Sygeplejersker kan afhjælpe demens-tabu

Sygeplejersker vil med jævne mellemrum møde patienter med symptomer på demens, ofte før diagnosen er stillet, og de skal altid reagere på eventuelle observationer.

Medmindre man arbejder på en børneafdeling eller barselsafsnit, vil man som sygeplejerske jævnligt møde patienter eller borgere med demens, også før diagnosen formelt er stillet. Og selvom en evt. udredning altid skal gå gennem patientens praktiserende læge, spiller sygeplejerskerne og ikke mindst deres arbejdspladsers ledelse en stor rolle i opsporingen af selve demenssygdommen. Som eksempel giver Gunhild Waldemar den 85-årige Olga, som er indlagt med hoftefraktur.

”Her er sygeplejerskerne måske de første til at observere, at Olga ikke kan finde tilbage til sin stue, og at man derfor er nødt til at skrive hendes navn på døren. Olga er måske kun indlagt i tre dage, men sygeplejerskerne er nødt til at reagere på observationen – at hun måske lider af demens, som ovenikøbet kan have været medvirkende til, at hun faldt og brækkede hoften,” fortæller hun vel vidende, at de observationer nogle gange ryger nederst på prioriteringslisten. 

”Ofte sker der det,” fortsætter Gunhild Waldemar, ”at patienten bliver indlagt, opereret og udskrevet igen. Teknisk set er der sket det, der skal. Men den sygeplejerske, som har observeret tegn på demens, sagde det måske kun til lægen på stuegang, som igen nedprioriterede den information til fordel for de mere akutte opgaver, især hvis man er for få. Og det er ikke godt nok, selvom det akutte selvfølgelig har første prioritet.” 

Udfordr patienten 

Ifølge Gunhild Waldemar er det formelt ledelsens ansvar, at der bliver handlet på observationerne:

”Der må være en klar politik for, hvad sygeplejerskerne skal gøre med deres viden. Efter min mening burde en mistanke om demens bl.a. medføre, at der bliver taget særligt højde for, at der er en pårørende til stede, hver gang patienten skal have informationer. Og på hospitaler bør der være en særlig overleveringsforretning i forbindelse med udskrivning, så man er sikker på, at personen bliver henvist til udredning hos egen læge, når det akutte er overstået.”

Hvis en borger selv føler sig rask og får den hjælp, han har brug for, argumenterer nogle sygeplejersker for, at borgeren ikke skal udredes for demens, da man kan komme til at sygeliggøre ham?

”Vi er så vant til, at vi ikke skal sygeliggøre folk unødvendigt, især hvis det drejer sig om lette symptomer på f.eks. for højt blodtryk eller kolesteroltal. Men i mange af de her tilfælde er der tale om folk, der ofte er ret syge af demens, men som ikke selv kan forstå eller indse det. Det er en del af sygdommen. Er man som sygeplejerske eller pårørende bekymret, er det det, man skal lytte mest til og ikke til patienten,” påpeger hun og uddyber:

”I forhold til patienter med demens skal vi som professionelle aflære noget af det mest grundlæggende, vi har lært: at man altid skal lytte til, hvad patienten siger. Det skal vi selvfølgelig også, men det må ikke alene være det, der sætter dagsordenen. Vi er nødt til at se bagom og på en venlig og pædagogisk måde udfordre det, patienten siger, helst ved hjælp af informationer og i tæt samspil med de pårørende.” 

Generelt opfordrer Gunhild Waldemar sygeplejersker til at inddrage de pårørende, hver gang det er muligt, f.eks. ved akut indlæggelse: ”Man skal ikke nøjes med at optage anamnese fra den ældre selv, men også ringe til en pårørende for at høre, hvad der er op og ned, så man får hele sygehistorien med.”

Demens er tabu

Ifølge Gunhild Waldemar er det danske sundhedssystem primært indrettet efter, at folk selv kan sige til og fra og forstår sig selv og deres sygdom, hvilket forstærkes af den øgede digitalisering.

”Men det kan mennesker med demens ikke, og her er vi deres fornemmeste ambassadører. Det er misforstået hjælp at beskytte dem mod den udredning, som kan sikre dem ordentlig støtte, behandling og omsorg i tide,” siger hun og erkender, at emnet kan være svært at tale om:

”Det kan være tabu for både sygeplejersker og læger at skulle fortælle en patient, at der er noget galt med hukommelsen og den måde, man fungerer på i hverdagen. Det kan være svært at sige det på en skånsom måde, tilpasset den enkelte. For nogle falder det naturligt, for andre kræver det mere erfaring. Vi må ikke snyde dem for vigtige og alvorlige informationer, men skal heller ikke overdrive eller skræmme dem.”

Sluttelig fremhæver hun endnu en vigtig pointe i arbejdet med mennesker med demens: ”Vi skal altid huske at se mennesket bag demenssygdommen. Mennesker med demens er lige så forskellige som alle andre. Det er en myte, at alle ikke kan huske eller ikke har følelser. Mennesker med demens fortjener den samme respekt og opmærksomhed, som vi møder alle andre patienter og borgere med.” 

Læs også i dette tema:

Emneord: 
Demens