Iltbehandling i hjemmet

Iltbehandling bruges til at bedre iltoptagelsen hos patienter med bl.a. lungecancer i terminalstadiet, kronisk bronkitis, cystisk fibrose, thoraxdeformiteter, polio, sequelae efter tuberkulose og andre sygdomme. 70 til 80 pct. af hjemmeiltbehandlede patienter får iltbehandling på grund af kronisk bronkitis (rygerlunger), eventuelt medførende hjertesvigt, emfysem og fibrose. Det er fortrinsvis hjemmeiltbehandling til disse patienter, der beskrives i denne artikel.

I Danmark er der ca. 2800 hjemmeiltbehandlede patienter, svarende til 0,05 pct. af befolkningen. Antallet af patienter i iltbehandling er jævnt stigende, men hvor mange patienter, der behandles med ilt i hjemmet, varierer meget fra landsdel til landsdel i Danmark, såvel som i England og Sverige (1, 2). 34 pct. af de iltbrugende patienter har bærbar ilt, så de kan bevæge sig uden for hjemmet.

Iltbehandling i hjemmet har i Danmark været anvendt i knap 30 år. Man kunne mene, at man på 30 år har fået stor erfaring med denne behandling, men på grund af de forholdsvis få patienter og og den tidligere sparsomme interesse og dokumentation i Danmark for denne gruppe af svært lungesyge er der store problemer med at anvende behandlingen korrekt. Såvel patienter som fagpersoner har brug for vejledning i korrekt anvendelse.

Efterkontrol mangler

Da hjemmeiltbehandling er en forholdsvis sjælden behandling, har mange fagpersoner ikke tilstrækkeligt kendskab til problemer og forholdsregler ved behandlingen. Hjemmeiltbehandlingen kontrolleres for sjældent og der mangler faste retningslinier for ordination af ilt. Enhver læge har ret til at ordinere ilt. Ikke alle steder anvendes de af Dansk Lungemedicinsk Selskab anbefalede retningslinier for ordination af iltbehandling, og man har ikke klart aftalt, hvilke indikationer der skal være opfyldt for at ordinere iltbehandling.

Ordination af iltbehandling kan foregå uden forudgående kontrol af behandlingens effekt og efterkontrol af det fortsatte behov for iltbehandling. Iltbehovet kan ændre sig, enkelte patienter kan ophøre med iltbehandlingen, andre har behov for og kan tåle en øgning af ilttilskuddet. Mange patienter bruger ikke iltbehandlingen korrekt, ofte anvender de ikke ilten i totredjedel af døgnet som anbefalet. En del patienter, pårørende og ansatte i hjemmeplejen er bange for, at ilten kan eksplodere, og der er derfor stor fare for, at patienterne bliver isolerede.

Disse forhold medfører, at op mod en tredjedel af de iltbehandlede patienter behandles forkert (3).

Patienterne har et stort behov for at kunne henvende sig til en specialist med kendskab til iltbehandling. Patienter, der modtager opfølgning af iltbehandlingen i hjemmet, anvender ilten bedre og får forbedret livskvalitet (4, 5).

Iltregisteret

Fra begyndelsen af 80'erne foreligger der dokumentation for værdien af iltbehandling og opfølgende hjemmebesøg, og der er blevet en øget interesse for de svært lungesyge og den nødvendige iltbehandling.

I slutningen af 1994 blev Dansk Iltregister oprettet. Et lignende register blev oprettet i 1987 i Sverige. Undersøgelser har vist, at mange hjemmeiltbehandlede patienter enten er over- eller underbehandlede. Med iltregistret har man fra Dansk Lungemedicinsk Selskabs side ønsket at lave en kvalitetssikringsvurdering for at bedre og ensrette iltbehandlingen i Danmark. Registertilsynet og de Videnskabsetiske Komiteer har givet tilladelse til, at alle hjemmeiltpatienter i Danmark registreres i det danske iltregister. Patienterne orienteres om registreringen og kan uden konsekvenser for deres behandling nægte at lade sig registrere. Iltregistret får oplysninger om patienterne via iltfirmaerne, patienterne samt den ordinerende læge. Registret søger at kortlægge oplysninger om årsag til iltbehandlingen, iltforbrug, patientens vurdering af iltbehandlingen, anden behandling, lungefunktionen og almindelige patientdata.

Effekten

Patienter, der har permanent nedsat iltindhold i blodet, kan have gavn af at få tilført ilt (3, 6). Ilttilskuddet

Side 33

gives oftest via et næsekateter. Ilten skal anvendes minimum 15 timer pr. døgn, hvis patienten har kronisk lungesygdom (KOL), for at den ønskede effekt kan opnås (7).

Kronisk Obstruktiv Lungesygdom, KOL, defineres som en sygdom, hvor der er patologiske forandringer i luftvejene og lungeparenkymet, som medfører nedsættelse af luftstrømningshastigheden.

KOL er en tilstand, hvor man flere gange har registreret, at lungefunktionen er nedsat. Dette måles ved forceret eksspiratorisk volumen (FEV). FEV er mindre end 80 pct. af forventet værdi (= FEV1 ¡ 80 pct.), og FEV1/FVC er mindre end ca. 0,7.

Lungefunktionsnedsættelsen er vedvarende og svinder ikke efter indtagelse af bronkieudvidende medicin, men kan bedres.

Hvis iltbehandlingen bruges korrekt, får patienterne bedre livskvalitet, mindre træthed, bedre koncentrationsevne, bedre hukommelse, færre skader på hjertet og færre indlæggelser. KOL-patienterne lever længere, men den dokumenterede øgede overlevelse er først signifikant efter 500 dages iltbehandling ifølge svenske undersøgelser (6).

Den gennemsnitlige behandlingstid med iltbehandling i hjemmet opgjort for samtlige hjemmeiltbehandlede patienter er tre og en halv måned, oplyser iltfirmaet F.S. Medical, Fyn.

Ifølge Dansk Iltregister (ved Thomas Ringbæk) lever danske iltbehandlede patienter kortere tid end iltbehandlede patienter i de andre nordiske lande. Nogle mener, at den ringere overlevelse hos danske iltpatienter skyldes, at patienterne starter for sent med iltbehandlingen. Men endnu kendes årsagen ikke.

Overlevelsen er afhængig af flere faktorer. Det er nødvendigt at anvende iltbehandlingen minimum 15 timer pr. døgn (6, 8).

Overlevelsen er afhængig af patientens lidelse. Den længste overlevelse ses hos patienter med thoraxdeformiteter og følgetilstande efter tuberkulose. Overlevelsen er bedre for KOL-patienter end for patienter med blandede sygdomme, men alle de nævnte patienter har gavn af iltbehandlingen, når de opfylder indikationerne som beskrives i næste afsnit (9).

Kvinder i oral steroidbehandling har en overdødelighed på trods af iltbehandlingen (8, 9). Årsagen til dette kendes endnu ikke, men det kan tænkes at hænge sammen med den øgede osteoporose som følge af steroidbehandling.

Rygere i iltbehandling opnår heller ikke samme øgede overlevelse som ikke-rygere eller rygere, der er ophørt efter opstart af iltbehandling (2, 9).

Indikationer

For at vurdere, om patienten opfylder kriterierne for iltbehandling i hjemmet, er det nødvendigt at kontrollere patientens blodgastal. Der tages blodgas uden iltbehandling og efter anvendelse af iltbehandling i to timer. Iltstigningen kan hurtigt registreres, men hos KOL-patienter sker stigningen af blodets kuldioxidindhold langsommere pga. kompensation og ændringer i respirationscentret.

