Musik mindsker angst hos patienter efter slagtilfælde

MUSIK. Slagtilfælde er en pludselig og livstruende tilstand, der påvirker både patienten og dennes pårørende. Der ses en højere forekomst af bl.a. angst blandt disse patienter.

ff2-2019_jounclub_rehabnursing

Le Danseur M, Crow AD, Stutzman S, Villarreal MD & Olson DM. (2019). Music as a Therapy to Alleviate Anxiety During Inpatient Rehabilitation for Stroke. Rehabil Nurs. 2019; 44(1), 29-34. doi: 10.1097/rnj.0000000000000102

Introduktion: Musik forbedrer humør og opmærksomhed gennem det dopaminerge mesolimbiske system og forbedrer hukommelsen ved at stimulere glutamat neurotransmissionen. Desuden lindrer musik stress og angst ved at reducere kortisonniveauet og øger den cerebrale blodgennemstrømning omkring den iskæmiske eller hæmoragiske læsion og stimulerer derved den neuroplastiske genopbygning. Musik har vist at have en positiv effekt i rehabiliteringen af patienter med parkinsonisme. Formålet med undersøgelsen var at afgøre, om det at lytte til musik kan reducere angst hos berørte patienter under akut rehabilitering.

Metode: I et prospektivt, ublændet studie blev 50 indlagte patienter randomiseret til enten én times musik (gospel, klassisk, rock, countrymusik eller pop efter eget valg) eller ingen musik, (men de skulle fortsætte med det, de ellers foretog sig) mens de var indlagt på rehabiliteringsenheden på et hospital. Deltagerne besvarede the State-Trait Anxiety Inventory (STAI) og the Hospital Anxiety Depression Score (HADS) før og efter.

Resultater: Efter at have lyttet til musik i en time rapporterede deltagere, der gennemførte posttesten (n = 44) signifikant mindre angst (p <0,0001) i forhold til før interventionen. Kontrolgruppen viste ingen forskel i deres præ- og posttest angstscorer (p = 0,84). Der blev ikke fundet forskel i alder, køn eller diagnose mellem grupperne. Der var ligelig fordeling mellem grupperne af patienter, som ikke gennemførte.

Diskussion: Der blev ikke registreret antal dage, siden patienterne først oplevede et slagtilfælde, hvilket kan have haft en betydning for resultaterne. Valget af én time som intervention blev truffet af praktiske årsager, og det er uvist, om der vil være en langtidseffekt, eller om musik i længere tid er endnu mere effektivt.

Konsekvenser for praksis: Data tyder på, at musik kan mindske angst og bør indtænkes som en del af vores praksis, især når de manglende bivirkninger medtænkes. Patientens evne til at vælge musikgenren kan maksimere denne fordel.

Kommentar: Deltagerne valgte selv deres musik og var i stand til at sige, at de ønskede at medvirke i studiet. Patienter, som ikke kan dette, kan muligvis også have gavn af musikken, men vil typisk også have svært ved at sige fra.

Fra intensivområdet ved undertegnede, at umådeholden musik generer en del patienter, især julemusik!

Fremtidige undersøgelser af musikkens effekt på angst bør forsøge at anvende et crossover design.

Helle Svenningsen, lektor, MKS, ph.d., Sygeplejerskeuddannelsen VIA University College, Aarhus.

Emneord: 
Angst
Musik