Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fra sosu til sygeplejerske: På jagt efter ansvar

Sygeplejerskeuddannelsen tiltrækker et stigende antal sosuassistenter. De har et godt udgangspunkt for at kunne udvikle sygeplejen, men først skal de gennem en omfattende ændring af deres faglige identitet, vurderer uddannelseschef og studievejledere.

Sygeplejersken 2011 nr. 16, s. 20-23

Af:

Katrine Raahauge Nygaard, journalist

Sy-2011-16-20-1a
Attribution 
Foto: Søren Svendsen

Social- og sundhedsassistenter uddanner sig i stigende grad til sygeplejersker. I 2000 havde 64 nyuddannede sygeplejersker en baggrund som assistent.

I 2009 var det tal steget til 168. Det svarer til en stigning på 163 pct.

Dermed er uddannelsen til sosu-assistent den næststørste leverandør af sygeplejestuderende efter de gymnasiale uddannelser. Tidligere har erhvervsuddannelser i den merkantile genre leveret det næsthøjeste antal af sygeplejestuderende med en anden baggrund end den gymnasiale.

Det stigende antal af sygeplejersker med baggrund som assistenter har gode forudsætninger for at kunne nytænke sygeplejen, vurderer Helle Stryhn, uddannelseschef på sygeplejerskeuddannelsen i Svendborg, University College Lillebaelt, der siden 1995 har tilbudt særligt tilrettelagte forløb til social- og sundhedsassistenter.

”Det er en forudsætning for at udvikle sygeplejen, at sygeplejersker bliver i faget og vil sygeplejen og patienterne. Social- og sundhedsassistenter, der vælger at uddanne sig til sygeplejersker, er en stabil og målrettet gruppe. De har oftest sygeplejerskeuddannelsen som deres første og eneste prioritet ind i de mellemlange videregående uddannelser, og min erfaring er, at de bliver i faget og ikke skifter over til andre uddannelser," fortæller Helle Stryhn og uddyber:

”Gruppen har erhvervserfaring fra sundhedsvæsenet, de brænder for at øge deres kompetencer, og de hører ofte til blandt dem, der har haft de bedste teoretiske forudsætninger blandt social- og sundhedsassistenterne. Det er et godt udgangspunkt for at kunne nytænke og udvikle sygeplejen.”

På jagt efter anerkendelse
Lysten til at dygtiggøre sig, øge sine kompetencer og få mere ansvar er de største motivationsfaktorer, når sosu-assistenter vil uddanne sig til sygeplejersker. Det vurderer sygeplejerskeuddannelserne i Svendborg, Viborg og Professionshøjskolen Metropol i København på baggrund af aspiranternes motiverede ansøgninger.

”De uddanner sig til sygeplejersker, fordi de søger større faglige udfordringer og mere ansvar, og fordi de ønsker anerkendelsen som sygeplejerske,” fortæller Lene Mygind, studievejleder ved VIA University College i Viborg, der har hold udelukkende for social- og sundhedsassistenter på sygeplejerskeuddannelsen.

På Professionshøjskolen Metropol i København oplever vicestudierektor for sygeplejerskeuddannelsen, Anne Bondesen, at de studerende ud over at ville øge deres kompetencer også er på jagt efter øget anerkendelse:

”Fra de levnedsbeskrivelser, de studerende sender ind med deres ansøgninger, kan jeg se, at de søger anerkendelsen og identiteten som sygeplejerske,” siger Anne Bondesen.

Endnu en motiverende faktor kan findes i den aktuelle finanskrises indflydelse på jobmarkedet, påpeger Lene Mygind:

”Jobmarkedet har en del at sige, kan vi høre på samtalerne med ansøgerne til merituddannelsen. Måske er jobbet mistet, eller man føler sig truet af situationen med mange fyringer og vælger at opgradere,” fortæller hun.

På sygeplejerskeuddannelsen i Svendborg har uddannelseschef Helle Stryhn også set en tendens til, at omstruktureringer i kommunerne er en del af assistenternes motivation til at søge ind:

”Omstruktureringerne bringer assistenterne i risiko for at blive skiftet ud, og det er mit indtryk, at det øger mængden af assistenter, der vil ind på sygeplejerskeuddannelsen,” siger Helle Stryhn.

Seniorprojektleder ved Dansk Sundhedsinstitut Christina Holm-Petersen peger også på, at ”tendensen kan tolkes som en konsekvens af et mere ustabilt arbejdsmarked.”

Akademia er en udfordring
Assistenter, der uddanner sig til sygeplejersker, er gennemsnitligt ældre end de studerende, der kommer fra gymnasiale uddannelser. De har en force i form af praktisk erfaring inden for sygepleje, til gengæld har mange af dem ikke de boglige forudsætninger, en gymnasial uddannelse giver.

I 2010 udarbejdede sygeplejerskeuddannelsen i Viborg en rapport om holdene for sosu-assistenter. I rapporten står, at ”de studerende i begyndelsen af studiet viser manglende studiekompetencer, når det kommer til planlægning, overblik og prioritering af litteratur. De studerende har svært ved at gå ind i rollen som studerende og udvise selvstændighed, og de mangler skriftlige og analytiske akademiske kompetencer.”

I rapporten om det særligt tilrettelagte forløb står også, at de studerende er meget engagerede i undervisningen. De er meget pligtopfyldende, udviser høj arbejdsmoral og er aktivt deltagende i diskussioner.

Lene Mygind peger på, at de studerende også økonomisk prioriterer at uddanne sig videre:

”De har taget et aktivt valg, der ofte koster dem økonomisk, fordi de er gennemsnitligt ældre end sygeplejestuderende generelt, og mange af dem er allerede satte med familie og børn, men de vil det her,” fortæller hun.