Polycytæmi (for mange røde blodlegemer) forekommer hyppigt hos KOL-patienter. Den øgede viskositet – tykhed af blodet – øger belastningen for hjertet, blodet cirkulerer langsommere og det medfører risiko for dannelse af tromboser.

Patienter med polycytæmi, hvor hæmatokrit (EVF) er mere end 55, anbefales venesectio, så trykket i arteria pulmonalis falder hvorved hjertet aflastes.

En vis procentdel af hjemmeiltbehandlede patienter opnår efter nogen tid en så markant forbedring i deres lungesygdom, at behovet for iltbehandlingen ophører.

Iltbehandlingen er en meget bunden behandling, som påvirker patientens livskvalitet i negativ retning, hvis den er unødvendig.

Sygehuset har en væsentlig udgift til iltbehandling, og hvis ikke patienternes iltbehov kontrolleres fortløbende, risikerer institutionen at betale for unødvendig iltbehandling.

Saturation

Ved arteriepunktur – en a-gas – kontrolleres det, at patienten ved tilførsel af ilt optager ilten, og ikke ophober kuldioxid i blodet. Normalt reagerer respirationscentret på ophobning af kuldioxid i blodet med øget respiration til følge, og respirationscentret er mindre følsomt for mangel på ilt. Ophobning af kuldioxid kan hos kronisk lungesyge skyldes, at patientens respirationsmuskler igennem længere tid ikke har været i stand til at opretholde et normalt plasma-kuldioxid (pCO2) grundet muskulær udmattelse. Kemoreceptorernes følsomhed over for pCO2 aftager, og det bliver blodets iltindhold (pO2), der stimulerer

Side 34

respirationscentret. Hvis disse patienter får tilført koncentreret ilt, og blodets indhold af ilt normaliseres, kan respirationsfrekvensen aftage, og patienten vil ophobe kuldioxid med forgiftning til følge.

Saturation anvendes som kontrolmåling af en fungerende iltbehandling, mens saturation ikke kan anvendes til udredning af patientens behov for iltbehandling. Saturation måles både med og uden ilttilførsel. Målingen kan udføres i patientens hjem. Dette sparer patienten for en fysisk og psykisk anstrengende transport til sygehuset og evt. unødvendig indlæggelse.

Saturation er et mål for de røde blodlegemers procentvise mætning med ilt. Blodets iltmætning kan undersøges med blodgas-analyse eller ved hjælp af et simpelt måleinstrument, et pulsoxymeter, som dels måler pulsen og dels den perifere iltmætning med et apparat tilkoblet føler, som fx sættes på fingeren.

Det tilstræbes, at KOL-patienter under iltbehandlingen har en saturation på mindst 92 pct. og gerne 94 pct.

Er saturation større end 91 pct. uden ilttilskud rejser det tvivl om, hvorvidt kriterierne for iltbehandlingen er opfyldt, og det fortsatte ilttilskudsbehov bør kontrolleres ved en blodgasmåling. Denne blodprøve foretages på arterielt blod, og prøven foretages oftest på sygehuset (11, 12).

Op mod halvdelen af de patienter, der ved udskrivning har behov for ilt, kan efter ret kort tid, når tilstanden igen er optimal, undvære denne behandling (3). Det svenske iltregister har registreret, at mellem 4-12 pct. kan undvære iltbehandlingen i løbet af de første to et halvt år efter behandlingens start (9).

Der er meget store forskelle fra område til område og fra land til land på, hvor mange der får ordineret iltbehandling og hvor mange der igen kan undvære iltbehandlingen. Det menes at bero på, hvem der vurderer patientens behov for iltbehandling.

Størst risiko for fejlbehandling er der, hvis iltbehandlingen ordineres af en praktiserende læge, som ikke har mulighed for at kontrollere patientens iltindhold i blodet, og som ikke har mulighed for at følge op på den ordinerede behandling (2, 3).

