Demens skygger for andre sygdomme

Mennesker med demens er ofte ældre, og forekomsten af komorbiditet er derfor høj. Sygeplejersker har en koordinerende opgave med at forebygge, opspore og behandle ikke blot demenssygdommen, men i høj grad også de andre sygdomme.

Pleje og omsorg til mennesker med demens spænder lige fra indsatsen tidligt i sygdomsforløbet, hvor diagnosen er stillet, til pleje og omsorg i livets sidste fase. Efterhånden som sygdommen udvikler sig, vil patienterne blive mere og mere afhængige af den rette støtte, pleje og behandling på både hospitaler og i kommunerne, og tilbuddene omfatter både sundhedsfaglige og socialfaglige metoder (3).

Ifølge Gunhild Waldemar har sygeplejersker qua deres sundhedsfaglige uddannelse rigtig gode forudsætninger for at observere og vurdere personers helbredstilstand og trivsel, hvilket er vigtige evner i arbejdet med mennesker med demens.

”For at mennesker med demens kan have det godt, er det vigtigt, at der også er styr på deres almenfysiske tilstand og pleje. Ældre mennesker med demens fejler ofte også andre ting, og her spiller sygeplejersker en vigtig rolle især i opsporing og forebyggelse,” påpeger Gunhild Waldemar.

Som eksempel på ovenstående nævner hun en situation, hvor et menneske med demens bliver meget urolig og angst i eget hjem eller på plejecentret. Her er løsningen ikke at ringe til lægen for at få beroligende medicin som det første, men derimod at se, om der er sket noget fysisk med vedkommende.

”Kan personen have feber eller ondt et sted – er der måske tale om en urinvejsinfektion? Det er faktisk ofte små ting, der kan behandles ret enkelt, som kan vælte læsset,” forklarer Gunhild Waldemar. 

Sygeplejersker skal sikre sammenhæng

Da demens især ses hos ældre, er forekomsten af komorbiditet høj (se boksen ”Demens og komorbiditet” side 31). De har de samme kroniske sygdomme som andre ældre, men udgør en særligt sårbar gruppe, idet de er mindre tilbøjelige til at henvende sig til sundhedsvæsenet og kan have svært ved at overholde aftaler og behandlingsplaner. Derudover viser undersøgelser, at risikoen for fald er tre- eller firedoblet hos mennesker med demens i forhold til ældre uden, og risikoen for en hoftefraktur er tilsvarende 2,5 gange større. Før diagnosen er stillet, har mennesker med demens et højt antal besøg hos egen læge sammenlignet med ældre uden demens. Men når først diagnosen er på plads, kommer de ikke så ofte til læge som dem uden demens, hvorimod antallet af e-mail- og telefonkonsultationer stiger (3).
 

Demens og komorbiditet

Komorbiditet kan forværre den kognitive svækkelse, gøre patienten mindre selvhjulpen og øge plejetyngden, mens forebyggelse og den rette behandling kan bedre det kognitive og praktiske funktionsniveau. Hyppige komorbide sygdomme er
•    psykiske lidelser
•    kardiovaskulær sygdom og lungesygdom
•    infektioner
•    gigt og smerter i bevægeapparatet
•    diabetes
•    andre neurologiske sygdomme.
Komplicerende faktorer i forbindelse med demens har stor betydning for den demente persons livskvalitet og for plejetyngden. Mange af faktorerne kan behandles. Som hyppige komplicerende faktorer kan bl.a. nævnes
•    søvnforstyrrelser
•    faldepisoder
•    inkontinens
•    dårlig ernæring og væskebalance
•    medicinbivirkninger
•    epilepsi
•    adfærdsændringer
•    depression
•    psykotiske symptomer.

Kilde: National klinisk retningslinje for udredning og behandling af demens. København: Sundhedsstyrelsen; 2013.

”Og her er det jo typisk de pårørende eller plejepersonalet, der kontakter lægen. Det ryster mig lidt, at ældre med demens møder lægen sjældnere end andre. Ældre med demens har også lidt færre hospitalsindlæggelser end andre mennesker på deres alder, hvilket giver god mening, da de helst ikke skal på hospitalet, medmindre de har virkelig brug for det. Men jeg kan godt blive bekymret for, om de er underbehandlede – at de ikke altid bliver behandlet for det, de skal,” advarer Gunhild Waldemar.

For at undgå det bør alle mennesker med demens ifølge Gunhild Waldemar med jævne mellemrum få besøg af en demenskoordinator, gerne en sygeplejerske, som skal være med til at sikre, at hverdagen hænger sammen. At de har de informationer, de har brug for, og ikke mindst kan fange, hvis der er noget galt sundhedsfagligt. 

”Især i fravær af en stærk pårørende er der virkelig brug for en tovholder, som kan sørge for, at kommunikationen fungerer mellem borgeren, de pårørende og alle de sundhedsprofessionelle omkring dem. En, der f.eks. har styr på, hvornår det er tid for det næste optiker- eller tandlægebesøg. En, der kan være med til at forebygge og spotte andre sygdomme og hjælpe mennesker med demens med at være så sunde, som de kan, med de sygdomme, de nu engang har,” fastslår Gunhild Waldemar. 

Rehabilitering og morfin udfordrer

Når det kommer til mennesker med demens, er der også nogle særlige udfordringer i forhold til rehabilitering og medicinering, som sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle bør være opmærksomme på. 

I forbindelse med rehabilitering pointerer Gunhild Waldemar, at borgere med demens har samme rettigheder til og gavn af genoptræning efter f.eks. hoftebrud eller andre fysiske skader som alle andre. Men på grund af demenssygdommen forstår de sjældent selv at efterspørge og værdsætte det.

”Derfor skal alle sundhedsfaglige personer, som møder dem, være særligt opmærksomme på, at de får tilbuddet. Mange med demens kan ikke vise motivation og taknemmelighed og glæde sig over deres egen fremgang på samme måde som åndsfriske mennesker. Det resulterer desværre nogle gange i, at personalet konkluderer, at man ikke kan motivere vedkommende, og genoptræningen opgives måske helt,” siger hun. 

Desuden tåler mennesker med demens ofte medicin dårligere end andre. Der er i den forbindelse flere faldgruber, fremhæver Gunhild Waldemar. Bliver et menneske med demens f.eks. opereret for hoftefraktur, får personen ofte samme cocktail af smertestillende medicin postoperativt som alle andre, hvilket kan være uhensigtsmæssigt. For det første er disse patienter ofte dårlige til at efterspørge mere medicin, hvis de har smerter. Og for det andet har de sværere ved at tåle morfin i samme doser som andre.

”Morfin kan gøre dem meget konfuse og sengeflygtige. Det kan igen resultere i, at patienten bliver meget forvirret, og ud på natten går det helt galt. Der er måske kun en sygeplejerske til at passe hele afdelingen, og patienten med demens er helt ustyrlig, går ud af sengen og ser syner m.m. Så tilkalder sygeplejersken lægen, som ordinerer et antipsykotikum som f.eks. Serenase, og så har vi et helt andet problem – der bliver ordineret et antipsykotisk lægemiddel, selvom patienten måske allermest havde brug for en varm hånd at holde,” påpeger Gunhild Waldemar vel vidende, at antipsykotikum kan være nødvendigt nogle gange.

Hvad skal sygeplejerskerne i kommunerne gøre, hvis en patient med demens bliver sendt hjem med et antipsykotikum efter en somatisk indlæggelse?

”Overvej, om det kan seponeres. Er det givet akut i en nattevagt, burde hospitalet seponere det inden udskrivelse. Sygeplejerskerne skal i hvert fald som minimum vide, at mennesker med demens som udgangspunkt ikke skal have antipsykotisk behandling i længere tid og slet ikke, hvis der ikke har været en psykiater inde over. Bliver de udskrevet med antipsykotisk medicin, som de ikke fik, da de blev indlagt, skal sygeplejerskerne reagere og stille spørgsmål til medicinen gennem den praktiserende læge,” forklarer hun og uddyber: 

”Og på hospitalerne skal sygeplejerskerne tænke, at antipsykotikum kun skal bruges i absolut akutte situationer. Det må ikke erstatte den socialpædagogiske tilgang, f.eks. hvis patienten kommer til at modsætte sig drop. Her kan man komme langt uden medicin, hvis man er to om det. Jeg ved godt, at snak ikke kan hjælpe den meget angste og forpinte patient, men står de ud af sengen for at lede efter familien eller hiver droppet af – her mener jeg, at vi kan klare meget uden medicin, men det kræver, at der er nok personale.”