På Professionshøjskolen Metropol i København går assistenter på hold med sygeplejestuderende uden den baggrund, og her kommer deres erfaring de øvrige studerende til gode:

”De er en gevinst for de andre studerende, fordi de kan byde ind med praktiske erfaringer og konkrete eksempler, men det er både-og. En del af de studerende har vanskeligt ved at flytte fokus fra tidligere erfaringer til det sygeplejefaglige studie, og der er en gruppe, der har svært ved at tilegne sig den teoretiske viden. Det er en broget flok, men det er studerende uden assistentbaggrund jo også,” fortæller Anne Bondesen, som mener, at akademiske forskelle på studerende med baggrund som assistenter og studerende med gymnasial baggrund udligner sig ca. halvandet år inde i uddannelsen, og karaktermæssigt ligger de to grupper på linje.

Ny faglig identitet
Sosu-assistenter skal tilegne sig en ny faglig identitet under sygeplejeuddannelsen, og Anne Bondesen vurderer, at skiftet til sygeplejerskeidentiteten og udfordringerne møder de i høj grad i klinikken. 

”Her skal de passe på ikke at falde ind i rollen som assistent og i stedet fokusere på, at de er studerende, og holde sig et bredere syn på de sygeplejefaglige opgaver for øje,” siger Anne Bondesen.

Lene Mygind mener, at den teoretiske tilgang er afgørende for identitetsskiftet.

”Man hviler stærkere i sig selv, hvis man har den faglige ballast, der giver begreb om patientens fysiske, psykiske, sociale og åndelige behov, og når man kan argumentere for og begrunde sine valg fagligt, siger Lene Mygind.

Selv om de sygeplejestuderende gennem uddannelsen får en pejling på, hvordan de skal forholde sig til deres nye position, så vil det ifølge samfundsforsker Einar Baldursson være sværere at finde sig til rette i den nye identitet for en tidligere assistent end for en studerende, der har taget den direkte vej til sygeplejerskeuddannelsen.

”De tidligere assistenter kommer fra en lavere rangerende gruppe, og på skolen vil de opleve, at deres erfaringer ikke giver den respekt, de forventer at få. Derudover er sygeplejerskeuddannelsen blevet mere boglig, og jeg tror ikke, at man har valgt en uddannelse til social- og sundhedsassistent, hvis man er særlig bogligt orienteret,” siger Einar Baldursson.

Sygeplejerskens faglige identitet adskiller sig fra sosu-assistentens ved et højere vidensniveau og kompetencer som refleksion over både metode og proces, at kunne begrunde faglige valg teoretisk og sætte dem ind i en større sammenhæng omkring patienten, evnen til at udforske og undersøge konkrete problemstillinger og at kunne iværksætte tværfaglige forløb, vurderer uddannelseschefen, uddannelseslederen og vicestudierektoren på sygeplejerskeuddannelserne i Svendborg, Viborg og på Metropol i København.

Fremover vil flere vælge sygeplejerskeuddannelsen fra starten i stedet for uddannelsen til assistent, vurderer Christian Holm-Petersen:

”Er der personale nok at vælge imellem, vil sygeplejerskerne sandsynligvis stå stærkest, i og med lønforskellen ikke er så stor.”  

To uddannelser – to målsætninger

Sosu-assistent

De studerende skal opnå viden og færdigheder inden for følgende overordnede kompetenceområder:

  1. Praktisk og personlig hjælp.
  2. Omsorgs- og sygeplejeopgaver.
  3. Sundhedsfremmende og forebyggende aktiviteter.
  4. Koordination, vejledning og undervisning.
  5. Aktivitet og rehabilitering.

Varighed: Et år og otte måneder.

Kilde: Bekendtgørelse om uddannelserne i den erhvervsfaglige fællesindgang sundhed, omsorg og pædagogik 2011, retsinformation.dk

Sygeplejerske   

Uddannelsen skal i overensstemmelse med den samfundsmæssige, videnskabelige og teknologiske udvikling samt befolkningens behov for sygepleje kvalificere de studerende inden for teoretiske og kliniske sygeplejekundskaber. De studerende skal kunne:

  1. Udføre, formidle og lede sygepleje, der er af såvel sundhedsfremmende, sundhedsbevarende, forebyggende som behandlende, rehabiliterende og lindrende karakter.
  2. Vurdere, begrunde og udvikle deres professionelle virke i forhold til patienten,
  3. Indgå i samarbejde med patienten, pårørende, kolleger og andre faggrupper uafhængigt af etnisk, kulturel, religiøs og sproglig baggrund,
  4. Udvikle sygepleje, skabe fornyelse og anvende kendt viden i nye sammenhænge samt følge, anvende og deltage i forskningsarbejde inden for sundhedsområdet.
  5. Fortsætte i teoretisk og klinisk kompetencegivende videreuddannelse efter afsluttet uddannelse. 

Varighed: Uddannelsen er normeret til 3½ studenterårsværk.

Kilde: Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje 2008, retsinformation.dk 

Merit på sygeplejerskeuddannelsen


Social- og sundhedsassistenter med grundfagene dansk på C-niveau, naturfag på C-niveau og engelsk på D-niveau kan tage sygeplejerskeuddannelsen på tre år.

For at få et års merit og tage sygeplejerskeuddannelsen på to et halvt år skal ansøger ud over ovenstående have taget enten en gymnasial uddannelse eller fire gymnasiale fag, samt have klinisk erfaring efter endt social- og sundhedsassistentuddannelse af minimum ni måneders varighed inden for de seneste fem år.

Det er ikke alle sygeplejerskeuddannelser, der tilbyder særligt tilrettelagte forløb for social- og sundhedsassistenter.

Kilde: University College Lillebælt.