”Min patient smitter ikke”

Har du nogensinde tænkt tanken ”Jeg kender mine patienter, de smitter ikke,” eller ”Det er borgerens egne bakterier” og derfor ikke taget forklæde og handsker på, når du skifter bleen? Eller undladt at skifte til rene handsker efter bandagefjernelse og før håndtering af den nye bandage ved sårbehandling? I så fald er du ikke alene, men det gør det ikke mere korrekt, fortæller Jette Holt. 

”Vi kan f.eks. ikke altid se, om patienten har hepatitis B, eller om du for den sags skyld er koloniseret med MRSA. Derfor er vi nødt til at følge de generelle infektionshygiejniske retningslinjer hele tiden.”

Hanne Hvingelby supplerer: 

”Når vi tager os af syge og sårbare, skal vi altid tage udgangspunkt i, at jeg som sygeplejerske kan smitte dem med noget, lige som jeg kan blive forurenet med noget, som jeg igen kan give videre til andre patienter eller kolleger. Det interessante er, at tanken om, at det er borgeren, som kan smitte mig, ofte vejer tungest hos personalet, når de vælger en forebyggende handling,” siger hun og uddyber: 

”Der er meget højere tilbøjelighed til at udføre håndhygiejne efter, man har været hos en patient, end før man går ind til en patient (9). Det er problematisk.”

Narkomaner er som alle andre 

Ifølge Jette Holt er infektionshygiejne først og fremmest en kategoriseringsdisciplin, da personalets vurdering af smitterisiko oftest vil bygge på en vurdering af, hvad der er rene og urene procedurer, men også af hvem der rene eller urene personer. 

”Traditionelt har vi betragtet den synligt smittede patient, der har tydelige infektionstegn og et forhøjet infektionstal, som en stor smitterisiko. Men den stigende forekomst af bærertilstand (person, der har bakterien på huden eller i næsen uden tegn på infektion, red.) med resistente mikroorganismer som MRSA eller ESBL (extended spectrum beta-lactamase - enzymer, som har udviklet resistens overfor antibiotika. ESBL spredes via afføring, red.) udgør nok den største risiko for smitte i dag,” siger Jette Holt. 

Vurdering af smitterisiko sker ofte også ud fra personalets kulturelle og sociale forestillinger om, hvem der er ren eller uren, fortæller Jette Holt og giver som eksempel et opkald, hun fik fra personalet på en operationsgang for nogle år siden:

”De skulle udføre operation på en patient, som også var oplyst at være stiknarkoman, og spurgte, om de skulle gøre noget særligt her. Mit standardsvar på henvendelser som den var og er: ”Er der noget, du er i tvivl om i forhold til, hvad du gør normalt?” For selvom der måske er større risiko for, at en narkoman har hepatitis B eller HIV, kan andre patienter også have det. Og vil du gøre noget ekstra i forhold til en stiknarkoman, gør du for lidt i forhold til andre patienter.”

Jette Holt tilføjer: 

”Så er der sygeplejersken, som aldrig bruger handsker, fordi hendes patienter, som hun kender godt, efter hendes opfattelse ikke smitter. Men alle patienter kan være koloniseret, det ved man jo bare ikke med mindre, vedkommende bliver podet.”

Hanne Hvingelby supplerer med et eksempel fra sin hverdag, hvor en sygeplejerske kontakter hende, fordi hendes mand er blevet testet positiv for MRSA i et sår. Hele familien bliver testet, og det viser sig, at sygeplejersken er koloniseret i næse og svælg: 

”Hun kan have været uerkendt bærer af MRSA i mange år. Men følger hun de generelle infektionshygiejniske forholdsregler, udgør hun ikke en smitterisiko over for hverken sine kolleger eller borgerne.”

Retningslinje stigmatiserer ikke nogen

Vejledning om humanimmunvirus (HIV) og blodbåren smitte, som var udformet som en procedurerelateret infektionshygiejnisk retningslinje, så dagens lys i regi af Sundhedsstyrelsen i 1992 som en intervention i forbindelse med HIV-epidemien. I 2017 overtog Statens Serum Institut ansvaret for vejledningen, der blev en del af de Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer (NIR) og derfor opdateret og omdøbt til NIR om Generelle Forholdsregler i Sundhedssektoren (10). 

Denne NIR udgør sammen med NIR om Supplerende Forholdsregler ved Infektioner og Bærertilstand (11) de to centrale retningslinjer om infektionsforebyggelse i sundhedssektoren. De to hygiejnesygeplejersker fremhæver især én styrke ved NIR om Generelle Forholdsregler i Sundhedssektoren:

”De er procedurebaserede. De forholder sig udelukkende til de procedurer og måder, man kan smitte eller blive smittet ved og ikke til, hvilken diagnose patienten måtte have. Så retningslinjerne stigmatiserer ikke nogen, og sundhedspersonalet skal i princippet gøre det samme hos alle borgere og patienter,” fortæller Jette Holt.

Derudover findes omkring 20 andre NIR om mere specifikke områder inden for infektionshygiejnen, f.eks. forebyggelse af urinvejsinfektioner og valg af desinfektionsmetoder (12).

Alle NIR er overordnede retningslinjer, og der kan være behov for lokale tilpasninger, fortæller Hanne Hvingelby. Hun påpeger også, at retningslinjerne ikke skal læses fra den ene ende til den anden. 

”Det er opslagsværker, ikke lærebøger. Men NIR om de generelle forholdsregler bør alle sygeplejersker kende hovedpointerne i og indarbejde i alle deres arbejdsrutiner – og genbesøge med jævne mellemrum,” siger hun og fortsætter:

”Jeg mener også, at sygeplejersker skal tage ansvar og løfte infektionshygiejniske dilemmaer opadtil i organisationen, hvis de oplever, at arbejdsforholdene ikke tillader, at man efterlever de generelle forholdsregler. F.eks. hvis der ikke er tid til at udføre ordentlig håndhygiejne, eller det ikke muligt at udføre korrekt genbehandling af udstyr.”