Det terminale forløb 

Afslutningen på et liv med demens kan være meget forskellig fra person til person. Hvis døden ikke er indtruffet tidligere pga. anden sygdom, er de fleste demenssygdomme dødelige i sig selv. Ofte vil personer med demens til sidst være så motorisk svækkede, at de ender i fosterstilling og kan have svært ved at bevæge hovedet. 
 

Pleje, omsorg og rehabilitering

I ”Statusrapport på demensområdet i Danmark” fra maj 2016 (3), i den nationale kliniske retningslinje fra 2013 (4), men også på www.videnscenterfordemens.dk (5) beskrives en række forskellige social- og sundhedsfaglige metoder til pleje, omsorg og rehabilitering af mennesker med demens og ikke mindst effekten af metoderne. Nogle af de hyppigst anvendte er socialpædagogiske metoder, personcentreret omsorg, reminiscens og Marte Meo. Men også erindringsdans og musikterapi bliver med succes brugt flere steder i landet. Fysisk aktivitet og funktionstræning er også et vigtigt element i pleje og omsorg af mennesker med demens, især i den tidlige fase. Det er med til at forebygge og mindske risikoen for en række sygdomme, vedligeholde muskelstyrke og kondition samt opretholde evne til at udføre dagligdagsaktiviteter. Undersøgelser viser, at træning af hjemmeboende og beboere med demens i plejeboliger kan have gavnlige effekter på især fysisk funktion som gangfunktion, balance, udholdenhed, styrke, muskelstyrke, mobilitet samt aktivitet og deltagelse i hverdagslivet. Det kan man bl.a. læse mere om på www.videnscenterfordemens.dk under "Forskningsnyheder" den 24. oktober 2016. På hjemmesiden kan man også finde videnscentrets ”ABC Demens”, som er gratis e-learning-forløb målrettet forskellige faggrupper, der arbejder med mennesker med demens.

Den sidste fase kan vare fra uger til måneder, og så kan de f.eks. dø af en lungebetændelse til sidst. Men også her er det vigtigt at vide, at en tilstand, som kan ligne meget fremskreden og terminal demenssygdom, kan opstå kunstigt på ganske få dage til uger, hvis patienten fast får morfin eller antipsykotika i større doser,” siger Gunhild Waldemar og påpeger, at også delir hos mennesker med demens nogle gange forveksles med det terminale stadie:

”Alle kan få delir, men mennesker med demens har større risiko, især under indlæggelse i uvante omgivelser eller pga. infektion eller lignende. Delir er en akut tilstand, og dødeligheden er høj, så det gælder om at finde den fysiske årsag hurtigt. Ved delir er man bevidstmæssigt påvirket, og kender man borgeren i forvejen, er man ikke i tvivl om, hvorvidt borgeren har delir eller ej. Men det er jo langtfra tilfældet for sygeplejersker, som arbejder på hospitalerne, hvor patienterne ofte kun er indlagt i kort tid.”

Når det kommer til terminal pleje af mennesker med demens, er den største udfordring ifølge Gunhild Waldemar at beslutte, hvornår terminalstadiet indtræffer. 

”Det er altid svært, men falder måske mere naturligt for eksempelvis en kræftpatient. I forhold til mennesker med demens er det rigtig vigtigt, at sygeplejerskerne tidligt får skabt en god kontakt og alliance med både patienten og de pårørende, der forhåbentligt er. Snakken om patientens ønsker til den sidste tid skal tages tidligt, meget gerne sammen med en pårørende, som måske kender personens ønsker fra tidligere. Ønsker, som hovedpersonen sandsynligvis selv har glemt,” siger hun. 

Læs også i dette tema:

Emneord: 
Demens