Nyhed
Her er de mest magtfulde sygeplejersker i sundhedsvæsenet
Der er syv personer med sygeplejerskebaggrund på den netop publicerede liste over de 100 mest magtfulde mennesker i sundhedsvæsenet.
Publiceret:
5. november 2024
Senest opdateret:
8. november 2024
Foto:
Pressefotos
Sygeplejersker spiller naturligt nok en stor rolle i sundhedsdanmark.
Det bliver understreget på listen over de 100 mest magtfulde personer i sundhedsvæsenet, som mediet Dagens Medicin står bag.
Syv af navnene på magtlisten har i sin tid nemlig også figureret på listen over optagne på sygeplejerskeuddannelsen.
Fælles for dem er, at de ikke arbejder som sygeplejersker længere, men stadig bruger erfaringer fra faget i deres nuværende arbejde.
Hvordan?
Det kan du læse om herunder, hvor alle syv – fire direktører, to forkvinder og en politiker – er blevet stillet de samme to spørgsmål.
Tallet i parentes er sidste års placering på listen, som du kan se i den fulde version HER (kræver abonnement til Dagens Medicin).
Birgitte Rav Degenkolv, hospitalsdirektør på Amager og Hvidovre Hospital.
En mærkelig liste uden sygeplejersker
Birgitte Rav Degenkolv er hospitalsdirektør på Amager og Hvidovre Hospital og som nummer 26 (sidste år nummer 49) den højest placerede sygeplejerske på top-100-listen.
Hvad tænker du om, at der er syv personer med sygeplejerskebaggrund på listen?
- Det ville være mærkeligt, hvis der ikke var sygeplejersker på listen. Sygeplejersker udgør en væsentlig del af sundhedsvæsenets faglige fundament og bidrager til store opgaveløsninger på deres arbejdspladser og på tværs af sektorer.
- Sundhedsvæsenet rummer mange fagligheder, fordi det er nødvendigt for at give patienterne den bedste behandling, så det er godt, at den tværfaglige mangfoldighed afspejles på listen. Det afspejler også, at sygeplejersker har indflydelse på sundhedsvæsenets udvikling.
Hvordan bruger du din faglighed som sygeplejerske i din nuværende stilling?
- Min sundhedsfaglige uddannelse og kliniske erfaring præger min grundforståelse af sundhedsvæsenet. Jeg har arbejdet i det hele mit liv, har arbejdet i forskellige specialer, i forskellige organisationer og på forskellige ledelsesniveauer.
- Det giver mig, sammen med min lederuddannelse og erfaring, viden om interaktion mellem forskellige aktører, og det giver mig mulighed for at spille kvalificeret ind i de løsninger, vi sammen skal finde for at drive og udvikle sundhedsvæsenet.
Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde i Dansk Sygeplejeråd.
Foto:
Nikolai Linares
”Vores faglighed gennemsyrer alt, hvad jeg gør”
Dorthe Boe Danbjørg er forkvinde i Dansk Sygeplejeråd og indtager en plads som nummer 46 (sidste år nummer 100).
Hvad synes du om, at der er syv personer med sygeplejerskebaggrund på listen?
- Jeg er ikke kun ’proud to be a nurse’. Jeg er også stolt over, at jeg og seks andre sygeplejersker er at finde på listen over sundhedsvæsenets 100 mest magtfulde i 2024. Det viser, at vi som faggruppe har indflydelse på sundhedsvæsenet.
- Selvfølgelig er der ting, som jeg gerne ville have skulle se anderledes ud i sundhedsvæsenet, og det vil jeg netop bruge min magt og placering på listen til at forsøge at ændre.
Hvordan bruger du din faglighed som sygeplejerske i din nuværende stilling?
- Min eller mere retteligt vores faglighed gennemsyrer alt, hvad jeg gør som forkvinde. For jeg får rigtig meget faglighed forærende af de sygeplejersker jeg møder. Gode konkrete eksempler, som er supergode faglige argumenter i for eksempel en debat om, hvad tid til sygepleje betyder, eller hvilken rolle uddannelse spiller.
- Jeg bruger min erfaring som sygeplejerske og min post som forkvinde i Dansk Sygeplejeråd til at søge indflydelse og arbejde for sygeplejerskers vilkår, anerkendelse af sygeplejerskers faglighed og et stærkt sundhedsvæsen. Lige nu er det sundhedsreformen, uddannelsesreformen og flere specialuddannelser, der er øverst på dagsordenen.
