Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Profilbeskrivelse kredsnæstforperson

I 2025 er der valg til kredsbestyrelserne i DSR. Se, hvad det indebærer at være kredsnæstforperson.

Kredsnæstforpersoners ansvar funktion og rolle

  • Politisk og strategisk ledelse
  • Sikre godt arbejdsmiljø
  • Rollemodel for kredsens medlemmer og tillidsvalgte
  • Implementere kongressens beslutninger i praksis.
  • Samarbejder tæt med kredsforpersonen og de øvrige kredsnæstforpersoner.
  • Samarbejder med kredschefen

Vilkår: Fuldtidsfrikøbt politiker. Honorarets størrelse fastsættes af kongressen.

Særligt om 1. kredsnæstforpersonen

Kredsnæstforpersonernes rækkefølge afgøres efter stemmetal. Den, der opnår flest stemmer, er 1. kredsnæstforperson og dermed medlem af DSR’s hovedbestyrelse, og skal kunne træde til ved kredsforpersonens forfald.

Se gerne det særlige ansvar i profilbeskrivelsen for kredsforperson.

Alle aktive DSR-medlemmer i kredsen kan stille op til posten som kredsnæstforperson i DSR, jf. DSR's love § 4 og § 14. Der er tale om et hverv på topniveau i Dansk Sygeplejeråd og i fagbevægelsen lokalt.

Politisk ansvar

  • Du har medansvar for kredsens samlede virke, herunder økonomi og budget.
  • Du er en del af DSR’s kongres, og bliver en ud af 26 fuldtidsfrikøbte politikere i DSR – i daglig tale ’den udvidede politiske ledelse’, som har ansvar for at tage initiativ og deltage aktivt i udformning, udvikling og udførsel af DSR’s vision, værdigrundlag, strategier og politikker, herunder den lokale udmøntning iht. DSR’s formål.
  • Du har ansvar for at påtage dig lederskab og efterleve fælles beslutninger i de demokratiske organer og samarbejde med de øvrige politisk valgte i tråd med DSR’s samværsværdier for politisk valgte.
  • Erfaring med politisk og organisatorisk arbejde er en fordel.
  • Du repræsenterer ikke blot egne interesser eller din tidligere arbejdsplads, men skal have en bred tilgang, hvor du arbejder for de fælles politiske pejlemærker og at skabe fælles retning i DSR.

Organisatorisk ansvar

  • Du repræsenterer DSR’s medlemmer i kongressen.
  • Du repræsenterer DSR i kredsens forhandlinger og i kredsens samarbejde med arbejdsgivere, Fagbevægelsens Hovedorganisation, lokalpolitikere, sygeplejefaglige ledere, forsknings- og uddannelsesinstitutioner og andre aktører.
  • Du har ansvar for at inddrage, være i dialog med og forstå medlemmer og tillidsvalgte i din kreds, samt at motivere, tage initiativ til og understøtte aktiviteter og engagement. Også i relationen til SLS og Lederforeningen i DSR
  • Din rolle indebærer at bidrage til et velfungerende samarbejde, fællesskab og fælles retning i den politiske ledelse og kredsbestyrelsen.
  • Du skal efterleve DSR’s samværsværdier for politisk valgte og være opmærksom på indforstået sprog og adfærd, så nye inviteres trygt ind.

Kommunikation

  • Som en del af kredsens politiske ledelse har du medansvar for den samlede kommunikation.
  • Du kommunikerer DSR’s politik, værdier og strategi loyalt til medlemmer og omverden, og skal være parat til at stå på mål for DSR og kredsens beslutninger og holdninger.
  • Du har ansvar for at kommunikere klart, konstruktivt og respektfuldt til andre, og med bevidsthed om organisationens samarbejdspartnere og det generelle omdømme.
  • Du skal kunne håndtere medier og presse - også om aftenen, i weekenden og med kort varsel.
  • Medlemmerne forventer, at du som politisk leder er tilgængelig og synlig over for kredsens medlemmer.

Ledelse

  • Som samlet politisk ledelse har I ledelsesansvaret og skal sikre, at kredsens prioriteter er tydelige og rammer medlemmernes behov.
  • Dit virke er forankret i fælles beslutninger truffet i DSR’s demokratiske fora, som du skal agere loyalt over for.
  • Du skal være med til at sikre et godt samarbejdsklima og psykologisk tryghed i den politiske ledelse, kredsbestyrelsen og på kredskontoret, i tæt samarbejde med de øvrige i politisk ledelse og kredschefen. Kredschefen har, under ansvar over for kredsforpersonen, ansvar for kredsens samlede drift, herunder personaleansvar.
  • Du skal være bevidst om egne og samarbejdspartneres magtbalancer og bidrage til kontinuitet og stabilitet – også ved overlevering i forbindelse med valg og udskiftning i ledelsen.

Praktik og vilkår i hvervet

  • At være valgt som kredsnæstforperson er et tillidshverv, og du er således ikke omfattet af sædvanlige arbejdstagerrettigheder.
  • Kredsnæstforpersoner modtager honorar. Honorarets størrelse fastsættes af kongressen og fremgår af DSR’s hjemmeside.
  • Dit daglige virke er med udgangspunkt i kredskontoret, men du kan forvente en del rejseaktivitet i forbindelse med aktiviteter for medlemmer og tillidsvalgte.
  • Hvervet indebærer en betydelig arbejdsmængde og du skal regne med aften- og weekendarbejde.
  • Der er planlagt et struktureret onboardingforløb til alle valgte, herunder introduktion til ansvar, samarbejde med resten af DSR, teamudvikling og -etablering, egen- og teamsupervision og praktisk træning i politisk ledelse.

Kredsbestyrelserne i DSR

Dansk Sygeplejeråd (DSR) er en faglig organisation, der varetager medlemmernes interesser. Kredsene arbejder lokalt inden for de formål og rammer, der er fastsat i DSR’s love, beslutninger i kongressen, hovedbestyrelsen samt på kredsens generalforsamling og i kredsbestyrelsen.

Kredsen ledes af en politisk valgt kredsbestyrelse på 14-34 medlemmer (1 kredsforperson, 2-4 kredsnæstforpersoner og 11-29 kredsbestyrelsesmedlemmer). Alle i kredsbestyrelserne er direkte valgt ved urafstemning af DSR’s medlemmer i kredsen. Valgperioden er den 1. december 2025 til 30. november 2029.

Kredsens arbejde retter sig mod kredsens medlemmer, arbejdspladser, arbejdsgivere og lokale samarbejdspartnere i øvrigt. Kredsbestyrelserne har politisk ansvar og kompetence i alle lokale spørgsmål, og skal sikre sammenhæng i indsatserne på tværs i DSR, herunder strategiske og økonomiske prioriteringer, jf. DSR’s love §19.

Det daglige politiske arbejde i kredsen varetages af kredsforpersonen og kredsnæstforpersonerne (kredsens politiske ledelse) på vegne af kredsbestyrelsen. Kredsforpersonen og 1. kredsnæstforperson har plads i DSR’s hovedbestyrelse.

Kredsene er organiseret som én politisk og administrativ enhed, hvor opgaverne løses i et tæt samspil mellem de øvrige enheder i DSR (Kvæsthuset, de fire andre kredse, SLS og Lederforeningen).