nu, og hvad den individuelle læge eller sygeplejerske vurderede ud fra et øjebliksbillede. ”Patienten er i øjeblikket rolig og sover” kunne en vurdering f.eks. lyde. Ja tak, men hvad nu, hvis han var i kæmpe slagsmål med redningspersonalet eller politiet, inden han blev bragt ind og måtte sederes for at falde til ro? Hvad sker der så, når han vågner? Og har vi en plan for det?” supplerer overlægen.

”Risikovurderinger dokumenterer vi ved hjælp af en smartphrase i Sundhedsplatformen, så det bliver en ensartet dokumentationspraksis. Det er også en del af forebyggelsen, at vigtig viden ikke går tabt til fremtidige indlæggelser,” siger Sarah Lundstrøm.

At tænke som en patient

Planlægning er et andet vigtigt ben i screeningsprocessen, fortæller Birgitte Riis Andersen og Sarah Lundstrøm. Men først et tankeeksperiment.

Forestil dig følgende scenarie, læser: Du er en hjemløs stofmisbruger. Måske har du endda nogle psykiatriske diagnoser med i bagagen. Måske har du skullet lave to-tre indbrud for at få råd til dit stof. 

Du har langt om længe opnået dit mål og skudt stoffet ind i dine årer, men efter få minutter ser en tilfældig forbipasserende dig ligge bevidstløs på en bænk. De ringer efter en ambulance. Du vågner med et sæt i en hospitalsseng, din dyrekøbte rus er væk. Overstået, før den rigtig var begyndt. 

Bliver du sur på sygeplejersken, der har givet dig antidoten?

”Forebyggelse af trusler og vold handler om at begynde at tænke på en anden måde. Man skal i højere grad tænke som en patient og så planlægge efter det,” forklarer Birgitte Riis Andersen, efter hun har stillet ovenstående scenarie op.

Når patienter er i høj risiko for udadreagerende adfærd, ryger de almindelige sociale spilleregler nemlig hurtigt ud ad vinduet, påpeger hun.

”På mange hospitaler har man f.eks. husordner med regler for god opførsel, men det er en falsk tryghed. Jeg kan jo ikke engang få mine velfungerende teenagebørn derhjemme til at følge en husorden, så en stofpåvirket patient med svære diagnoser er nok også ret ligeglad med, at der står i husordenen, at de ikke må tale grimt eller råbe,” siger Birgitte Riis Andersen.

”Det skal være ligesom et hjertestop”

Derfor har de på Fælles Intermediært Afsnit nu helt faste procedurer for, hvordan sundhedspersonalet skal agere, hvis en patient f.eks. er bevidsthedspåvirket eller bedøvet af stoffer. 

”Så laver vi en kontrolleret opvågning med antidot, så de vågner lidt efter lidt. Vi tager stilling til, om politiet skal tilkaldes og være til stede, når patienten vågner. Deres tilstedeværelse kan tit virke forebyggende i sig selv, og hvis der skulle være behov for fiksering eller tilbageholdelse, skal det heller ikke være en personaleopgave,” siger Sarah Lundstrøm. Hun fortsætter:

”Vi tager også på forhånd stilling til, om patienten gerne må gå, når vedkommende er vågnet helt op. Hvis det er lægeligt forsvarligt, er der jo ingen grund til at forsøge at holde på dem mod deres vilje. Men hvis sådan noget ikke er besluttet på forhånd, kan det skabe unødvendig konflikt mellem patienten og den sygeplejerske eller læge, der er på vagt.”

Læs også: Fra overbærenhed til anmeldelse og dom

Målet er ifølge lederparret, at det på sigt skal blive lige så rutinepræget for sundhedspersonalet at håndtere potentielt udadreagerende patienter, som når de skal håndtere en patient med hjertestop.

”Ved et hjertestop ved alle præcis, hvad de skal gøre. De kender proceduren, de kender deres pladser og de ved, hvilke knapper, de skal trykke på, og hvordan de skal handle. Nogle gange dør patienten så alligevel, uanset hvad man gør, men i det mindste var det ikke på grund af noget, vi gjorde forkert,” forklarer Sarah Lundstrøm.

Minister vil straffe hårdere

Vold mod sundhedspersonale og andre personer i offentlig tjeneste har også fået politisk bevågenhed. I et interview med Berlingske lægger justitsminister Peter Hummelgaard (S) op til, at straffen for vold mod personer i offentlig tjeneste skal skærpes ”markant.”

”Jeg er virkelig foruroliget over, at vi har nogle så alvorlige forbrydelser, hvor vi kan se, at der er flere ofre, end der tidligere har været. (…) Det er vi jo selvfølgelig nødt til som samfund at sætte hårdt og markant ind overfor. Også hårdere end vi gør i dag,” siger han til Berlingske.

For både Sarah Lundstrøm og Birgitte Riis Andersen er det dog meget vigtigt at understrege, at det først og fremmest er hospitalernes og sundhedspersonalets opgave at løse udfordringerne.

”Jeg synes, der er en meget uheldig diskurs lige nu, hvor det er patienterne, der bliver gjort til problemet. At det er fordi, de tager nogle bestemte stoffer eller har psykiatriske diagnoser, at det her sker. Det mener vi ikke er rigtigt. Vold og trusler mod sundhedspersonale sker, fordi vi i somatikken ikke er gearet til at kunne håndtere de her patienter,” siger hun og tilføjer:

”Vi kommer aldrig til at kunne undgå konflikter, for patienterne fejler dét, de fejler, når de kommer ind hos os. Vi har hele tiden konflikter, men det er vores opgave at sørge for, at konflikterne ender godt og at ingen lider overlast.”

”Det handler jo også om patienternes sikkerhed og liv,” supplerer Birgitte Riis Andersen. ”Hvis de kommer til at gøre en sygeplejerske eller læge fortræd i en psykose eller stofrus, kan det have enorme konsekvenser for dem bagefter, hvor de både kan få fængselsstraffe og skal leve med, at de har gjort et andet menneske fortræd,” slutter hun.