Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Fremryk 2030-planen, for sundhedsvæsenet slår revner

Opråb fra DSR: Brug af reserverne og fremryk 2030-planen, for sundhedsvæsenet kan ikke vente til 2025 og slet ikke til 2030.

Publiceret: 

29. november 2023

Senest opdateret: 

23. februar 2024

Af:

Forpersonerne i DSR

redaktionen@dsr.dk
59574845

Foto:

Søren Svendsen

Af Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde, Christina Windau Hay Lund (kredsforkvinde Region Nordjylland), Anja Toftbjerglund Laursen (kredsformand Region Midtjylland), John Christiansen (kredsformand Region Syddanmark), Michelle Gulbæk Servé, (1. kredsnæstforkvinde Region Sjælland) og Kristina Helen Robins (kredsformand Region Hovedstaden).

Finansloven for 2024 stort set ikke tilfører sundhedsvæsenet flere penge til trods for, at ventelister, sengelukninger og mangel på kompetent personale præger dagligdagen på landets offentlige sygehuse. Heller ikke regeringens 2030-plan byder på løsninger før tidligst i 2025.

Det er stærkt bekymrende i lyset af, at mange kommuner og regionerne har iværksat store besparelser i kommuner og på hospitalerne det næste år.

Region Midt har så stort et underskud, at man har indført et stop for brug af vikarer og indført ansættelsesstop.

Region Nord har også indført ansættelsesstop og varsler fyringer og nedlæggelse af stillinger, fordi man skal finde besparelser for over 220 millioner kroner næste år.

I Region Hovedstaden skal man omprioritere for 200 millioner kroner. Hospitalerne opsiger medarbejdere samtidig med, at man mangler medarbejdere.

I Region Sjælland skal der spares 153 millioner, selvom man for eksempel på akutafdelingen i Nykøbing Falster mangler 50 pct. af sygeplejerskerne.

Besparelserne er helt uforståelige for borgerne og medarbejdere i sundhedsvæsenet i lyset af situationen. Og det er svært at se, hvordan besparelserne kan undgå at gå ud over patientsikkerheden og kvaliteten i det offentlige sundhedsvæsen. For opgaverne forsvinder ikke med besparelserne.

De forventes ’bare’ at blive håndteret af de medarbejdere, som står tilbage på hospitalerne. Hvis det er løsningen, frygter vi, at man sætter en lavine i gang: For hvordan vil man løse kapacitetsproblemerne, når behovet for ekstravagter, overarbejde og vikarer vokser, samtidig med at der er lukket for vikarer og nye medarbejdere?

På den korte bane vil vi sandsynligvis se flere sygeplejersker søge væk fra det offentlige sundhedsvæsen og ud i kommunerne, til de private sundhedstilbud eller søge ud af faget.

For den enkelte kan det være en god løsning, men det kan give alvorlige problemer for de offentlige sygehuse.

Det kan blive virkelig svært at få sygeplejerskerne til at komme tilbage, og alle erfaringer viser, at det er vigtigt at gøre en indsats for at gøre det attraktivt for sygeplejerskerne at blive.

Derfor er de aktuelle besparelser ikke bare uforståelige – de er også kortsigtede og risikerer at sabotere regionale forsøg på fastholdelse af kompetente medarbejdere i en tid med rekrutteringsudfordringer.

Denne udvikling slår også skår i tilliden til det offentlige sundhedsvæsen hos borgere, patienter og medarbejdere, og der skal findes holdbare løsninger hurtigt på krisen i sundhedsvæsenet. Vores opfordring til regeringen er derfor: Brug af reserverne og fremryk 2030-planen, for sundhedsvæsenet kan ikke vente til 2025 og slet ikke til 2030.