Iltapparatur

Der findes forskellige typer af iltkilder. Tidligere brugte man de såkaldte iltbomber, det vil sige iltflasker. I dag er iltkoncentratoren den hyppigst anvendte iltkilde i Danmark.

Ilt nærer en forbrænding, men der er dog kun set yderst få ulykker i forbindelse med hjemmeiltbehandling.

Fedt og olier kan selvantændes i forbindelse med koncentreret ilt. Man må derfor aldrig smøre iltstudsen eller andre dele af iltapparaturet, og man bør udvise forsigtighed ved anvendelse af fed creme til næseslimhinden og evt. fed ansigtscreme. Der er dog aldrig registreret brandskader i forbindelse med anvendelse af fed ansigtscreme og iltbehandling.

Iltapparatet tilkobles en op til 20 meter lang iltslange med påsat iltnæsekateter ('iltbrille'). Iltfirmaet kontrollerer, at apparatet leverer den korrekte mængde liter ilt pr. minut.

Hvis patienten har behov for en iltslange længere end 20 meter, kan det være nødvendigt at ændre på iltdoseringen på grund af eventuelt ilttab ved forlænget iltslange. Det er iltleverandøren, der garanterer for, at iltdoseringen er optimal.

Iltapparaturet efterses jævnligt af iltleverandøren – minimum en gang hvert halve år.

Iltflaske

Iltflaske indeholder komprimeret iltgas under tryk i stålcylindre. Iltflasker findes i forskellige størrelser fra to til tyve liter. Disse flasker er bedst egnet til patienter, der ikke har brug for konstant ilttilførsel.

Fordelen ved iltflasker er, at de er lydløse, og at ilttilførelsen ikke er afhængig af elforsyning. Iltflasken kan fastlåses på et bestemt antal liter pr. minut, så der ikke ved en fejltagelse gives forkert iltdosering.

Ulemperne ved bærbar flaskeilt er vægten af flasken – ca. otte kg. Patienterne har ikke kræfter til at bære iltflasken. Selv med en taskevogn, hvori den bærbare flaskeilt kan transporteres, er det for mange iltpatienter et problem at medbringe iltflasken.

Flaskeilt indebærer en forøget brandfare i forbindelse med åben ild. Patienterne frygter ofte flaskeilt – blandt andet på grund af udtrykket 'iltbombe'. Flaskeilt er ikke særlig egnet til fast iltbehandling til KOL-patienter, da iltflasken skal fyldes op for ofte.

Iltkoncentrator

Iltkoncentratoren udvinder ilten af den atmosfæriske luft og koncentrerer den ved at ekstrahere kvælstoffet. Iltkoncentratorens størrelse kan variere, men nyere modeller har en størrelse som en stor bordovn.

Fordele ved iltkoncentratoren er, at den ikke udgør en eksplosions- og brandfare, fordi den ikke indeholder ilt, men producerer ilten kontinuerligt. Patienterne er derfor trygge ved denne form for iltbehandling.

Ilt givet via en iltkoncentrator har ved iltdosering under to liter et meget koncentreret indhold af ilt.

Iltkoncentratorens indstilling kan fastlåses på et bestemt antal liter ilt pr. minut. Det hindrer, at iltdoseringen ved en fejltagelse ændres. Ændring af iltindstillingen kan ske ved rengøring af iltapparaturet, men det har især betydning for iltpatienter, der bor sammen med senildemente – eller som selv er det.

Ved ophold uden for hjemmet kan iltkoncentratoren medbringes, der kræves blot adgang til en stikkontakt.

Ulemperne ved iltkoncentratoren er, at den støjer – den brummer med en lydstyrke på ca. 55 dB. Iltkoncentratoren er som oftest tændt hele døgnet. Iltmaskinen

Side 35

placeres derfor ikke i rum, hvor man opholder sig i længere tid ad gangen, for eksempel i soveværelset. Patienten bliver tilkoblet koncentratoren med en op til 20 meter lang slange. Iltkoncentratoren placeres frit stående på et gulv. Der skal minimum være en halv meter fri luft omkring koncentratoren, da den udvikler varme. Koncentratoren må gerne være placeret på et tæppe, så lyden fra maskinen dæmpes.

