Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Dorthe Boe Danbjørg

Kandidatpræsentation

65046955

Fag, løn og fællesskab

Det sidste år har jeg repræsenteret os sygeplejersker. Det vil jeg gerne fortsætte med, og derfor genopstiller jeg som forkvinde. Det har været et år, hvor vi sammen har opnået mange resultater: Forbeholdt virksomhedsområde, trepartsaftale, OK24, en professionsstrategi, specialuddannelse i akutsygepleje. Det er bare nogle af de ting, som vi er lykkedes med. Men vores kamp er langt fra slut, og der er stadig meget, vi skal nå i fællesskab.

I fagbevægelsen ved vi, at løn og rettigheder ikke kommer dumpende ned fra himlen. At sygepleje overhovedet er et selvstændigt fag, er et resultat af 125 års hårdt arbejde i DSR og med seje sygeplejersker i front. Det fejrer vi i år, hvor vi fylder 125 år. Og vi har meget af fejre, men der er endnu mere vi sammen skal kæmpe for. Derfor brænder jeg for at fortsætte som jeres forkvinde!

Faget er vores vigtigste kamp lige nu

Vores fag rummer nøglen til fremgang. Som sygeplejersker brænder vi for vores fag. Vi kan lide vores job, fordi vi yder livsvigtig sygepleje og omsorg til patienter i sårbare situationer i deres liv. Men det kræver, at vi får ordentlig tid til sygepleje, at vi har de nødvendige kompetencer og et sundt og sikkert arbejdsmiljø. Uden bedre arbejdsvilkår, bedre normeringer og bedre uddannelse, ingen udvikling af vores fag.

Uddannelse er fundamentet for vores faglighed, og det var kampen for uddannelse og anerkendelsen af sygepleje som et autoriseret fag der bandt os sammen for 125 år siden, da DSR blev stiftet. Den kamp er ikke slut. Lige nu vil politikerne at gøre vores uddannelse kortere, importere sygeplejersker fra andre lande og bruge ufaglært arbejdskraft i stedet for at sikre, at der er nok sygeplejersker.

Vi skal sammen vise dem, at der er en anden vej. En vej, hvor der investeres i både grund- og specialuddannelse, bedre normeringer og sygeplejefaglig ledelse. Det vil gavne den enkelte sygeplejerske, patienterne og det samlede sundhedsvæsen.

Lønkampen er på ingen måde slut

Frem mod trepartsforhandlinger og OK24 havde vi sammen skabt et momentum for bedre løn. Det momentum udnyttede vi, og sygeplejersker i regionerne har fået et lønløft.

Jeg ved godt, at vi ikke fik alle med. Men treparten har også givet os nye muligheder, som vi sammen skal udnytte. Der kommer mere lokalløn. Vi kommer til at kæmpe for, at flest mulige sygeplejersker får del i de penge. Det bliver ikke let, da der vil være mange andre, der også forventer at få del i lokallønsmidlerne. Men jeg vil arbejde for, at vi sammen står stærkt i forhandlingerne.

Vi ved, at en bedre løn vil give os flere kolleger. Vi ved, at flere unge vil vælge at læse til sygeplejerske. Det skal vi fortsat bruge i kampen for bedre løn. Målet er stadig ligeløn!

DSR – et fællesskab, der kæmper for alle sygeplejersker

 For mange har de senere år meldt sig ud af DSR. Vi skal samle alle sygeplejersker om vores fælles sag igen. Kun et stærkt Dansk Sygeplejeråd med flere medlemmer kan ruste os til fremtidens løbende kamp for indflydelse og medbestemmelse – ikke kun ved overenskomstforhandlinger, men hver eneste dag på den enkelte arbejdsplads med din tillidsrepræsentant i spidsen. Derfor skal vi være indstillede på forandring, også af DSR og hele tiden tænke nyt om de måder, vi arbejder sammen på og skaber engagement.

Med din stemme på mig som forkvinde får du en ildsjæl med klinisk erfaring, høj faglighed og politisk gennemslagskraft. Jeg evner den vedholdende tålmodighed ved forhandlingsbordene, som skal til for at skabe egentlige forbedringer af din og kollegernes løn og arbejdsvilkår.

CV / Blå bog

Den røde tråd gennem mine 24 år som sygeplejerske har været at udvikle sundhedsvæsenet til gavn for patienterne, kæmpe for bedre vilkår for sygeplejersker og arbejde for bedre uddannelse.

Jeg har bred klinisk erfaring, forskeruddannelse og flere års erfaring med ledelse af politiske organisationer, forhandlinger, kampagner og direkte kontakt til ministre og politiske beslutningstagere.

Klinisk erfaring

  • Sygeplejeforsker, Hæmatologisk afdeling, OUH 2016-2018
  • Uddannelsesleder & lektor, SDU 2016 - 2018
  • Uddannelses- og udviklingssygeplejerske, Obstetrisk-gynækologisk og Øre-næse-halsafdelingen, Svendborg Sygehus 2010-2012
  • Sygeplejerske, Nyborg kommune 2007 - 2009
  • Sygeplejerske, børneonkologisk afdeling, Rigshospitalet 2000 – 2007

 

Uddannelse

  • Ph.d. i sundhedsvidenskab 2015
  • Cand.cur. 2007
  • Sygeplejerske 2000

 

Tillidserhverv

  • Forkvinde, DSR 2023 -
  • Næstforkvinde, DSR 2018 - 2023
  • Bestyrelsesmedlem, Kreds Syddanmark 2017 - 2018
  • Formand for forældreforeningen FOLA, 2012-2016.
  • Formand for forældreforening i Nyborg Børneparkering Nej Tak 2010 – 2013
  • Bestyrelsesmedlem, Hovedstadens Amtskreds 2003-2007
  • TR, børneonkologisk afdeling Rigshospitalet, 2001-2004

Følg mig på sociale medier