Helen Bernt Andersen, formand for Kræftens Bekæmpelse.
Foto:
Fotograf Tomas Bertelsen
Forhåbentlig kan det inspirere
Helen Bernt Andersen er formand for Kræftens Bekæmpelse og nummer 48 (sidste år nummer 112) på listen.
Hvad tænker du om, at der er syv personer med sygeplejerskebaggrund på listen over landets 100 mest magtfulde personer?
- Det glæder mig at se, at vi er flere med en sygeplejefaglig baggrund, der bliver vurderet til at sætte et særligt præg på den sundhedspolitiske og sundhedsfaglige udvikling i sundhedsvæsenet.
- For mig er det vigtigt, at vi syv står på listen, fordi vi fra hvert vores ståsted har været med til at sikre et stærkt fokus på patient- og pårørendeperspektivet. Jeg håber, at vores tilstedeværelse på listen kan være med til at inspirere endnu flere til at vælge professionen. Sygeplejersker har en afgørende rolle i vores sundhedsvæsen.
Hvordan bruger du din faglighed som sygeplejerske i din nuværende stilling?
- Min baggrund som sygeplejerske har præget og formet mig meget. Det ligger i det sygeplejefaglige DNA at bidrage til en udvikling af sundhedsvæsenet, hvor vi leverer behandlinger og ydelser af høj kvalitet, og hvor den faglige medmenneskelighed står centralt i mødet mellem sundhedsprofessionelle, patienterne og deres pårørende. Det prøver jeg at efterleve.
- Som formand for Kræftens Bekæmpelse betyder det meget for mig at kunne trække på mine erfaringer som kræftsygeplejerske og mange års ledelse af kræftafdelinger. Det var her, jeg forstod, hvad faglig ledelse kan skabe og bidrage med.
Bente Ourø Rørth, hospitalsdirektør på Nordsjællands Hospital.
Foto:
Pia Daugaard
Mere magt end sidste år
Nummer 52 (sidste år nummer 86) er Bente Ourø Rørth, som er hospitalsdirektør på Nordsjællands Hospital.
Hvad tænker du om, at der er syv personer med sygeplejerskebaggrund på listen?
- Jeg hæfter mig ved, at alle syv personer har taget store ryk op ad listen siden sidste år. Det tyder på, at vi med faglig baggrund som sygeplejerske bliver hørt og set.
- Det kan undre mig, at der ikke er flere ledere med sygeplejefaglig baggrund på listen, for der findes mange, som gør det godt og står stærkt som ledere. Det er min erfaring, at de fleste ledere med sygeplejefaglig baggrund har relevante lederuddannelser bag sig og ofte står på et solidt ledelsesgrundlag med flotte resultater til følge.
Hvordan bruger du din faglighed som sygeplejerske i din nuværende stilling?
- Som hospitalsdirektør bruger jeg min sygeplejefaglighed til at forstå hovedopgaven, det kliniske arbejde og sproget på hospitalet. Jeg har mulighed for at skabe gode vilkår, fordi jeg har erfaring med at arbejde i klinikken.
- Når jeg ikke skal bruge energi på den grundlæggende forståelse af det kliniske arbejde på hospitalet, bliver der ledelseskraft til at arbejde med udvikling, innovation og nye samarbejder til glæde for patienter og personale på hospitalet.
Susanne Lauth, sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital.
Faget har formet lederen
Susanne Lauth er sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital og nummer 56 (sidste år nummer 105).
Hvad tænker du om, at der er syv personer med sygeplejerskebaggrund på listen?
- Jeg er stolt over at stå på listen sammen med de øvrige dygtige personer med sygeplejefaglig baggrund. Det er naturligt, at der er flere med sygeplejefaglig baggrund på listen, for vi har alle centrale og vigtige ledelsesposter i sundhedsvæsenet og bidrager på meget forskellig vis til et sammenhængende og professionelt offentligt sundhedsvæsen, som har fokus på de gode patientforløb.
- Det er personer, som er dedikerede i deres arbejde, som tør tilkendegive, hvad de står for og har gode og stærke værdier som samarbejde, ansvarlighed og blik for andre menneskers trivsel. Det tænker jeg er nogle af de værdier, som blandt andet er forankret i sygeplejefaget, både hos medarbejdere og ledere.
Hvordan bruger du din faglighed som sygeplejerske i dit nuværende arbejde?
- Min sygeplejefaglige baggrund har sammen med videreuddannelser og mange års erfaring fra forskellige undervisningsorganisationer og hospitaler i Danmark givet mig en indgående organisatorisk forståelse for og kendskab til sundhedsvæsenets mange facetter og hjørner.