Iltkoncentratoren er tilkoblet elektricitet, og bliver der strømsvigt, kan patienten ikke få tilført den nødvendige iltbehandling.

Iltkoncentrationen falder, hvis ilten øges til mere end to liter pr. minut. Ved behov for eksempelvis fem liter ilt i minuttet bør antallet af liter ilt pr. minut øges, da iltkoncentrationen falder til under 90 pct. Det sker ikke, når man bruger flydende ilt og flaskeilt.

Flydende ilt

Ilt bliver flydende ved nedkøling til minus 183 grader celsius. Metoden har længe været kendt og anvendt til flydende hjemmeiltbehandling i USA og de vestlige lande, men er først blevet godkendt i Danmark i 1995.

Endnu er det kun ca. hver tiende iltbruger, der anvender denne form for iltbehandling.

Fordelene ved flydende ilt frem for de gamle iltflasker er, at ilten fylder mindre på grund af nedkølingen, og beholderen kan derfor indeholde mere ilt end flaskeilten. Ilten er ikke under tryk, behandlingen er lydsvag og er ikke afhængig af elektricitet. Dette sikrer patienten ilttilførsel også ved strømsvigt og sparer sygehusets refusion af eludgift til patienten.

Fra den store beholder med flydende ilt kan man tappe ilt over på en lille bærbar beholder, som fyldes efter behov. Den bærbare ilt kan tappes af patienten selv eller dennes pårørende, men det skal gøres umiddelbart før anvendelsen, da flydende bærbar ilt fordamper over tid. En flaske med bærbar ilt, som indeholder 1,2 liter flydende ilt, fordamper på 60 timer. Den flydende bærbare ilt vejer ca. tre kg, mens almindelig flaskeilt vejer ca. otte kg.

Ulemperne er, at den flydende ilt ligesom flaskeilten udgør en brandfare. Visse steder i landet anbefaler man patienterne at anskaffe en to kilo pulverslukker, men det er ikke lovmæssigt påkrævet.

I øvrigt tilbydes flydende ilt kun til patienter, der bor i stueplan, da beholderen vejer 70 kg og skal flyttes manuelt.

Flydende ilts temperatur på minus 183 grader giver fare for forfrysninger ved berøring af metalstudser umiddelbart efter påfyldning af bærbar iltbeholder. Det kræver en del kræfter at montere og fylde den bærbare beholder fra den store flydende iltbeholder. Patienterne er derfor ofte afhængige af at have en rask samboende eller hjemmepleje, som kan fylde den bærbare beholder for patienten.

Bærbar ilt

Flere og flere patienter bruger bærbar ilt. Det må siges at være positivt, da det betyder, at de bruger ilten maksimalt, og at de lever et udadvendt liv i kontakt med andre.

Patienternes mulighed for socialt samvær med andre fordrer, at patienterne har bærbar ilt. Den bærbare ilt giver dem den nødvendige tryghed til at turde komme uden for hjemmet.

Bærbar ilt muliggør, at patienten bruger ilten mere end de nødvendige minimum 15 timer i døgnet. Bærbar ilt forøger altså antallet af timer ilten anvendes i pr. dag (3, 15).

Patienter, der først er blevet fortrolig med brugen af bærbar ilt, anvender den ofte og korrekt.

Alle patienter, der har fået bevilget bærbar ilt, bør bruge denne regelmæssigt, ellers er det en unødvendig udgift.

Iltflasker med ca. fem liter ilt bruges til bærbar ilt. En iltflaske med fem liter ilt vejer ca. otte kg, og patienten må have en lille taskevogn for at kunne transportere den.

Den bærbare flydende ilt vejer ca. tre kilo og er lettere at håndtere end iltflasken. Den kan fx bæres i en rem over skulderen. 

