Alle sundhedsprofessionelle skal have de palliative briller på

”Er køleskabet tomt? Orker fru Hansen ikke at gå i bad mere, eller er hun holdt op med at snakke med sin søn? Vi har behov for en faglig opmærksomhed på, hvornår borgere har begyndende behov for en palliativ indsats, fra de personer, der omgås borgeren til daglig,” siger Mette Raunkiær.

”Vi kan se, at det er vigtigt at få plejepersonalet i hjemmeplejen og på plejehjem – dvs. hjemmehjælpere og social- og sundhedsassistenter – ind i det palliative arbejde, så de får ”de palliative briller på”. Det kan vi se på baggrund af en undersøgelse, vi har lavet i fire kommuner (1),” siger hun.

Plejepersonalet skal kort sagt kunne se, når gamle fru Hansen får det dårligere.

I hjemmeplejen og på plejehjem er der nemlig ofte tale om skrøbelige, gamle borgere, som lider af flere livstruende og kroniske sygdomme og tilstande som f.eks. hjerte-kar-sygdomme, KOL og demens, og som pludselig kan få det værre. Alternativet er, at familien ikke får den palliative hjælp, de har brug for, fordi borgerens palliative behov først bliver opdaget sent i sygdomsforløbet.

”Hvis ikke hjemmehjælpen eller social- og sundhedsassistenten har blik for det, får fru Hansen først den hjælp, hun har brug for, når hun ikke kan rejse sig fra sin seng. Og så er vi i den terminale fase, hvor vi kommer for sent ind, og hvor hun længe har haft et dårligt hverdagsliv,” forklarer Mette Raunkiær.

SPICT-skemaet kan sikre opmærksomheden

En af hendes pointer er, at hjemmesygeplejerskerne skal være med til at klæde hjemmehjælpere og social- og sundhedsassistenter fagligt på ved hjælp af træning og uddannelse i, hvordan man identificerer en borger med palliative behov. 

”Vi så i undersøgelsen, at faglige redskaber til opsporing af palliative behov kan være en rigtig god hjælp for hjemmehjælpere og assistenter, men at redskaberne skal følges op af løbende træning (1),” fortæller Mette Raunkiær. 

F.eks. skal man have viden om, hvad livstruende sygdom er – at det er hjerte-kar-sygdomme, kræft, demens-tilstande, Parkinson og Alzheimer. Og man skal vide, hvad man skal observere, når en person bliver dårligere. 
Et af redskaberne er det såkaldte ”surprise question”: ”Vil det overraske dig, hvis patienten er i live om 6-12 måneder?”

”Det har vist sig at bidrage til at skærpe opmærksomheden hos hjælpere og assistenter på, hvorvidt en borger havde begyndende palliative behov. Ved også at anvende et opsporingsskema ved siden af blev de bedre til at identificere, hvornår det ”gik ned ad bakke” (1,11),” forklarer Mette Raunkiær.

”Til det vil jeg anbefale identifikationsskemaet SPICT (Supportive and Palliative Care Indicators Tool), se Boks 2 side 28, som kan anvendes af social- og sundhedshjælpere og assistenter i samarbejde med hjemmesygeplejerskerne (11,12),” siger hun.  

Lommekort forsvinder

Og netop det med samarbejdet er afgørende:

”Mange kommuner arbejder i forvejen med det, der hedder triagering, hvor hjemmesygeplejerskerne mødes med hjælpergrupperne. Det er i sådanne sammenhænge, at man kan gøre hinanden opmærksomme på, at det går dårligt med fru Hansen. Og det kan være et afsæt til, at en hjemmesygeplejerske kører ud til fru Hansen og laver en behovsvurdering,” forklarer Mette Raunkiær. 

Figur 1: Forløb for patient med KOL (b) til sammenligning med demens og kræft

Hun understreger, at det er vigtigt, at skemaer og andre redskaber kan indarbejdes i de eksisterende dokumentationssystemer, og at man ude hos borgeren f.eks. har adgang til redskaberne via en tablet, som man allerede bruger i sin praksis. 

Det lyder som en rigtig god idé i Michael Stenbjergs ører:

”Lommekort har det med at forsvinde, så det er alfa og omega, at det er elektronisk baseret og relateret til noget, vi bruger i forvejen i hjemmeplejen og hjemmesygeplejen. Det optimale ville være, at det kommer ind som en app på den tablet eller smartphone, som medarbejderne i forvejen bruger,” siger han.