- Udover mine formelle uddannelser vil jeg sige, at dét, der har været med til at forme mig mest som fagperson og leder, er mødet med patienter samt de mange forskellige medarbejdere, ledere og samarbejdspartnere på tværs af fag og sektorer. Det har haft betydning for den udvikling, der har gjort mig til den, jeg er i dag. Man lykkes i samarbejde og fællesskab, fordi der er et fælles purpose om at fokusere på, at gøre det bedre for patienter og medarbejdere.
Lisbeth Lagoni, sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital.
Foto:
Fotograf Lene Pedersen
Sygeplejefaglighed i de fleste beslutninger
Lisbeth Lagoni er sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital og nummer 62 (sidste år nummer 114).
Hvad synes du om, at der er syv personer med sygeplejerskebaggrund på listen?
- Jeg bliver glad over at se, at de sygeplejefaglige lederes arbejde og ikke mindst indsats bliver anerkendt. Vi er den største faggruppe inden for sundhedsvæsenet, og der er ofte sygeplejersker involveret i mange af de gode indsatser og bevægelser der sker indenfor sundhedsvæsenet.
- Så egentlig burde der have været flere på denne liste.
Hvordan bruger du din faglighed som sygeplejerske i din nuværende stilling?
- Jeg bruger min sygeplejefaglige baggrund i hovedparten af de beslutninger jeg træffer. Jeg har altid patientperspektivet og patientsikkerheden for øje, når jeg skal træffe beslutninger eller være med til at sætte strategier og hospitalet eller sundhedsvæsenet.
Flemming Møller Mortensen, medlem af Sundhedsudvalget for Socialdemokratiet.
Foto:
Marie Hald
Indgang til fordybelse og forståelse
Flemming Møller Mortensen er tidligere sundhedsordfører for Socialdemokratiet og nuværende medlem af Sundhedsudvalget for partiet. Han er nummer 78 (sidste år nummer 100) på listen.
Hvad synes du om, at der er syv personer med sygeplejerskebaggrund på listen?
- At der er syv sygeplejersker på listen, er den største naturlighed, eftersom sygeplejefaget som profession er en af de største i vores sundhedsvæsen. Sygeplejersker er qua deres faglighed sporet til omsorg for mennesker, hvorfor det er meget væsentligt at være til stede i den sundhedspolitiske debat, siger Flemming Møller Mortensen.
- Min holdning er, at omsorgen generelt har meget trange kår i den politiske debat og prioritering. Det faktum, at der end ikke i Sundhedsstyrelsen findes en direktør for omsorg, er for mig at se ubegribeligt og en stor mangel set i lyset af de store rekrutterings- og faglighedsudfordringer, som netop omsorgsfagene udgør i Danmark nu og i fremtiden.
Hvordan bruger du din faglighed som sygeplejerske i din nuværende stilling?
- Jeg bruger min faglighed og mine erfaringer som sygeplejerske, når jeg drøfter sundhedsvæsenet og dets udfordringer i sin helhed. Jeg har altid syntes, at det for mig er en styrke og en indgang til fordybelsen og forståelse, at jeg kender sundhedsvæsenet indefra og har et meget stort netværk.
- De mange løbende udfordringer i det komplekse sundhedsvæsen har godt af, at der er nogle, som også bærer en faglighed med ind i den politiske debat og prioritering.
Nyheder fra Dansk Sygeplejeråd
18. december 2024
Overenskomst for konsultationssygeplejersker på plads
Forhandlingerne mellem Dansk Sygeplejeråd og Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening er landet i en aftale, der s...
Afsender
DSR-C
17. december 2024
Nyt klagesystem giver mere tryghed for både patienter og sygeplejersker
Fra den 1. januar får vi et patientklagesystem, som mindsker risikoen for, at sundhedspersoner bliver direkte invol...
Afsender
DSR-C
03. december 2024
Dansk Sygeplejeråd ansætter ny forhandlingschef
Anders Thrane Niebuhr skal fremover lede overenskomstforhandlingerne for Dansk Sygeplejeråd sammen med Dorthe Boe D...
Afsender
DSR-C
22. november 2024
DSR om ny finanslov: Den er med til at løfte sundhed og trivsel for børn og forældre
Flere af punkterne på finansloven for det kommende år bærer præg af, at partierne bag aftalen har ønsket at priorit...
Afsender
DSR-C