Bærbar flskeilt vejer ca. otte kilo plus taskevogn, og flaskeilt indebærer en forøget brandfare i forbindelse med åben ild. For mange patienter er det derfor et problem at medbringe iltflasken.

​Bærbar flyende ilt er lettere, og derfor nemmere at håndtere. Den gør det muligt for patienten at anvende ilten i mere end de anbefalede 15 timer i døgnet.

​Påfyldning af flydende ilt. Ilten er nedkølet til minus 183 grader celsius, og fylder derfor mindre.

Fotos: Mark Andersen

Iltkatetre
Der findes enkeltløbet næsekateter med skumgummistuds, dobbeltløbet næsekateter med lige eller krum studs og endelig kan man anvende en iltmaske.

Det anbefales at anvende dobbeltløbet nasalkateter med krum studs. Næsekatetret fastgøres rundt om ørerne og ned om halsen. Fastgjort på denne måde falder katetret ikke ud eller forårsager tryk i nakke. Katetrene har blød næsedel og en mere hård slange. Risikoen for tryk på næsen og for at der bliver knæk på iltslangen er derved formindsket.

Masken giver kondensvand medførende fare for irriteret og opblødt hud. Patienterne har svært ved at acceptere brug af maske, da den vanskeliggør tale og kan give en fornemmelse af klaustrofobi med åndenød til følge.

Økonomi

Der er i Danmark syv forskellige leverandører af ilt. Sygehuset lejer udstyret af iltfirmaerne til brug hos patienten. Sygehuset bestiller direkte hos firmaet, som med dags varsel leverer udstyr til patienten.

Leje af iltudstyr betales af det sygehus, der er tættest på patientens bopæl. Iltbehandling koster ca. 14.000 kr. pr. år pr. patient, og ca. 25.000 kr., hvis patienten også har bærbar ilt.

Ved anvendelse af iltkoncentrator refunderer de fleste sygehuse en del af patientens udgift til el. Det er forskelligt fra sygehus til sygehus, hvor stor en del af

Side 36

elforbruget der refunderes. Visse steder refunderes intet, andre steder refunderes efter det antal timer, koncentratoren anvendes. Andre steder igen refunderes beløb svingende fra ca. seks kr. pr. dag til ca. 12 kr. pr. dag. Det er almindeligt, at refusionen udbetales bagud månedligt eller kvartalsvis.

Da behandlingen er dyr og meget bunden for patienterne, er det vigtigt, at behandlingsstedet sikrer, at ilten anvendes optimalt, og kontrollerer det fortsatte behov for iltbehandling.

Firmaernes service er i mange tilfælde den eneste støtte til – og kontrol af – den iltbehandling, patienterne får. Firmaerne yder som oftest en god service til patienten og sygehuset. De har erfaring i at instruere patienten og dennes familie i korrekt anvendelse af og forholdsregler ved iltbehandlingen.

Der er forskel på priser og serviceydelser fra firma til firma.

Vedligeholdelse af udstyr

Hvis patienten løber tør for ilt eller har andre problemer med udstyret, skal iltfirmaet kontaktes.

Iltfirmaet står for iltleverancerne og kontrollen med iltudstyret. Det kontrollerer, at iltapparaturet leverer ilt med en høj iltkoncentration. Firmaet kontrollerer apparaturet og skifter det ud, hvis der er problemer.

Iltfirmaet giver vejledning i, hvordan det enkelte apparatur skal håndteres og vedligeholdes.

Iltkoncentratorens filtre skal støvsuges mindst en gang ugentlig og to gange ugentlig, hvis man har husdyr. Filtrene kan desuden vaskes i sæbevand. Man skal sikre sig, at filtrene er helt tørre, før de igen tages i anvendelse. Iltkatetre udskiftes efter behov (ifølge iltleverandør F.S. Medical minimum en gang om måneden). Iltkatetrets næsestuds kan efter behov vaskes. Den 20 meter lange iltslange skiftes af iltfirmaet efter behov.

