1941-1950 Medlemmer klager over tidsskriftets faglige standard

Læs scannet PDF-version

Tidsskrift for Sygepleje udkom i en kortere periode ekstraordinært som ugeblad, men vendte af økonomiske grunde hurtigt tilbage til månedlig udgivelse. 10 pct. af det sundhedsfaglige stof var afskrifter fra Ugeskrift for Læger, og lægerne førte også pennen tre fjerdedele af de øvrige artikler, når vi ser bort fra de rene fagpolitiske indlæg.
 

	​​​
​Undervisning i anatomi på sygeplejehøjskolen i Børkop 1943-44	​	​Danske sundhedsplejersker på arbejde blandt sydslesvigske mødre og børn i Dansk Sundhedstjenestes Børneplejestation, Flensborg 1947-52
	​
​Hvide busser fra svensk Røde Kors ankommer med overlevende fra tyske koncentrationslejre til Blegdamshospitalet i København, 1945.	​	​Overlægerne Fjeldborg og Buchwalt, Vejle Sygehus, bliver myrdet som hævn for dansk sabotagehandling mod tyskerne, 1945.

Tidsskriftet var i endnu højere grad end tidligere hvirvlet ind i fagpolitiske stridigheder. I 1943 iværksatte Dansk Sygeplejeråd blokade mod alle private sygeplejeforeninger, der ikke lønnede efter Dansk Sygeplejeråds takster. Konflikten blev langvarig, men fire år senere kunne foreningen erklære sejren for vundet, idet Centralforeningen af Hjemmesygeplejevirksomheder nødtvunget indvilgede i at indgå overenskomster for hjemmesygeplejersker. Det var ikke alle sygeplejersker, der støttede en så militant ''Konfrontationspolitik'' midt under den tyske besættelse. Det fremgik bl.a. af denne artikel med overskriften ''Samarbejdets glæder og vanskeligheder:''   

''Man kan sammenligne et Sygehus med et Ur, hvor de mest synlige Dele, Viserne, nok maa udlægges som Lægernes Arbejde, ­ den lille, hurtige Sekundviser repræsenterer vel nærmest de travlt beskæftigede Sygeplejersker, men bagved ligger hele det usynlige Værk, hvor det ene Hjul griber ind i det andet, hvor den usynlige Fjeder er Drivkraften for det hele.... For alle Afdelinger gælder det naturligvis, at der maa herske absolut Loyalitet overfor Overlægen.'' [1943; 43: 516-7]

Stuegang på unavngivet gigthospital 1947

Indsenderen, der skrev ud fra ''mange Aars Erfaring,'' lagde vægt på ''Kaldet'' og ''Tonen'' som afgørende aspekter ved sygeplejerskernes sundhedsfaglighed. Accepten af lægernes autoritative ledelse bestod uantastet. Ønsker om større faglig autonomi indgik ikke i de artikler om fremtidens sundhedsvæsen, som fagbladet lod offentliggøre. På den baggrund modtog redaktionen klager fra medlemmerne over tidsskriftets faglige standard:

''Vi kan ikke være bekendt, at vort tidsskrift er saa daarligt, hverken overfor de mennesker, der faar det tilsendt eller overfor os selv.''

Redaktionen svarede ved at sende bolden tilbage til medlemmerne. Vanskeligheden ''ligger ikke i at skaffe lægeligt Stof. Det er min Skuffe fuld af,'' men derimod at få medlemmerne selv til at bidrage, skrev redaktricen:

''Paa Baggrund af disse Overvejelser virker det lidt trist at studere Indholdsfortegnelsen for Aargang 1943, for hvor er der dog faa Sygeplejersker, der skriver i Tidsskriftet. Dansk Sygeplejeraad har næsten 17.000 Medlemmer, og saa er der vel højst 20, der har følt sig foranlediget til at gribe Pennen og paa den Maade give deres Mening til Kende. Det er direkte nedslaaende, især naar man ved, at Sygeplejerskerne fortrinsvis læser deres Kollegers Indlæg. Hvorfor er Sygeplejerskerne saa lidt skrivende? Er det et Mindreværdskompleks, eller er det bare det, at de ikke er vant til at udtrykke sig skriftligt?'' [1944; 44: 2]

Det affødte nye læserreaktioner, der kritiserede traditionen med de mange reproduktioner fra Ugeskrift for Læger: ''Var det ikke en Idé, at de Sygeplejersker, der har hjulpet med ved Undersøgelser og Behandlinger, i disse af Lægerne offentliggjorte tilfælde, beskrev hvorledes den sygeplejemæssige Behandling var?'' spurgte en indsender:

''Jeg synes ikke, vort Tidsskrift er daarligt, men jeg synes, det er konservativt og tørt. Saa tørt, at det ikke giver noget sandt Udtryk for et saa levende og alsidigt Fag som Sygeplejen. Jeg synes heller ikke, at det, vi mangler, er flere Lægeartikler. Tværtimod finder jeg, at vi er stopfodrede med Lægeartikler og -Foredrag. Se blot Programmerne for de forskellige Amtskredsmøder, alle Talerne er Læger, en sjælden Gang en Præst eller Højskoleforstander og næsten aldrig en Sygeplejerske. Det er urimeligt, for jeg tror ikke, Sygeplejerskerne mangler hverken Evne eller Vilje. 

Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum.