Obstipation hvornår og hvorfor?

Der findes ikke én generel definition på obstipation, og det kan ifølge Nina Tvistholm være svært at adskille, om en evt. obstipation er kronisk eller akut. I forskerkredse er der dog enighed om, at obstipation er en tilstand, hvor et eller flere af følgende tegn skal være til stede: Hård og knoldet afføring, afføring to eller færre gange pr. uge og/eller forlænget og problematisk defækation.

Derudover kan andre tegn være aftagende tarmlyde, oplevelse af utilstrækkelig tømning, kvalme, uspecifikke abdominalsmerter og hård og udspilet abdomen (4).

”Vores studier understreger, at obstipation er en meget subjektiv tilstand. De ældre har forskellige definitioner på, hvornår de er obstiperede, og oplever det meget forskelligt. Flere i interviewundersøgelsen angiver, at de faktisk stræber efter daglig afføring, det betyder meget for deres velbefindende. Alligevel kan det være normalt for nogle patienter, at der går op til tre dage mellem hver defækation, mens sygeplejerskerne måske ud fra deres kliniske vurdering vil mene, at selvsamme patienter er obstiperede,” siger Nina Tvistholm.

Da sygeplejerske Marie Louise Thise Rasmussen i forbindelse med et projekt (3) havde ekstra fokus på emnet, stødte hun jævnligt på dette paradoks: At hun vurderede, at patienten var obstiperet, og at hun kunne hjælpe, men at patienten talte uden om og slog det hen med et ”Nej nej, jeg har et større problem, som jeg hellere vil have, I tager jer af.”

”Det billede genkender vi. Vores interviewundersøgelse og systematiske review viser begge, at mange patienter slår obstipationsproblemerne lidt hen og hellere vil vente og se, hvad der sker, medmindre sygeplejersken spørger specifikt ind til det. Men selv her kan det være svært at komme til bunds i problemet, da emnet for de ældre er meget privat og noget, de normalt ikke taler med fremmede om,” siger Nina Tvistholm. 

Fysiske rammer forværrer tilstande

Obstipation kan inddeles i tre typer afhængigt af årsagerne: Primær, sekundær og iatrogen. Primær obstipation kan relateres til fiberfattig kost, lille væskeindtag og nedsat fysisk aktivitet. Sekundær obstipation skyldes bl.a. psykiske sygdomme som f.eks. depression og patofysiologiske tilstande som apoplexia cerebri, hvor tarmperistaltik, defækationscenter eller nerver til tarmen er påvirket. Og endelig ses iatrogen obstipation i forbindelse med medicinsk behandling; f.eks. er opioider, diuretika og jernpræperater kendt for at hæmme eller nedsætte tarmperistaltikken (4).

”Risikoen for at udvikle obstipation stiger med alderen, måske fordi ældre mennesker har tendens til at røre sig mindre, spise mindre og ikke drikke så meget, især hvis man bliver syg og ligger i sengen og får noget medicin, som man ikke plejer. Men der er ikke evidens for, at ældre er særligt udsatte alene pga. af deres fysiologi,” siger Nina Tvistholm. 

Ved indlæggelse kan de fysiske rammer også forværre eller decideret forårsage obstipation. Patienterne er flyttet ud af deres vante rammer. Toilettet ligger måske på gangen og skal deles med andre. Låsen kan drille, eller de kan være i en tilstand, hvor personalet ikke ønsker, de skal låse døren mm.  

"Hvis patienterne ikke kan gøre, som de plejer, og f.eks. skal besørge i bækken på en flersengsstue, kan det så resultere i, at de undertrykker deres afføringstrang?"

”Det er der ingen tvivl om. Det bekræfter vores interviewundersøgelse. Og der er også en tendens til, at patienterne ikke mener, at det, de gør derhjemme, har nogen værdi på hospitalet. De er tilbøjelige til at underkende både evt. obstipation, men også deres egne forebyggende præferencer og indsatser i mødet med de sundhedsprofessionelle på hospitalet, også selvom de direkte adspurgt over for os angiver, at det er derfor, deres mave ikke fungerer, som den plejer,” siger Nina Tvistholm. 

Læs også i dette tema:

• Ældre patienter lider, når obstipation er tabu
• Sygeplejersken skal tage første skridt
• Inddrag patientens vaner i behandlingen