Rengøring af iltkatetre

Iltkatetrets næsestuds skal rengøres efter behov – gerne dagligt. Det er vigtigt, at det er rent og tørt. Iltkatetrets næsestuds rengøres i sæbevand, skylles og rystes tør for vanddråber. Hvis der er overskydende vand tilbage i kateteret, tørres det hurtig ved hjælp af ilten. Iltkatetret skiftes efter behov, mindst en gang pr. måned. Nye fås gratis hos iltfirmaet.

Brandrisiko

Det er farligt at ryge eller at være i kontakt med åben ild under iltbehandlingen, fx en tændt pejs, stearinlys, og madlavning over gasblus. Der er risiko for alvorlige forbrændinger. Man skal opholde sig i en afstand af mindst to meter fra åben ild. Uldtøj og sengetøj kan ophobe ilt, så der må ikke ryges eller bruges åben ild i soverum med ilt.

Teknologisk Institut mener ikke, at der er fare ved at have installeret gasopvarmning og/eller komfur i hjem med ilt.

Når man har iltbehandling i hjemmet, mærkes indgangsdøren med en gul advarselstrekant så brandfolkene kan se, at der er koncentreret ilt i boligen.

Strømafbrydelse

Iltfirmaerne har døgnvagt. I situationer, hvor der er særlig stor risiko for strømafbrydelse (for eksempel ved forventet tordenvejr) er der ofte ekstra bemanding hos iltfirmaerne. Hvis der er strømafbrydelse, skal man straks kontakte iltfirmaet, som så sørger for anden ilttilførsel. Hos patienter, som har bærbar ilt, tilsluttes denne. 

Litteratur

1. Seymour, Perry et al. Assesment of two oxygen treatment alternatives in the home. International Journal of Technology assesment in health care 1990, 6: 489-497.
2. K. Strøm, J. Boe. A national register for long-term oxygen therapy in chronic hypoxia: preliminary results. Eur Respir J 1988, 1: 952-958.
3. B. Lauridsen. 1/3 behandles forkert. Boserup Minde-bladet 1996, 1: 4-6.
4. J. Vergeret, C. Brambilla, L. Mounier. Portable Oxygen Therapy: use and benefit in hypoxaemic COPD patients on long-term oxygen therapy. Eur Respir J 1989, 2: 20-25.
5. K. Pehrsson et al. Forbättrad vårdkvalitet vid polikliniskt omhändertagende av patienter som får långtids oxygenbehandling. Läkartidningen 1987, vol 84, 34: 2578-80.
6. Report of the Medical Council Working Party. Long Term Domiciliary Oxygen Therapy in Chronic Hypoxi Cor Pulmonale Complicating Chronic Bronchitis and Emphysema. The Lancet 1981, March 28: 681-686.
7. Sundhedsstyrelsen. Vejledning om udlevering af bærbart iltapparatur. 1996, 29. april
8. Strøm, Kerstin. Survival of patients with chronic obstructive pulmonary disease receiving long-term oxygen therapy. Am-Rev-Respir.dis. 1993, mar. 147(3): 585-91.
9. K. Strøm et al. Quality assesment and predictors of survival in long term domiciliary oxygen therapy. Eur Respir 1991, 4: 50-58.
10. P. Lange. Kronisk obstruktiv lungesygdom. Dansk Lungemedicinsk Selskab 1992, nov: 22-23.
11. B.W. Carlin et al. The use of cutaneous oximetry in the prescription of long-term oxygen therapy. Chest 1988, 94, august 2: 239-241.
12. C.M. Roberts et al. Value of pulse oximetry in screening for long-term oxygen therapy requirement. Eur Respir J 1993, 6: 559-562.

Nøgleord: Iltbehandling, klinisk sygepleje '98.